Dansk superstjerne overrasker: Står bag Bulgariens Grand Prix-sang

P3-darlingen og Danish Music Awards-vinderen Alex Vargas står bag Bulgariens Eurovision-bidrag, der er en af favoritterne til at vinde konkurrencen på lørdag.

Alex Vargas debuterede i 2003 med albummet 'Rookie' under sit fødenavn Alexander Vargas Blay. De seneste år har han dog kun kaldt sig Alex Vargas. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Når den blot 17-årige Kristian Kostov torsdag aften indtager den store Eurovision-scene for sit hjemland, Bulgarien, er det med en kendt dansker i ryggen.

Den anerkendte og prisbelønnede sanger og sangskriver Alex Vargas har nemlig været med til at skrive nummeret 'Beautiful Mess', som tidligere i år blev valgt af bulgarsk tv til at repræsentere landet i Eurovision.

Alex Vargas har de seneste år opnået massiv airplay på de danske radiostationer med hits som 'Giving Up the Ghost' og 'Solid Ground'. Sidste år modtog han en Danish Music Award for 'Årets Solist', og i foråret udgav han albummet 'Cohere'.

En stor ære

Den 29-årige dansker, der på Bulgariens bidrag er krediteret med sit fødenavn Alexander Vargas Blay, har skrevet den bulgarske sang i samarbejde med det producerteam, som også har været inde over hans egen sang 'Higher Love'.

- Det er en stor ære for vores sangskriverhold at have sådan en fantastisk og talentfuld artist og sangskriver med ombord. Vores hold har arbejdet og arbejder stadig på projekter med Alex Vargas, udtaler de tre producere Borislav "Bobbi" Milanov, Joacim Persson og Sebastian Arman i en fælles besked til dr.dk.

Producerholdet står også bag det serbiske og makedonske bidrag til dette års Eurovision, ligesom de sidste år også skrev Bulgariens sang, 'If Love Was A Crime', som endte på en fjerdeplads.

Årets yngste deltager

Også fra Bulgariens delegation i årets værtsby Kiev, Ukraine, er man stolt af at have fået den danske sangskriver med holdet.

Således har lederen for den bulgarske delegation fortalt samtlige landes kommentatorer om det danske islæt i sangen.

Med sine 17 år er sangeren Kristian Kostov den yngste deltager i årets Eurovision og samtidig den første deltager nogensinde, som er født efter årtusindskiftet. (Foto: © Andres Putting)

Ifølge bookmakerne er Bulgarien favorit til at vinde torsdagens semifinale, hvor også danske Anja deltager, og landet spås at ende i top tre i finalen på lørdag.

Den bulgarske sanger Kristian Kostov, der er årets yngste deltager, er trods sine 17 år bestemt ikke uvant på en scene.

Han har nemlig deltaget i både den russiske udgave af Voice Junior og den bulgarske udgave af X Factor.

Hør Bulgariens sang her.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:590082a8a11f9f0568136317