'Hvem fanden er Edgar Allan Poe?': Her er budskabet bag mystisk Eurovision-sang

Østrigs gakkede bidrag ved årets Eurovision gemmer på et dybere budskab.

Teya & Salena på scenen ved årets anden semifinale. (Foto: © Chloe Hashemi, EBU)

Måske er du engang stødt på digteren Edgar Allan Poe i folkeskolens engelsktimer.

Men torsdag aften gjorde den afdøde amerikanske digter så "comeback" på Eurovision-scenen. Ja, det lyder måske lidt mærkeligt - og det er det egentlig også.

Ikke desto mindre er netop Edgar Allan Poe omdrejningspunktet for Østrigs bidrag ved dette års popdyst, der slet og ret bærer titlen 'Who The Hell is Edgar?' ("Hvem fanden er Edgar?")

I sangen synger duoen Teya & Salena om, hvordan spøgelset fra den afdøde digter, der døde i 1849 bare 40 år gammel, har besat dem, og pludselig har gjort dem til gudsbenådede sangskrivere.

Og omkvædet? Ja, det er bare Poes efternavn gentaget i det uendelige.

"Poe-poe-poe-poe".

Bag den mystiske ørehænger gemmer sig dog et dybere budskab. Nummeret handler nemlig hverken om okkult spøgelsesjagt eller amerikansk litteratur fra 1800-tallet, men er i stedet en kritisk kommentar til forholdene for kvinder i musikbranchen anno 2023.

- Sangen handler om, hvor frustrerende det kan være som musiker at være i en mandsdomineret branche, og altid skulle bevise sit værd. Kvinder bliver altid sammenlignet med andre kvinder i musikbranchen, mens vores mandlige kolleger bare er gode i deres egen ret, fortæller sangeren Teodora 'Teya' Špirić til fanmediet WiwiBloggs.

Og det er her, Edgar Allan Poe genfærd kommer ind i billedet. Det er nemlig først, da kvinderne bliver "besat" af Poes genfærd - en mand - at de bliver i stand til at kunne skrive et hit.

- Edgar er den, der "skriver" sangen for os, for han er manden. Vi, som kvindelige sangskrivere, kan jo ikke lave noget uden en mand, der hjælper os, har Teya kækt forklaret til fanmediet Eurovision World om den kritiske symbolik, der gemmer sig i teksten.

Teya & Salena på scenen ved årets Eurovision. På skærmen bag dem ses en stor tegning af netop Edgar Allan Poe. (Foto: © Sarah Louise Bennett, EBU)

Langer ud efter streaming-gigant

På 'Who The Hell Is Edgar?' bliver der også kastet rundt med flere brancheudtryk fra pladeselskabsverden, mens der i sangens bro bliver sunget om tallene "0,003" - nogenlunde det dollar-beløb, som streaminggiganten Spotify udbetaler til musikere for hvert stream, deres musik opnår.

Nåeh ja, og af de omkring 0,003 dollars - svarende til cirka to danske ører - går cirka 80 procent ifølge Teya & Salena i øvrigt til pladeselskabet, mens de resterende 20 procent skal fordeles mellem alle, der har været med til at skrive og indspille sangen, fortæller de to musikere.

Og netop frustrationen over forholdene i musikbranchen blev inspirationen til 'Who The Hell Is Edgar'

- Da vi skrev sangen, var vi begge meget frustrerede over vores karrierer. Vi følte, vi havde arbejdet røven i laser i årevis, uden at få noget igen. Al den frustration, vi følte - som kvindelige sangskrivere i musikbranchen - fik indflydelse på sangen, har Teya fortalt til mediet Escxtra.

Duoen Teya & Salena består af Teodora Špirić (th.) og Selina-Maria Edbauer. De to musikere mødte hinanden i 2021, da de begge deltog i det østrigske talentshow 'Starmania'. (Foto: © Roman Zach-Kiesling, Ritzau Scanpix)

At det lige blev Edgar Allan Poe, der blev omdrejningspunktet for sangen, var dog en ren tilfældighed:

- Jeg ville ønske, jeg kunne sige, det var en eller anden planlagt genialitet, men vi bare sad bare i en sangskriver-session, da navnet pludselig kom til os, fortæller Salena Edbauer til WiwiBloggs og fortsætter:

- Vi har så senere fundet ud af, at Edgar Allan Poe faktisk var en af de første forfattere, der udelukkende tjente penge gennem sin litteratur, og at han levede et finansielt vanskeligt liv - og det er noget, vi kan relatere til, forklarer hun.

Bliver spået top-ti i finalen

Trods den mystiske tekst strøg den østrigske spøgelsessang direkte videre fra årets anden semifinale, og lørdag aften skal Teya & Salena - og Edgar Allan Poes spøgelse? - så igen på scenen, når vinderen af årets Eurovision-finale skal krones.

Og skal man tro bookmakerne, kan Teya & Salena godt regne med en god placering, når pointene skal deles ud lørdag aften. Lige nu er duoen nemlig spået en 10. plads i Eurovision-finalen.

Sidst Østrig vandt konkurrencen var i 2014, hvor den skæggede dame Conchita Wurst sejrede med sangen 'Rise Like a Phoenix' - i øvrigt på dansk jord, da showet dét år blev afholdt i København.

Hvordan det går Teya & Salena - og Edgar Allan Poe - får vi svar på, når finalen i Eurovision 2023 ruller over skærmen lørdag aften. Du kan se hele showet fra klokken 21 i DRTV og på DR1.

I Østrig bliver der ikke afholdt et Melodi Grand Prix. I stedet udvælger østrigsk tv selv landets repræsentanter til Eurovision, og både Teya og Salena har begge tidligere år været tæt på at blive udvalgt af til at synge for Østrig. Det var dog først i år - og som duo - at de to sangerinder endelig fik tildelt den ærefulde tjans. (Foto: © MISC, Ritzau Scanpix)