Oprejsning til Anti Social Media: 10. mest spillede Eurovision-sang

- Det er vores egen lille Eurovision-win, siger forsangeren fra bandet.

(Foto: © Andres Putting og Elena Volotova, EBU)

Det blev ikke til dansk sejr i årets Eurovision Song Contest, der fandt sted 23. maj. Faktisk blev det ikke engang til en finaleplads til drengene i Anti Social Media, der stillede op med den Beatles-inspirerede sang 'The Way You Are'.

Men det betyder ikke, at Europa har glemt dem. Faktisk er 'The Way You Are' lige nu den 10. mest spillede sang i radioen ud af alle de 40 sange, som stillede op i årets konkurrence. Og det på verdensplan, vel at mærke.

Det er tjenesten MusicDNA, der overvåger afspilning af musiknumre i radioen verden over, som har offentliggjort listen. Den bliver i øvrigt toppet af Australiens Guy Sebastian, mens vinderen, Sveriges Måns Zelmerlöw må nøjes med en andenplads. Ruslands Polina Gagarina er nr. 3 på listen.

'Vildt opløftende'

Anti Social Media var underdogs fra starten og stod ikke på noget tidspunkt til at avancere sig til det store finaleshow, og de endte således på en 13. plads ud af 16 i første semifinale. Derfor kommer det som en fantastisk overraskelse for bandet, at sangen klarer sig så godt uden for scenen.

"Vildt opløftende"

Anti Social Media ser tilbage på deres deltagelse ved Eurovison Song Contest med begejstring og glæde på trods af det skuffende resultat, og nyheden om sangens succes falder i god jord hos bandet:

- Det er vildt opløftende, at det går godt med sangen. Det vigtigste for os har hele tiden været at få vores musik ud i verden, og så er det fantastisk at få et tegn på, at Europa tager godt imod os, fortæller forsanger Philip Thornhill til dr.dk.

- Det er vores egen lille Eurovision-win! Hvor er det fedt!

De fire drenge i Anti Social Media ser nu frem til at fokusere fuldt ud på deres EP 'The Way', der kom ud 9. maj i år.