Om mindre end en uge afslører DR, hvem der er med i Melodi Grand Prix 2015. Men i flere medier svirrer rygterne allerede om, hvem der mon deltager i konkurrencen i år.
Blandt andet har danske Her & Nu og svenske Ulricehamns Tidning spekuleret i deltagernavne, ligesom flere fansites, herunder Good-Evening-Europe.com, også kommer med bud på dette års deltagerfelt.
Medierne gætter blandt andet på, at den tidligere X Factor-deltager Babou, samt MGP-stjernen Anne Gadegaard, skulle være blandt årets deltagere.
DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, ønsker ikke at kommentere på rygterne:
- Jeg kan ikke kommentere på rygterne. Men det er jo klart, at der er stor interesse og masser af hype om Danmarks største musikkonkurrence, og det er da bare dejligt, at pressen interesserer sig for, hvem der er med, siger underholdningschefen.
Det hele afsløres 26. januar
Én ting er dog rygters svirren; noget helt andet er vished om deltagerfeltet.
Mandag 26. januar er ventetiden endelig ovre: Her løfter DR nemlig sløret for, hvem der er med i Melodi Grand Prix 2015.
Denne dag afsløres både årets 10 deltagere, sangene udgives i fuld længde på YouTube og cd og man får også startrækkefølgen at vide.
”Vildeste åbning nogensinde”
Og selv om underholdningschefen altså ikke vil kommentere på de igangværende rygter om, hvem der er med i Melodi Grand Prix, lover han, at der er noget at se frem til.
Det gælder både, når de 10 artister og deres sange afsløres 26. januar, og selvfølgelig også til selve showet, der ruller over skærmen 7. februar på DR1, direkte fra Gigantium i Aalborg, lover underholdningschefen:
- Man skal se frem til rigtig, rigtig gode numre og skønne artister, og så skal man se frem til, at det bliver et suverænt show 7. februar. Det får den vildeste åbning nogensinde.