De har været en fast bestanddel af Grand Prix-logoet siden 2009, stjernerne. Flyvende i fuld fart, svævende eller omgivet af Grand Prix-glimmer.
Nu har logoet til Melodi Grand Prix fået noget af en overhaling – stjernerne er nemlig helt væk!
- Det har været rigtig vigtigt finde et logo, der både er moderne, rækker frem i tiden og kan holde i mange år, men som samtidig også rækker tilbage i tiden; et logo, som ikke bare er trendy, men er klassisk og langtidsholdbart, fortæller Jan Lagermand Lundme, underholdningschef på DR.
Skal kunne holde i 10 år
De traditionelle stjerner er derfor erstattet af en rund organisme, hvorfra der udgår noget, der bedst kan beskrives som organiske lydbølger. Dermed har logoet til Melodi Grand Prix 2015 set dagens lys.
- Det her logo skulle gerne kunne holde i mindst ti år; det er sådan det er tænkt. Det er et meget klassisk logo, men der er ikke nogle regler for eksempelvis udskiftning af logoets farver, uddyber underholdningschefen.
Det er DR Design, der har kreeret det ny Grand Prix-logo.
Nyt slogan: "Drømmen lever"
Logoet er dog ikke det eneste, der er blevet set efter i sømmene i forbindelse med den kommende udgave af Danmarks ældste musikkonkurrence.
Dansk Melodi Grand Prix Prix har også fået et nyt slogan: "Drømmen lever".
- Et slogan skal helst kunne sætte nogle tanker i gang hos folk. ”Drømmen lever” kan for eksempel henvise til, at der er mange, der går og drømmer om noget i musikbranchen, eller at vi som land drømmer om at vinde Eurovision endnu engang. Hvilke drømme, man læser ind i sloganet, er op til folk selv.
Bevidst om traditioner
Traditionerne bliver dog ikke kastet helt over bord til det kommende Grand Prix, lover showchefen. Således kipper 2015-logoet faktisk med hatten til det traditionelle stjerne-logo:
- Hvis man ser det langt væk fra, ligner det stadig en stjerne, slutter Jan Lagermand Lundme.