Marie Isabell 'Dancing with You in My Heart'

Marie Isabell synger sang nummer 4, 'Dancing with You in My Heart', i Dansk Melodi Grand Prix 2019. Mød Marie Isabell her.

(Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

De fleste af os bruger Instagram til at dele smukke billeder fra hverdagen - men så er der også dem, der bruger mediet til at komme med i Dansk Melodi Grand Prix.

Det var i hvert fald sådan, 33-årige Marie Isabell Reinhold, der i Grand Prix-sammenhæng optræder som Marie Isabell, fra Amager i København blev opdaget.

Men nu erstatter hun så den lille mobilskærm med den store tv-skærm, når hun går på scenen ved Dansk Melodi Grand Prix 2019 med sang nummer 4, 'Dancing with You in My Heart'.

Marie Isabell arbejder som teamleder i hjemmeplejen i Københavns Kommune, og her gør hun dagligt brug af sin helt store passion; musikken.

Hun synger nemlig for de ældre, når hun besøger dem, ligesom hun også har stået i spidsen for en daglig sangtime på et plejehjem - til stor glæde for beboerne.

Marie Isabell har optrådt på karaokebarer og i forskellige bandkonstellationer hele sit liv, men i dag, hvor hendes søn tager størstedelen af hendes tid, bliver det mest til at dele videoer af sit sangtalent på Instagram.

Og de videoer har altså nu ført hende hele vejen til Dansk Melodi Grand Prix, hvor hun stiller op med den farverige powerpop-sang 'Dancing with You in My Heart'.

- Det er en megafed sang, og den har alle de her klassiske kvaliteter, som, jeg synes, en Grand Prix-sang skal have. Og så vækker den virkelig mange følelser i mig, fordi jeg tænker på min søn, når jeg synger den. Så jeg skal passe på, at jeg ikke kommer til at tudbrøle, når jeg synger den på scenen, siger Marie Isabell.

Lyt til 'Dancing with You in My Heart' her.