Kontroversielt svensk forslag: Slut med Grand Prix kl. 21

Hvis Eurovision skal have fat i de yngre seere, skal sendetidspunktet rykkes, mener næste års Eurovision-værter, der vil sende de tre tv-shows ud i æteren en time tidligere.

Sverige har ofte gjort sig bemærket i Grand Prix-sammenhæng - for eksempel da Sanna Nielsen (i midten af billedet) sikrede svenskerne en 3. plads i finalen, da Danmark var Eurovision-værter i 2014. Nu gør vores broderfolk sig bemærket med et kontroversielt forslag om at ændre sendetidspunkt for konkurrencen. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix)

Når Det Internationale Melodi Grand Prix hvert år i maj løber over tv-skærmene hos op imod 200 millioner seere lige fra Portugal i vest til Australien i øst, er det sikkert som amen i kirken, at showet starter klokken 21.00 centraleuropæisk – og dermed dansk – tid.

Sådan har det, med ganske få undtagelser, været lige siden konkurrencens start tilbage i 1956. Men det vil svenske SVT, der er værter for næste års Eurovision Song Contest, nu ændre på:

- Især i de ny lande, der er begyndt at deltage i Eurovision i årene efter østblokkens fald, bliver det meget sent på natten, før showene slutter. Så er det svært for børnene at holde sig vågne, siger Martin Österdahl, executive producer på Eurovision 2016, til Dagens Nyheter.

Skal fange de unge seere

Ifølge det svenske dagblad vil SVT gøre op med 60 års traditioner og præsentere et forslag for den europæiske tv-union, EBU, om at rykke sendetidspunktet for de tre Eurovision-shows en time tilbage.

Dermed skal det altså starte klokken 20 dansk tid i stedet for, som nu, klokken 21.

- Hvis det (Eurovision, red.) skal vokse over tid og blive ved med at være verdens største tv-show de næste 50 år, så kræver det den samme udvikling, som vi har haft i Sverige: At Eurovision fanger de yngre seere, lyder det fra Österdahl.

DRs underholdningschef: Det skal undersøges grundigt

Det er i sidste ende EBU, der hvert år arrangerer Eurovision sammen med det pågældende års værtsnation, der beslutter, om sendetidspunktet bliver rykket.

Og selv om det langt fra er sikkert, at det svenske forslag bliver til noget, vækker det umiddelbar glæde hos DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, der var showansvarlig, da Danmark var Eurovision-værter i 2014:

- Hvis man tager de danske briller på, så er det klart, at det vil være en fordel at sende klokken 20 i stedet for klokken 21, lyder det fra Lundme.

- Men man bliver nødt til at se på det i et europæisk perspektiv og undersøge grundigt, hvad det vil få af konsekvenser for alle Grand Prix’ets lande – og ikke kun dem i vores tidszone. Man bliver nødt til at tage hensyn til alle.

Grand Prix-kommentator: Fornuftigt forslag

Et ændret sendetidspunkt vil især være godt for de østeuropæiske lande, der tager del i konkurrencen, mener DRs Grand Prix-kommentator siden 2011, Ole Tøpholm.

- Sendetidspunktet (klokken 21 centraleuropæisk tid, red.) stammer fra den tid, hvor Eurovision udelukkende var en vesteuropæisk begivenhed. Men nu er der kommet mange tidszoner med østover, så det svenske forslag er meget fornuftigt, mener Ole Tøpholm.

Han tror ikke, at forslagets eventuelle vedtagelse vil betyde det store i et dansk perspektiv. Men i forhold til dansk programplanlægningstradition kan det vise sig at være meget praktisk:

- I Danmark er vi vant til, at underholdnings-tv begynder klokken 20.00 – uanset om det er X Factor eller Versus – så på den måde er det svenske forslag meget skandinavisk og godt tænkt.

Tradition kan spænde ben for fornyelse

Indtil videre hedder sendetidspunktet for de tre Eurovision-shows dog fortsat klokken 21.

Og skulle ændringen af sendetidspunktet blive effektueret, så vil det være første gang i mere end 30 år, at Eurovision Song Contest ikke er blevet sendt klokken 21.00 i dansk tv:

- DR har en enkelt gang sendt Eurovision forskudt. Det skete i 1985, hvor man skulle markere 40-året for Danmarks befrielse, men ellers må man sige, at klokken 21 har været en tradition i mange, mange år.

- Og det er netop dét, at det er en tradition, der kan afholde EBU fra at ændre sendetidspunktet. For hvad hvis folk så ikke tænder? Men plusserne er klart i overtal i forhold til minusserne, hvis man ændrer sendetidspunktet, lyder vurderingen fra Danmarks Grand Prix-kommentator.

Eurovision Song Contest 2016 bliver sendt 10., 12. og 14. maj – og altså indtil videre klokken 21 dansk tid.