Ikke alt gik helt som planlagt torsdag formiddag, da Danmarks Eurovision-håb anno 2016, Lighthouse X, for første gang prøvede kræfter med Globens store scene inden showet om en uge.
Inden de tre danske drenge gik på scenen klokken 11.20 havde de svenske arrangører fået forbyttet Johannes Nymarks lyd i øret med Martin Skrivers. Det blev dog hurtigt blev fikset, så Danmarks drenge kunne gå i gang med at synge deres danske Grand Prix-vinder, 'Soldiers of Love'.
Men så var der et af mikrofonstativerne, der skabte nye tekniske udfordringer.
Intet lys i mikrofonen
En væsentlig del af Danmarks visuelle udtryk er de tre sangeres lysende mikrofonstativer, men til den første gennemspilning af 'Soldiers of Love' var det kun to ud af tre stativer, der var lys i.
Mikrofonstativet blev heldigvis hurtigt fikset, så Danmark kunne komme videre med den travle prøve, hvor hvert land kun har 30 minutter på scenen.
Fik pyro lige i hovedet
Da Søren Bregendal, Martin Skriver og Johannes Nymark spillede sangen igennem for anden gang, lyste alt, som det skulle. Men så fik Martin Skriver tilgengæld lidt for meget lys i et intimt møde med ild-effekterne på scenen:
- Lige inden vi startede, spurgte jeg, hvor pyroen ville komme op af scenegulvet. De sagde, at det var nede bagved; så jeg gik frem til forscenen. Og så kommer pyroen dér, og jeg får den lige i hovedet, siger Martin Skriver til dr.dk/grandprix.
Hans Lighthouse X-kollega Søren Bregendal var dog overordnet godt tilfreds med prøven:
- Det var godt at opleve, at de (de svenske værter, red.) har fanget så mange af vores noter, og at vi allerede nu er ved at være så tæt på dét sted, hvor vi gerne vil være, siger han.
100 procent sikker på finaleplads
Også Jan Lagermand Lundme er 'super stolt' over den danske prøve på Eurovision-scenen:
- Hvis der var nogen, der var i tvivl om de danske finalechancer - hvilket jeg aldrig har været - så kan de godt lægge den tvivl i graven nu. Vi er 100 procent videre i finalen! Der er ingen tvivl i mit sind, siger Jan Lagermand Lundme.
Hvert land har to indledende prøver og en generalprøve til Eurovision, inden det for alvor gælder. Danmarks næste prøve er på lørdag.
https://www.youtube.com/watch?v=cqaCiPprXJc