- Ekstremt irriterende.
Sådan beskriver DR's Grand Prix-chef, Erik Struve Hansen, det nederlag, som Danmark oplevede på Eurovision-scenen torsdag aften.
Her formåede færøske Reiley nemlig ikke at synge sig videre fra aftenens semifinale, og dermed er Danmark ude af årets Eurovision Song Contest.
Det er tredje gang i træk, at Danmark misser en finaleplads ved verdens største musikkonkurrence, og resultatet ærgrer Struve, der er programansvarlig for Melodi Grand Prix i DR.
- Jeg synes, vi kom med én af de største og mest moderne popsange i aftenens felt. At de lande, der kunne stemme i aften, så ikke stemte på os, det er der ikke så meget at gøre ved. Det er superærgerligt, men sådan er det jo i Eurovision, siger Erik Struve Hansen om den danske Eurovision-fiasko.
Floppet kom dog ikke som den store overraskelse, hvis man skal tro bookmakerne.
I timerne forud for semifinalen blev Reiley ikke spået en finaleplads. Og efter den færøske sanger havde været på scenen, styrtdykkede bookmakernes tiltro til en dansk billet til finalen yderligere.
Erik Struve Hansen er dog mere end tilfreds med den optræden, Reiley leverede torsdag aften.
- Jeg synes, Reiley leverede sin hidtil bedste optræden. Han var nærværende på scenen, og hans vokal sad lige i skabet. Og netop derfor håbede vi jo alle sammen på, at vi ville gå videre, siger Erik Struve Hansen og fortsætter:
- Men fra bunden af mit hjerte kan jeg sige, at jeg kan stå på mål for det her nummer og Reiley som artist. Jeg synes, han er helt vildt cool, og jeg er sikker på, vi kommer til at se meget mere til ham.
'Det er svært at vide, hvad folk i Albanien har tænkt'
Det bliver dog ikke i lørdagens Eurovision-finale, at seerne får et gensyn med Reiley.
I stedet kom sangene fra lande som Armenien, Cypern, Polen, Slovenien og Albanien videre til finalen.
Og ifølge Erik Struve Hansen kan sammensætningen af landene i torsdagens semifinale meget vel have haft indflydelse på det danske resultat.
- Vi var i en semifinale, hvor der var en del lande fra nogle andre breddegrader end vores. Lande, hvor den moderne poplyd, Reiley kommer med, måske ikke har sit hovedpublikum, siger han og fortsætter:
- Det er jo svært at vide, hvad folk i Albanien og Grækenland for eksempel har tænkt om vores sang, men hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, det kan være én af årsagerne.
Samtidig slår Erik Struve Hansen dog fast, at Eurovision i hans øjne ikke er noget, der på forhånd findes en succesopskrift til.
- Jeg har arbejdet med musik i hele min karriere, og jeg har efterhånden konstateret, at Eurovision er det mest utilregnelige fænomen i verden. Det er ikke noget, man kan "regne ud", siger han og fortsætter:
- Men jeg synes, vi kom med en virkelig velskrevet popsang og en artist med et virkelig unikt image. Måske var det lidt for avanceret til den brede befolkning i Europa?
Danmark ude for tredje gang i træk
Det er tredje gang i træk, at Danmark bliver udelukket fra den store Eurovision-finale.
I 2021 missede hitmagerne Fyr og Flamme med nød og næppe en plads i finalen, og sidste år formåede gruppen Reddi heller ikke at synge Danmark videre i konkurrencen.
Efterfølgende blev DR udsat for hård kritik fra fans og eksperter, der mente, at kanalen havde mistet grebet om Grand Prix'et, og det danske finale-flop blev sågar kaldt "decideret pinligt".
Erik Struve Hansen afviser dog, at Danmark – der tidligere har vundet konkurrencen tre gange – har mistet grebet om Eurovision.
- Nej, vi har ikke mistet grebet. Det er klart, at vi helt vildt gerne vil bryde den her ærgerlige stime, der har ramt Danmark de sidste par år. Men jeg synes personligt også, at Dansk Melodi Grand Prix på det seneste har taget nogle skridt i nogle retninger, som jeg selv synes er spændende, og at vi særligt i år har løftet det musikalske niveau, siger han og fortsætter:
- At det så ikke bærer frugt i aftenens semifinale, er jo bare ekstremt irriterende, og det er da også noget, vi tager med os i arbejdet med næste års Dansk Melodi Grand Prix.
Vil ikke skrotte Dansk Melodi Grand Prix
For sådan ét kommer der stadig til næste år, slår Grand Prix-bossen fast.
For hvor andre lande tidligere har haft succes med at skrotte den nationale finale til fordel for en intern udvælgelse af landets Eurovision-bidrag – ofte med gode resultater til følge – så er det ikke en model, vi kommer til at se i Danmark.
- Nej, det kan jeg ikke se for mig. Der er så mange traditioner omkring Dansk Melodi Grand Prix, og det er ét af de mest sete programmer af sin slags i Danmark i løbet af et helt år, siger han og fortsætter:
- Det har været en tradition, som vi har samledes om i årtier, og jeg synes, det kan en masse ting i sin egen ret som et stort, samlende event, som vi mødes omkring og har holdninger til. Det ville være synd at pille ved, siger Erik Struve Hansen, men slår fast, at DR allerede nu kigger på, hvordan man optimere næste års Dansk Melodi Grand Prix.
- Vi er allerede i gang med at se på, hvilken strategi vi skal ligge for næste års Grand Prix rent musikalsk. Det arbejde gik allerede i gang inden Eurovision, og det fortsætter vi med – selvfølgelig med de erfaringer, vi tager med os fra aftenens semifinale.
Som nævnt bliver lørdagens finale uden Danmark. Dér er vores nordiske naboer Sverige, Finland og Norge til gengæld med og er alle blandt de absolutte vinderfavoritter. Finalen kan ses lørdag klokken 21 i DRTV og på DR1.
Få et smuglyt på årets største vinderfavoritter: