For Henrik Milling var aftenens overraskelse i Eurovision ikke førstepladsen til østrigske Conchita Wurst, men derimod andenpladsen til Hollandske "The Common Linnets" med sangen "Calm after the storm".
Han er dog ikke negativt, men positivt overrasket over, at sangen, der er blevet hans personlige favorit i årets Grand Prix, klarede sig så godt som den gjorde.
- Jeg har jo tidligere sagt, også på dr.dk, at den sang nok ikke havde en chance: Det var en alt for stille country-melodi, sådan lidt Norah Jones-agtig, det var svært at tro, at den kunne klare sig. Det tog jeg heldigvis 100 procent fejl af, siger Henrik Milling til dr.dk/grandprix.
- Det var dejligt at se, at den ikke landede som nummer 16 eller nummer 32, men faktisk kom op på en andenplads. I virkeligheden, så synes jeg, at Holland var den moralske vinder, siger Henrik Milling.
Mike og Keld bakker op
Henrik Milling er ikke alene om at være fan af den Hollandske sang. Musik-producer Mike Sheridan er også begejstret for den hollandske duo.
- Deres musik havde ikke brug for en stortromme. Der var nogle korharmonier og de står overfor hinanden og synger – det virker mere nært, sagde han efter afgørelsen til programmet "Efterfesten" på dr.dk.
Ridderslag til Holland er der også fra Keld Heick, der foretrak den frem for den østrigske vinder Conchita Wurst:
- Min personlige favorit, det var Holland, helt klart, siger han til dr.dk/grandprix.
Drag-elementet sejrede
Musikekspert Henrik Milling havde heller ikke den østrigske sang som sin top-favorit:
- Jeg synes, det er skønt og fint og herligt, men jeg syntes personligt det var mere spændende, hvad Holland havde gang i - og faktisk også Sverige. Det var simpelthen stærkere, fordi det ikke havde det der skæg-element, drag-elementet, siger Henrik Milling.
Han syntes, at Conchitas drag-persona skyggede lidt for selve sangen, som han ellers medgiver er en stilren og storladen ballade.
- Jeg tænker bare, om ikke han om 10 år kunne sidde og tænkte: Havde jeg også vundet uden det der skæg-stunt?
- Tror du, han kunne have vundet uden skæg-stuntet?
- Det finder vi jo aldrig nogensinde ud af. Men jeg tror, at det har været afgørende for ham. Han var uden tvivl endt oppe i den pæne afdeling uanset hvad, men jeg tror at det, at han havde det stunt, det gjorde lige, at han blev skubbet helt op - og tillykke til ham i øvrigt.