En uge før sit livs optræden: Nu går Grand Prix-Anjas barndomsdrøm i opfyldelse

Danmarks Grand Prix-prinsesse, Anja, udsender fredag sin allerførste ep med sange, som hun selv har været med til at skrive.

En glad Anja har fredag udsendt sin første ep, 'Where I Am'. (Foto: © Dr)

Som 12-årig sang optrådte hun for kronprinsesse Mary.

Som 18-årig vandt hun den australske udgave af talentshowet The Voice.

Og i dag, i en alder af 21, udsender dansk-australske Anja så endelig sine helt egne sange i form af ep'en, der hedder det samme som hendes danske Grand Prix-vinder; 'Where I Am'.

- Jeg er så glad og helt høj af energi. Jeg har ventet på det her så længe, og nu er det rette tidspunkt så endelig kommet. Jeg har skrevet og skrevet så mange sange, og det er så dejligt, at jeg nu kan vise folk noget af det, jeg har arbejdet på, siger Anja.

Hør Anja synge en bid af sangen 'Anything You Want' her.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a590c6a53a11f9f165480cc37

Åben og ærlig

Ep'en består af seks sange, som Anja har skrevet sammen med en række succesfulde, internationale sangskrivere, der har arbejdet sammen med navne som Lady Gaga og Ariana Grande.

Sangene kredser alle om kærlighed og oplevelser, som Anja selv har haft. Og hun er ikke bange for at blotte sig for hele verden - faktisk tværtimod.

- Jeg har altid set mig selv som en ærlig kunstner, og helt generelt går jeg meget op i at være åben og ærlig. Jeg bruger min sangskrivning til at komme ud med mine følelser, men jeg skriver også om universelle emner, som alle kan relatere til.

Lever for musikken

Udgivelsen af 'Where I Am'-ep'en sker blot en uge inden, Anja skal på scenen og repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest. Først i semifinalen torsdag den 11. maj og - hvis alt går vel - igen i finalen lørdag den 13. maj.

Anja håber, at hun med afsæt i sangkonkurrencen kan nå ud til et endnu bredere publikum end blot i sine to hjemlande Australien og Danmark, hvor hun hidtil har haft sit fokus.

- Jeg håber, at min ep kan være med til, at folk tager mig seriøst ikke bare som sanger, men også som sangskriver og som en kreativ kunstner - som en der har noget at byde på, siger Anja og tilføjer:

- Jeg håber på at få lov til at udgive endnu mere musik fremover. Musik er det, jeg lever for.

Hør Anja synge en bid af sangen 'Before You Were Cool' her.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a590c691da11f9f165480cc23