Den ukrainske sangerinde Jamala står på den store Eurovision-scene i Globen i Stockholm med armene over hovedet og tårer i øjnene. Hun har netop vundet Eurovision Song Contest med sin sang '1944'.
Hvad man ikke vidste i sejrsøjeblikket var, at den ukrainske sejr sidste år skulle vise sig at blive startskuddet til en af de mest politisk betændte konflikter i Eurovision nogensinde.
Vindersangen blev af mange set som en spydig kommentar til Ruslands annektering af halvøen Krim. Og netop Krim har været omdrejningspunktet i årets konflikt mellem Ukraine og Rusland, der endte med, at sidstnævnte helt har trukket sig fra konkurrencen.
Det begyndte i København
Men selvom årets Eurovision ifølge mange har nået nye højder for politisk indblanding, så mistede den store sangkonkurrence faktisk sin uskyld mange år forinden.
Nemlig helt tilbage i 1964. I København.
Det fortæller Lisanne Wilken, der er lektor i Europastudier på Aarhus Universitet.
- Det var et meget dramatisk Eurovision, hvor vi havde efterretningstjenesten og politiet til stede blandt publikum, fortæller Lisanne Wilken om Danmarks første afholdelse af den store sangkonkurrence efter Grethe og Jørgen Ingmanns sejr i 1963 med 'Dansevise'.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58ab0ef7a11f9f1110a7cc82
Grunden til den store dramatik var Spanien og Portugal, da begge lande på dette tidspunkt var diktaturstater og Portugal også en brutal kolonimagt.
Spanien var under Francisco Francos diktatur, mens Portugal blev styret af António Salazars hårde hånd.
Der var dengang en politisk diskussion om, hvorvidt man kunne tillade sig at have diktaturstater med i den europæiske sangkonkurrence.
- Det, man diskuterede, og som man stadig diskuterer i dag, er, om det her er en konkurrence, der skal fremme europæiske værdier, og om de værdier eksempelvis skal være menneskerettigheder og demokrati, siger Lisanne Wilken.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:590b14816187a40a2050feea
Diskussionen kulminerede med bombetrusler mod Tivolis Koncertsal, hvor den store finale skulle afholdes. Bombetruslen indeholdte et ultimatum om, at hvis ikke man blokerede for Portugals deltagelse, ville Tivolis Koncertsal blive bombet.
Det var på baggrund af dette, at politiet og efterretningstjenesten var til stede blandt publikum under det internationale Melodi Grand Prix i København.
Alligevel lykkedes det en aktivist at springe op på scenen med et skilt, hvorpå der stod 'BOYKOT FRANCO OG SALAZAR'.
- Det var super pinligt, så man skyndte sig at dreje kameraerne væk. For det var noget frygteligt noget at få på fjernsynsskærmene over hele Europa, når man nu sendte fra København, siger Lisanne Wilken og fortsætter:
- Men episoden indvier Melodi Grand Prix som en scene, hvor man også kan lave politiske aktiviteter.
Konkurrencens mest kontroversielle
Siden da har indenrigs- og udenrigspolitiske konflikter præget Eurovision - både på og uden for scenen.
Især ét land har været katalysator for mange af Eurovisions konflikter og skandaler gennem tiden. Og det er det mellemøstlige land Israel.
Det konfliktfyldte land har deltaget i Eurovision siden 1973 og efterfølgende vundet tre gange.
Selvom Israel ligger i Mellemøsten, er landets deltagelse i Eurovision ikke overraskende. Eurovision Song Contest bliver nemlig afholdt af EBU (European Broadcasting Union), som er en sammenslutning af public-service-kanaler.
Israel har været medlem af organisationen siden 1957 og må derfor gerne deltage i sangkonkurrencen.
- Der har været en del spekulationer omkring Israels deltagelse, fordi Israel er et land med rigtig mange europæiske immigranter. Jødiske immigranter fra Europa. Og så tænker folk: ‘Er det fordi, at de er kulturelt europæiske, eller er det fordi, vi skylder dem et eller andet efter holocaust?’ siger lektor Lisanne Wilken.
Israels Eurovision-debut kom under et år efter den såkaldte München-massakre, som skete under OL i München i sommeren 1972.
Her blev atleter fra det israelske hold taget som gidsler og henrettet af den palæstinensiske terrororganisation Sorte September.
11 israelere og en tysk politibetjent mistede livet under terrorangrebet.
- Derfor virker deres deltagelse i 1973 også lidt som om, at Europa siger undskyld eller prøver at gøre bod for noget. Men helt lavpraktisk er det fordi, at ingen vil være sammen med dem i Mellemøsten, siger Lisanne Wilken.
