Ny teknik kan fjerne buh-råb mod Rusland under Eurovision

Der kan blive lukket for lyden fra publikum, hvis de buher under Grand Prix-finalen lørdag aften.

Ruslands Polina Gagarina er en af favoritterne til at vinder Eurovision Song Contest i år. (Foto: © Elena Volotova, EBU)

Højrøstede buh-råb fra pubikum i B&W Hallerne i København trængte igennem til millioner af tv-seere, da Ruslands deltagere var på scenen under Eurovision Sonmg Contest sidste år.

Det må ikke ske igen, mener den europæiske tv-union EBU, som derfor har taget ekstraordinære foranstaltninger.

'Klar til alle scenarier'

De benytter en ny teknik under årets popkonkurrence, der gør det muligt at lukke af for lyden fra de mange Grand Prix-fans i Wiener Stadthalle, hvis de begynder at råbe.

- Plan A er at bruge almindelig publikumslyd, har Jarmo Siim, kommunikationskoordinator for Eurovision, tidligere på ugen fortalt til den engelsksprogede russiske avis The Moscow Times.

Men begynder publikum at råbe op under showet, så er Plan B altså at lukke for lyden fra salen, så man kun kan høre sang og musik.

- Det er første gang, vi har forberedt os på denne måde. Vi vil være klar til alle scenarier, men vi har store forventninger om, at der ikke vil ske noget i den stil.

Ikke i konkurrencens ånd

Buh-råbene mod de russiske Tolmachevy Twins sidste år kom som en reaktion mod Ruslands omdiskuterede politik mod 'homoseksuel propaganda' og landets annektering af Krim-halvøen i Ukraine.

Det gentog sig i år, at Den tidligere Eurovision-vinder Dima Bilan optrådte i BBC's jubilæums-tv-show 'Eurovision's Greatest Hits'.

De russiske Tolmachevy-søstre fik en ublid modtagelse af publikum under sidste års Eurovision i København. (Foto: © Thomas Hanses (EBU))

- Det var meget pinligt for os sidste år, da det skete, fordi det ikke er i konkurrencens ånd, fortæller Jarmo Siim i følge Moscow Times.

- Vi er her for at bygge broer, som mottoet lyder, siger han med hentydning til østrigsk tv's slogan 'Building Bridges'.

Ingen buh-råb til semifinalen

Da Ruslands deltager i dette års Grand Prix, Polina Gagarina, i tirsdag var på scenen i Eurovision-semifinalen, blev der ikke brug for at lukke af for publikumslyden.

- Det glæder mig, at der ikke var nogen buh-råb, siger Eurovision-chef i EBU, Jon Ola Sand, til dr.dk.

Til gengæld var der mange publikummer, som viftede med regnbueflag, der er et symbol for homo- og biseksuelle og transkønnede. Det har Jon Ola Sand ikke noget problem med.

- Vi har ikke nogen grund til at mene, at regnbueflag er et politisk statement, så længe det ikke bruges bevidst til at blokkere kameravinkler, siger han.

Polina svarede klogt

Polina fik tårer i øjnene, da hun efter semifinalen blev spurgt til homo-rettigheder i sit land.

'Det er lige meget, hvem du er: Vi er mennesker og vi kan bygge broer,' svarede hun.

- Polina svarede godt for sig. Hun er en stor kunstner og en voksen dame, som har kloge svar, mener Jon Ola Sand.