Formanden for de danske Melodi Grand Prix-fans, Johann Sørensen, er personligt skuffet over, at Island tirsdag aften røg ud i den første semifinale ved Eurovision Song Contest 2016.
- Det blev en rigtig dårlig nordisk aften, hvor hverken Finland eller Island gik videre. Jeg synes, at især vores islandske venner havde en sang, der fortjente en bedre skæbne, siger han til dr.dk
Ifølge Johann Sørensen kan Island have tabt stemmer på et sceneshow, der på flere måder mindede om Ruslands - uden at være lige så grandiøst:
- Den islandske delegation er blevet lidt irriteret over, at Rusland brugte lidt af det samme som Island, bare meget mere, siger Johann Sørensen.
Zoë fra Østrig overraskede
Østrig var ikke udset som favorit af bookmakerne og i hjemlandet blev sangerinden Zoë kun stemt videre på grund af massiv publikumsopbakning. Og det lader til, at hun har genfundet den i Stockholm.
- Hun er en rising star, som har fået fat i fansene, og det er velfortjent. Det bliver spændende at følge, hvordan hun bliver hypet frem til finalen. Østrig, Tjekkiet og Rusland var de tre, der fik mest gang i publikum, siger Johann Sørensen
Tjekkiet skrev Grand Prix-historie, da landet for første gang blev sendt videre til finalen. Omvendt stoppede festen for Grækenland, der sædvanligvis klarer sig fint.
- Det var den dårligste sang i mange år, meget rodet, siger Johann Sørensen.
Et fantastisk svensk show
Han fulgte selv med fra første parket i Globen Arena i Stockholm - og mener, at svenskerne igen beviser, de er garant for et fantastisk show.
- Det startede god med Måns Zelmerlöws åbningsnummer 'Heroes' med børnekoret. Det var meget rørende og meget smukt. Og videosekvensen med taxaturen gik rent ind, siger han.
Aftenens store vovestykke, hvor Sveriges Television satte spot på Europas flygtningekrise med dansenummeret The Grey People, giver fan Johann Sørensen også topkarakter:
Flygtninge berører alle
- Europa står jo i en helt usædvanlig situation. Flygtninge er noget, der berører alle europæere, så jeg synes, at det er fint, at man sætter fokus på det. Det bliver en meget kraftfuld afslutning.
- Det er næsten umuligt at skille politik og musik helt ad, og jeg synes ikke, at det er noget, der støjer.
På torsdag er det Danmark, der bedømmes af millioner af europæere, når Lighthouse X optræder med sangen 'Soldiers of Love'.