Arabisk boykot
Allerede i året for Israels første sejr i 1978 med Izhar Cohens og Alphabetas sang 'A-Ba-Ni-Bi' var der ballade.
- Flere arabiske lande sendte Eurovision det år, men da det israelske bidrag skulle på scenen, afbrød de simpelthen udsendelsen, fortæller den danske Eurovision-kommentator, Ole Tøpholm, der har kommenteret konkurrencen siden 2011.
- Da det under afstemningen blev klart, at Israel ville vinde, afbrød de igen udsendelsen. Det var en stærk politisk markering, fortsætter han.
Samme politiske markering kan ses i antallet af deltagende lande fra Mellemøsten.
- Libanon har jo været tæt på at være med i Eurovision, men fordi reglerne siger, at de skal vise Israels bidrag for selv at være med, så ønsker de ikke at deltage, fortæller Ole Tøpholm.
- Det er også af samme grund, at ingen af Israels naboer deltager. Og det har jo altid lagt op til debat.
I 1983 - 11 år efter München-massakren - var Israel tilbage i München, da Eurovision det år fandt sted i den tyske storby.
Her optrådte den israelske sangerinde Ofra Haza med sangen 'Hi', som oversat til dansk betyder 'I live'.
At Israel, jøderne, kom og sagde "vi lever stadig" i München, Tyskland, var meget symbolsk, mener lektor Lisanne Wilken.
- Det var ikke en kritik af det siddende Tyskland, men en erindring om, at de prøvede at slå dem ihjel. Men at de altså stadig stod.
Kontroversielle sange fra et kontroversielt land
Særligt to sange fra Israel har vakt opsigt både i hjemlandet og i resten af Europa.
Første gang var i 2000, hvor sejren gik til Brødrene Olsen og 'Fly on the Wings of Love'. Men hjemme i Israel var folk mest oprørte over, at den israelske gruppe Ping Pong havde taget syriske og israelske flag med på scenen.
Denne hændelse blev også undsagt af den israelske fjernsynsunion.
- Her tog de (Ping Pong) en intern konflikt med til Europa, og det skabte virkelig kontroverser i hjemlandet. Det var jo vældig kontroversielt og problematisk, siger Lisanne Wilken.
I 2009 skabte Israels deltagelse igen stor debat. For sangen blev fremført af en duo, der bestod af en israeler og en palæstinenser.
De to kvinder sang sammen sangen 'There Must Be Another Way', som handlede om konflikten mellem Palæstina og Israel og sangerindernes ønske om fred mellem de to stater.
- Det er jo ikke unaturligt, at der har været fredssange med. Det er der masser af lande, der har haft. Når et vesteuropæisk land synger om fred, er der dog ikke nogen, der tager sig af det. Men når det er Israel, så er der ballade. siger Ole Tøpholm.
Et forenet Europa
Netop fred har gennem tiderne været et populært emne at synge om i Eurovision og særligt efter murens fald i 1989.
Vinderen i 1990 blev italienske Toto Cutugno med sangen 'Insieme: 1992', der oversat betyder 'Sammen: 1992'.
I det danske Melodi Grand Prix stillede Jørgen Olsen også op med en "Europa-sang" kaldet 'Berlin'. Han måtte dog se sig slået af Lonnie Devantier og hendes sang 'Hallo, Hallo'.
Norge og Østrig var også blandt de lande, der sendte et meget tydeligt og kærligt signal til det nye Europa. Norge med sangen 'Brandenburger Tor' og Østrig med sangen 'Keine Mauern Mehr' ('Ikke flere mure').
- Der var et stort politisk tema i Eurovision i 1990, men det var jo ikke kontroversielt. Forstået på den måde at alle jo synes, at det var godt, at Østeuropa langt om længe havde fået sin frihed, fortæller Ole Tøpholm.
Ifølge Lisanne Wilken har der altid været en scene for politik i Eurovision, men først efter murens fald begyndte medierne for alvor at fokusere på sangkonkurrencen.
- Det skete, fordi at Eurovision blev en scene, hvor vi i Vesten kunne få noget at vide om dem i Østen, siger Lisanne Wilken om den øgede interesse for Eurovision fra 1990.
- Eurovision bliver den her scene, hvor vi møder de nye naboer i Europa.
Postkort fra Sarajevo
Nye naboer blev hurtigt indviet i den europæiske tradition Eurovision.
Allerede i 1993 begyndte de tidligere jugoslaviske lande at deltage i Eurovision som selvstændige nationer efter borgerkrigene i Jugoslavien.
