I dag afholdte svensk tv den årlige 'allocation draw' i Stockholm. Her er det blevet besluttet, hvilke lande, der skal synge i hvilke af de to semifinaler ved dettes års Eurovision Song Contest.
Ved lodtrækning blev det afgjort, at Danmark skal synge i den anden semifinale, der løber af stablen d. 12. maj i Stockholm.
Derudover blev det også besluttet, at Danmark skal synge i den anden del af semifinale-showet. Den endelige startrækkefølge beslutter SVT, der producerer årets show.
Danmark må undvære nabohjælp
Danmark må desværre undvære stemmer fra vore nordiske venner i jagten mod finalen, da både Finland, Island og Sverige stemmer i den første semifinale.
Dog har vi fornøjelsen af vores naboer i Norge, som også er med semifinalen d. 12. maj. Derudover stemmer også vores naboer mod syd, Tyskland, i den anden semifinale.
Inden lodtrækningen er de 37 lande, der deltager i årets semifinaler, blevet inddelt i seks forskellige grupper. Grupperne er dannet ud fra tidligere års stemmemønstre, og skal være med til at undgå for mange 'nabostemmer' landende imellem.
Årets logo offentligjort
Showets officielle slogan og logo blev også offentliggjort ved dagens delegationsmøde. Årets slogan lyder "Come Together".
Det er i år Globen i Stockholm, der skal danne ramme om årets Eurovision Song Contest, der løber af stablen d. 10., 12. og 14. maj.
Hvem der skal repræsentere Danmark, bliver afgjort ved Melodi Grand Prix 2016 d. 13. februar.