Eurovision Song Contest er for mange synonymt med konfettikanoner og vindmaskiner– men sådan bliver det ikke i år.
Svenske SVT, der står for årets konkurrence, har nemlig nedlagt forbud mod brugen af konfetti under årets optrædener.
Den eneste sang, der får konfetti på scenen i Eurovision 2016 bliver vindersangen, fortæller scenearbejder Ola Mezig i det svenske optaksprogram ’Inför Eurovision Song Contest’.
Hvad der ligger til grund for konfettiforbudet er uklart.
Svensk vinder fik konfetti galt i halsen
I 2012 oplevede svenskerne på egen hånd, at konfetti ikke er til at spøge med.
Her fik svenske Loreen, der senere skulle gå hen og vinde hele konkurrencen, nemlig et stykke konfetti galt i halsen under en generalprøve og måtte hoste sig igennem den sidste del af sin optræden.
I år det gruppen Lighthouse X, der skal forsvare de danske farver ved Eurovision - og altså i første omgang uden konfetti på scenen.
Eurovision 2016 finder sted 10., 12. og 14. maj, og sendes direkte på DR1. Danmark er med i anden semifinale, torsdag 12. maj.