Lørdag aften løber Dansk Melodi Grand Prix for 49. gang af stablen.
Et felt af ti Grand Prix-bidrag kæmper om sejren, men kun én sang kan løbe med sejren. Men hvem er favoritterne? Og hvem skal man holde et ekstra vågent øje med?
Vi har allieret os med Grand Prix-ekspert Morten Madsen, som selv er stor fan af konkurrencen - så stor, at han overværet Dansk Melodi Grand Prix hele 16 gange og siden 2004 har bestyret fansiden Eurosong.dk.
Han har lyttet til alle aftenens ti sange og er klar med sit bud på, hvilke sange der er med i kapløbet om sejren.
- Jeg har tre sange, som jeg klart tror er de bedste bud på en top tre. Men der er også et par andre sange, som jeg tror kan gå hen og overraske, siger Morten Madsen.
Men hvad skal der egentlig til for at vinde et Melodi Grand Prix?
- Det er en kliché, men først og fremmest handler det jo om at have en god sang. Så simpelt kan det gøres. Men showet betyder også meget. Særligt når vi når til den internationale finale, hvor alle 42 deltagerlande jo ihærdigt forsøger at få netop deres sang til at skille sig ud. Så den samlede pakke er også super vigtig, lyder det fra Gand Prix-eksperten.
Vi har bedt Morten Madsen vurdere aftenens ti sange og deres chancer for at nå til den såkaldte superfinale, hvor tre sange kæmper om den endelige Grand Prix-sejr.
Han har ikke set artisternes optrædener, men kun hørt studieindspilningerne af sangene.
Simone Emilie - 'Anywhere'
- Det er en flot sang, og Simone Emilie synger godt. Sangen har en moderne lyd og en dejlig og fængende melodi, som man hurtigt kan nynne med på.
- Desværre vil sangen nok lidt for meget på én gang. Sangen skifter tempo flere gange, og på bare tre minutter bliver det en anelse rodet. Det er ikke en sang, jeg ser som en oplagt vinder, men fordi sangen er så fængende, kan den gå hen og blive en dark horse.
Kommer den til finalen? Måske.
Jasmin Gabay - 'Kiss Like This'
- Det her er en rigtig festsang, som jeg tror kan få gang i både publikum i Herning og folk hjemme i stuerne. Omkvædet er virkelig stærkt og virker genkendeligt lige fra starten, og med sin latino-lyd har den også noget internationalt over sig.
- Mange af seerne kender jo Jasmin i forvejen, og det skal man ikke undervurdere, når det handler om at samle stemmer. Og så er den der kysse-lyd altså en lidt fræk detalje. Det er jo set før, men det er med til at give sangen et ekstra pift.
- Sangen indbyder til en masse visuelt, så jeg er spændt på, hvordan den tager sig ud på scenen. Hvis Jasmin kan give den gas og levere varen, så kan hun komme rigtig langt.
Kommer den til finalen? Ja.
Rasmus Faartoft - 'Hold My Breath'
- Det er en helt anden genre end mange af feltets andre sange. Jeg er en rigtig ballademand og elsker de store ballader, særligt når de ikke bliver for svulstige. Jeg synes, sangen formår at holde en god balance.
- Jeg er ret pjattet med Rasmus Faartoft som artist. Han synger virkelig godt, og jeg tror på, at han kan bære den her store sang. Omkvædet er virkelig flot, og Rasmus formår at brage igennem, så sangen er bestemt ikke uden chancer.
- Sangens ulempe er dog, at ballader generelt har haft det svært i Dansk Melodi Grand Prix. Sangen er måske lidt for sørgmodig til en lørdag aften foran fjernsynet. Jeg tror dog alligevel, at den kan overraske.
Kommer den til finalen? Måske.
Marie Isabell - 'Dancing with You in My Heart'
- Så er vi virkelig landet i Grand Prix-land. Sangen smager og lugter i den grad af Grand Prix, og folk, der var vilde med Hot Eyes og Birthe Kjær i 80'erne, kommer stensikkert til at sidde og klappe med.
- Sangen er festlig og meget udadvendt i sit udtryk og har et virkelig fængende omkvæd. Melodien minder mig lidt om Chanée og N'evergreen, der vandt i 2010 med 'In A Moment Like This'. Marie Isabells vokal skiller sig ud fra mange af de andre kvindelige stemmer i årets felt. Den er lidt mere dyb og rå, hvilket fungerer godt.
- Jeg tror desværre ikke på, at sangen kan vinde. Det er en fin sang, men den kommer ti år for sent. Havde den været med for ti eller tyve år siden, havde den haft en god chance, men Grand Prix-lyden er en helt anden i dag.
Kommer den til finalen? Nej.
Sigmund - 'Say My Name'
- Sigmund kender vi jo fra 'X Factor' som en rigtig dygtig sanger og performer, og han skal nok formå at sælge varen, når han går på Grand Prix-scenen. Rent visuelt tror jeg, der bliver masser at kigge på, men selve sangen halter desværre bagefter.
