David Jay stiller op i det danske Melodi Grand Prix med nummeret ‘Rays of Sunlight’.
Selvom Grand Prix-scenen er ny for David, har han meget erfaring fra andre scener på sine turneringer i Tyskland og Afrika. Desuden har han udgivet en række singler, der lige nu ligger på to forskellige hitlister i Tyskland. Og så har han varmet op for blandt andre Outlandish, Omarion og Mario.
Så selv om David efterhånden er en erfaren herre, ser han stadig Melodi Grand Prix som noget helt særligt.
- Jeg har, som hele Danmark jo ved, ingen forudgående erfaring med Melodi Grand Prix, men jeg er helt klar. Det er en ny udfordring på vejen, som jeg meget gerne tager imod og glæder mig til.
Kendt Grand Prix-hitmager bag bidraget
‘Rays of Sunlight’ er skrevet af Christoffer Stjerne og Bryan Rice. Især Rice har meget erfaring fra Grand Prix - både som solist og sangskriver. Desuden står han også bag hittet ‘No Promises’, der toppede de danske hitlister i 2005.
Det var den musikansvarlige for Melodi Grand Prix, Cutfather, der teamede sangskriverduoen op med David Jay. David var i starten skeptisk overfor, hvorvidt konkurrencen var noget for ham. ‘Rays of Sunlight’ viste sig dog at passe perfekt til David.
- Først og fremmest blev jeg virkelig smigret over at Cutfather tænkte mig ind i projektet. Jeg tog i studiet og sang vokalen, og siden er sangen bare vokset på mig. Jeg kan sagtens se mig selv i nummeret, og synes ikke, at det ligger for langt fra, hvem jeg ellers er som musiker, fortæller han.
En kreativ nørd, der vil vinde
David Jay har høje ambitioner, og ønsker at gå hele vejen med sin sang; man skal både forvente underholdning og et højt energiniveau, når David indtager Grand Prix-scenen.
- Jeg elsker at være kreativ nørd, men jeg går altid efter at vinde. Uanset om det er sport eller musik. Men jeg er absolut ikke en dårlig taber, fortæller han.
Om det bliver David Jay, der i år kan løfte sejrstrofæet, finder vi ud af 13. februar, når Melodi Grand Prix 2016 løber af stablen i Forum Horsens.