Sigmund 'Say My Name'

Sigmund synger sang nummer 5, 'Say My Name', i Dansk Melodi Grand Prix 2019. Mød Sigmund her.

(Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

Han har været her, der og alle vegne det seneste års tid - og nu er han, naturligvis, også klar til Dansk Melodi Grand Prix.

Siden Sigmund Trondheim dukkede op på de danske tv-skærme i X Factor sidste år, er det kun gået én vej for den 23-årige sanger og entertainer; op.

Den foreløbige kulmination på et hæsblæsende år for Sigmund sker, når han slår sig løs i Boxen med sang nummer 5, 'Say My Name'.

Sigmund er født og opvokset i Sørvad ved Holstebro og imponerede allerede som helt ung med sin unikke stemme - og siden hen også med sin særlige forståelse for dans, da han gik på Det Kongelige Teaters Balletskole i Holstebro.

I 2015 optrådte Sigmund for første gang på scenen i Boxen - dengang med et hyldestshow til idolet Lady Gaga i anledningen af arenaens fem års jubilæum.

En endnu større platform fik Sigmund dog, da han under Sanne Salomonsens vinger sang og dansede sig til semifinalen i sidste års udgave af X Factor.

Den platform har siden ført til blandt andet en optræden på Copenhagen Pride, debutsinglen 'Folder mig ud', en tjans som webtv-vært på realityprogrammet 'Love Island Studio', en dokumentar på DR3 og udgivelsen af sin egen selvbiografi.

Det er dog en helt særlig drengedrøm, der går i opfyldelse, når Sigmund får lov til at fyre den af i Dansk Melodi Grand Prix med 'Say My Name'. En sang med et budskab, der ligger ham meget på sinde.

- Når man bliver slået ud og får et gok i selvtilliden, så er man nødt til at samle sig selv op igen. Man skal tro på sig selv og elske sig selv hver eneste dag. Det er så vigtigt, og det er dét, sangen handler om. At få lov til at synge sådan en sang i Dansk Melodi Grand Prix er kæmpestort for mig, og det er noget, jeg har dømt om hele mit liv, siger Sigmund.

Lyt til 'Say My Name' her.