- Det var meget vigtigt for Grand Prix'et at få de nye lande med. Netop fordi formålet med konkurrencen er at samle Europa, siger Ole Tøpholm og fortsætter:
- Under den kolde krig var det ikke muligt at få Østeuropa med. På den østlige side af Berlinmuren var det en vesteuropæisk fest. Så derfor var det af stor betydning at få landene i øst med.
Til manges glæde - og overraskelse - var det de tre nye eks-jugoslaviske lande, der vandt retten til at forsvare sit nyvundne land ved Eurovision for første gang. Det var det Slovenien, Kroatien og på det tidspunkt stadig krigshærgede Bosnien-Hercegovina.
Især Bosnien-Hercegovinas deltagelse var dramatisk og var i følge Lisanne Wilken med til at skabe "det største øjeblik i Eurovisions historie". Det øjeblik vender vi tilbage til.
For det hele begyndte i Bosnien-Hercegovinas hovedstad, Sarajevo, der stadig var belejret af det serbiske militær i 1993.
Derfor måtte den bosniske gruppe Fazla og resten af delegationen snige sig ud af byen med livet som indsats. Midt om natten sneg de sig over motorveje, alt imens de forsøgte at undgå snigskytter og granater. Deres dirigent måtte dog blive tilbage, da han fortsat var indespærret i hovedstaden.
I dokumentaren 'The Secret History Of Eurovision' fortæller delegationschefen at, de var "kommet for at vise verden, at vi bare er normale, fredelige mennesker i Bosnien-Hercegivina".
Gruppen Fazla skulle optræde med sangen 'Sva Bol Svijeta', som oversat betyder 'Al smerten i verden'.
- Det er en meget sørgelig sang, som handlede om den smerte, som bosnierne oplevede dengang. Og jeg kan huske, at de blev vældig godt taget imod med klapsalver i salen, fortæller Ole Tøpholm.
Også Lisanne Wilken husker tydeligt Bosnien-Hercegovinas debut i Eurovision.
- Det var stort, at man i introduktionsvideoen viser bombardementer i Sarajevo, hvor man f.eks. ser en lille efterladt bamse og en ældre, forskrækket dame under et bombardement.
Men det føromtalte store øjeblik kom, da man skulle have stemmerne fra Bosnien-Hercegovina.
Man skulle nemlig have et direkte satellitlink igennem til den belejrede hovedstad, Sarajevo.
- Her inviterede man en storkonflikt ind på scenen i Eurovision. Det var enormt stort og enormt politisk, siger Lisanne Wilken.
Ud med Putin
Op igennem 00'erne kom flere og flere lande til Eurovision, og den 13. maj i år skal hele 42 lande konkurrere mod hinanden.
Dette er betydeligt flere end de syv lande, der debuterede i det allerførste Eurovision i 1956.
Men med nye lande kom der også nye konflikter. Og især udvidelsen mod øst har bragt nogle højspændte, politiske konflikter med sig.
I 2007 stillede Ukraine op med en – måske - provokerende sang til Rusland.
Den kontroversielle dragqueen og sanger Verka Serduchka fik en andenplads i Eurovision med sangen 'Dancing Lasha Tumbai'. Men den opmærksomme lytter kunne måske høre ordene "Russia goodbye" i stedet for titlens ord "lasha tumbai". Du kan selv bedømme det HER.
Men Ukraine er ikke det eneste land, der har lagt sig ud med stormagten Rusland.
For efter at have været i krig med Rusland i 2008 om den løsrevne provins Sydossetien stillede Georgien i 2009 op med sangen 'We Don’t Wanna Put In'.
Finalen skulle afholdes i Moskva, Rusland, efter Dima Bilans sejr året forinden.
Titlen og sangteksten kunne nemt tolkes og høres som "We don’t want Putin", og Georgien blev da også diskvalificeret af EBU, da sangteksten blev vurderet som værende politisk, hvilket er imod EBU’s regler.
- Sangen er et nyere, klassisk eksempel på, hvordan man prøver at drille hinanden uden at bryde reglerne, siger Ole Tøpholm.
Fokus på menneskerettigheder
Det er ikke kun Ukraine og Rusland, der har blandet deres politiske fjendskab ind i Eurovision.
Armenien og Aserbajdsjan, der bekrigede hinanden op igennem 1990'erne, har siden deres debut i henholdsvis 2006 og 2008 været centrum i en del Eurovision-skandaler.
- De direkte hader hinanden. Krigene er forbundet med meget stærke følelser i begge lande, fortæller Ole Tøpholm.
Da Aserbajdsjan var vært for konkurrencen i 2012, trak Armenien sig fra konkurrencen efter trusler fra Aserbajdsjan. Trusler som kun blev fremført gennem medierne.