- Sangens opbygning er rigtig spændende, men for mig bliver det en tand for rodet. I Grand Prix har du kun tre minutter til at fange folks opmærksomhed, og der frygter jeg, at omkvædet simplethen ikke er stærkt nok.
- Selvom Sigmund er et kendt ansigt og med garanti har en masse fans, der hepper på ham, så tror jeg ikke, det er nok til en finaleplads. Det kan være en fordel at være kendt, men i sidste ende stemmer seerne stadig på den bedste sang.
Kommer den til finalen? Nej.
Humørekspressen - 'Dronning af baren'
- Det her er en sang, der er virkelig svær at bedømme. Den skiller sig ud, både i sin lyd, men også fordi det er den eneste sang, der bliver sunget udelukkende på dansk.
- For at være ærlig, så tror jeg ikke på den. Der skal jo være sange, der stikker ud, men jeg tror, vi er på vej ud af en forkert tangent her. Det er fedt med musik på dansk, og Humørekspressen er virkelig dygtige, men for mig er den her sang ude af trit med, hvad Grand Prix-lyder af i disse år.
- Den skal nok få en hel del stemmer, for der er jo mange dansktopfans derude, og den lugter også lidt af lørdag aften og fest. Måske kan den opnå lidt kultstemning, men jeg tror nu, den skiller vandene en tand for meget.
Kommer den til finalen? Nej.
Julie & Nina - 'League of Light'
- Nu er vi i mine øjne nået til en af feltets seriøse vinderkandidater. For mig er det en ret sikker superfinalist, og jeg tror, den har store chancer for at løbe med sejren.
- Sangen har et meget klart og tydeligt budskab, som jeg synes fungerer rigtig godt. At have en sang med på grønlandsk i årets Grand Prix, synes jeg er ret stærkt. Nummeret minder mig lidt om sidste års vinder, 'Higher Ground', som også havde den her nordiske, mørke lyd og også fortalte en klar historie - og det gik jo som bekendt rigtig godt.
- Omkvædet er ikke specielt revolutionerende, men det er et storladent og fængende popomkvæd, som fungerer, som det skal. Og mon ikke der er lidt ekstra point at hente hos seerne i Grønland? Jeg bliver i hvert fald monster-overrasket, hvis den ikke kommer i superfinalen.
Kommer den til finalen? Ja.
Teit Samsø - 'Step It Up'
- Teit gør det super godt. Han er en født performer og skal nok sælge varen på scenen. Sangen lægger op til dans og noget frækt visuelt på scenen, så jeg er spændt på, hvordan det kommer til at se ud.
- Desværre mangler sangen i mine øjne et stærkt omkvæd. Det er en fin sang, men selvom den samlede pakke egentlig ikke fejler noget, så tror jeg ikke, omkvædet er fængende nok. Den kan let komme til at drukne blandt de andre sange.
- Teit skal virkelig storsælge den på scenen og finde på ét eller andet, der virkelig tager røven på os, hvis han skal nå i finalen.
Kommer den til finalen? Nej.
Leonora - 'Love Is Forever'
- Sangen har en sødme og rundhed og er en meget varm og behagelig lytteoplevelse. Det er en sang, man kun kan blive i godt humør af. Og budskabet, 'love is forever', dét kan alle da forholde sig til?
- Jeg kan godt lide, at sangen er så enkel. Den minder mig lidt om 'Fra Mols til Skagen' fra 1995, som én af sangskriverne også var med til at skrive. Melodien er lidt forudsigelig, men det fungerer faktisk til sangens fordel - særligt når den parres med Leonoras lidt spinkle og sårbare vokal. Linjerne på dansk, fransk og tysk er en fræk og meget effektfuld detalje.
- Jeg tror, sangen er et rigtig godt bud på en Grand Prix-vinder, som også vil kunne klare sig rigtig flot internationalt.
Kommer den til finalen? Ja.
Leeloo - 'That Vibe'
- Årets sidste sang er en meget moderne sang, som er ret flot produceret. Jeg er sikker på, at Leeloo nok skal synge røven ud af bukserne, men jeg er spændt på, hvordan det samlet set kommer til at gå.
- Sangen er ret rå og kontant i sin lyd, men er måske også lidt svært tilgængelig ved første lyt. Den kræver måske et par gennemlytninger, inden folk vænner sig til den lidt skarpe og hårde lyd. Men til gengæld er omkvædet ret fedt og groovy.
- Det er ikke den oplagte seerfavorit, men jeg tror, juryen godt kunne stemme den videre, så en superfinale er ikke helt urealistisk.
Kommer den til finalen? Måske.
Hvem der løber med sejren i Dansk Melodi Grand Prix 2019, finder vi ud af lørdag aften. Du kan følge med i det store show fra klokken 20 på DR1 og DR TV - også hvis du befinder dig i udlandet.
Vinderen skal repræsentere Danmark ved årets Eurovision Song Contest, der finder sted i Tel Aviv i Israel den 14., 16. og 18. maj.