Tre år i træk er Danmark røget ud af Eurovision, inden festen for alvor er begyndt.
Faktisk skal vi helt tilbage til 2019, før der sidst var et Dannebrog at finde på pointtavlen i finalen af verdens største musikkonkurrence.
Den forbandelse kan meget vel blive brudt i år, når den nyslåede vinder af Dansk Melodi Grand Prix, SABA med sangen 'Sand', skal forsvare de rød-hvide farver i popbraget, der i år finder sted i den svenske by Malmø.
Det mener Morten Madsen, der har dækket Eurovision Song Contest på sitet Eurosong siden 2008 og selv var til stede ved den danske Grand Prix-finale lørdag aften.
- Vi kommer i finalen – nærmere kan jeg ikke komme det lige nu, det ville være for useriøst, når vi ikke kender alle vores konkurrenter. Men den her sang kan gå i finalen, hvis vi spiller vores kort rigtigt, det tror jeg sgu på.
Morten Madsen understreger, at der fortsat er mange ubekendte faktorer på spil, der gør det svært at spå om Danmarks Eurovision-skæbne anno 2024, men:
- Jeg er fortrøstningsfuld. Der er en grund til, at 'Sand' har været favorit fra det sekund, den blev afsløret tilbage i januar, hvor den har ligget højt hos både bookmakere og internationale fans. Og vi skal videre og i den Eurovision-finale nu! 'Sand' er den mest internationale sang, der var med i år, og jeg tror, den favner bredt.
'Det er den sang, der har størst chance for at få Danmark i finalen igen'
Simon Falk deler analysen.
Han er journalist på fanmedierne Good Evening Europe og Wiwibloggs og var også til stede i DR Byen lørdag aften, hvor Dansk Melodi Grand Prix 2024 fandt sted.
- Jeg synes, det er den rigtige sang, vi sender til Eurovision. Det er den sang, der har størst chance for at få Danmark i finalen igen, lyder det fra Simon Falk.
Se SABA optræde ved Dansk Melodi Grand Prix her:
Han understreger, at de fleste af de meningsmålinger, der er lavet rundt omkring på internationale fan-sites, har haft SABA som en klar favorit forud for det danske Grand Prix – og det er værd at lytte til, mener han.
- Hun har ikke bare været lidt en favorit, men en utrolig stor favorit. Der er en genklang blandt de internationale fans om, at det her er den rigtige sang at sende. Og det er vigtigt, at vi sender en sang, som vi tror har en god chance blandt seere og fans ude i Europa – det er dem, der skal stemme på os.
Morten Madsen fra Eurosong understreger i den sammenhæng, SABA og hendes hold bør arbejde videre med sangens visuelle univers for at optimere Danmarks chancer forud for Eurovision i Malmø.
- Der er noget at arbejde med, og jeg synes, den så rigtig, rigtig flot ud her til aften. Det skal vi bare dyrke endnu mere, når vi kommer til Malmø. Og så skal SABA finde lidt mere ro, når hun står på scenen. Men som sagt: Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til Danmarks Eurovision-chancer for første gang i lang tid.
Det er Simon Falk også:
- Vi har gode finalechancer nu. Og lad os da satse på, at vi kan ende i den øverste halvdel af finalefeltet – så har vi heller ikke sat barren for højt.
Eurovision Song Contest sendes den 7., 9. og 11. maj. Danmark og SABA deltager i den anden semifinale, der afholdes den 9. maj.