- Aserbajdsjan gjorde det dengang mere elegant, end Ukraine har gjort i år. Nemlig med nogle trusler gennem medierne, hvor de sagde, at armeniere ikke var velkomne. Men officielt sagde de, at Armenien selvfølgelig var velkomne, fortæller Lisanne Wilken.
Dette gav så Armenien lejlighed til at sige, at de ikke ønskede at deltage i konkurrencen.
Og afholdelsen af Eurovision i Aserbajdsjan er også en begivenhed, der har skrevet sig ind i Eurovision-historiebøgerne.
Aserbajdsjan er et familiediktatur og er kendt for at have det svært ved at overholde menneskerettighederne.
Af den grund var der snak om at boykotte det internationale Melodi Grand Prix i 2012, da Aserbajdsjan året inden vandt Eurovision med 'Running Scared' af duoen Ell og Nikki.
Men her tog EBU tyren ved hornene, da man gik ud og sagde, at man som organisation ikke kunne kritisere en regering – det er ikke det, Melodi Grand Prix handler om.
Ligesom at der er klare regler i konkurrencen om, at sangene ikke må indeholde noget politisk, så skal EBU også være upolitiske.
Men samtidig sagde EBU i 2012, at det skulle betragtes som en positiv ting, at der med Eurovisions tilstedeværelse i Aserbajdsjan kom fokus på menneskerettigheder.
- Så man kan sige, at EBU forblev upolitiske, samtidig med at de stod for nogle værdier, siger Lisanne Wilken.
Også i 2015 krydsede de to lande klinger, da Aserbajdsjan nedlagde en officiel klage over titlen på det armenske bidrag, 'Don't Deny' ("benægt ikke").
Aserbajdsjan mente nemlig, at sangen refererede til det armenske folkedrab 100 år tidligere, hvilket armensk tv nægtede. Alligevel ændrede man siden hen sangens titel til 'Face the Shadow'.
Stadig åbne sår
Når Armenien kan synge om folkedrab og Israel om holocaust, så er det fordi, at det hører historien til.
Derfor kan det stadig diskuteres, om sidste års vindersang, '1944', er historisk eller politisk.
- For mig er der en klar, rød tråd mellem sangteksten fra sidste år, og det der er sket på Krim-halvøen de senere år. I hvert fald hvordan ukrainerne oplever det, siger Ole Tøpholm.
Lisanne Wilken er dog ikke så hurtig til at dømme sangen som politisk.
- Grunden til, at sangen blev kaldt politisk,er, at det stadigvæk er et åbent sår, siger hun og fortsætter:
- I sig selv var sangen ikke politisk, og det forsvarer EBU sig også med. Man skal ind og lave en bestemt læsning af sangen, før den bliver politisk, og det behøver EBU ikke at gøre.
Når konflikten mellem Rusland og Ukraine ikke kun har optaget Eurovision-fans, men også resten af Europa, så skyldes det, at det har betydning for os.
- Ukraine er enormt betydningsfuld for Europa. Det samme gælder Rusland, så derfor har konflikten større betydning for os, end hvis det var en konflikt i f.eks. Aserbajdsjan, fortæller Lisanne Wilken.
Eurovisions fremtid
På trods af at hele 42 lande deltager i år, så er Lisanne Wilken alligevel en smule bekymret for fremtidens Eurovision.
Blandt andet fordi Tyrkiet i 2012 valgte at forlade konkurrencen på grund af utilfredshed med nye stemmeregler.
Tyrkiet har i stedet lavet sit eget show kaldet 'Turkvision', hvor tyrkisktalende lande og regioner har mulighed for at deltage. I år deltager lande som Holland, Sverige og Polen i konkurrencen, hvor de dog synger på enten tyrkisk eller aserbajdsjansk.
- Når Tyrkiet ikke længere er med, og Rusland nok heller ikke deltager næste år, så er det klart, at Eurovision kan komme til at tegne nogle fronter op, som betyder noget rent politisk, siger Lisanne Wilken og fortsætter:
- Så hvis de ikke kommer tilbage til Eurovision, så får vi definitivt lavet en kant til den del af Europa, der er ligeså betydningsfuld, som den vi har til Nordafrika i øjeblikket.
For det trofaste Grand Prix-land Storbritannien er deltagelsen i Eurovision blevet vigtigere efter deres farvel til EU, mener Lisanne Wilken.
Mange briter er efter Brexit nervøse for, at det vil påvirke deres placering i konkurrencen.
- Det er vigtigt for Storbritannien at vise, at man kan godt være en del af Eurovision uden at være med i EU, siger Lisanne Wilken og fortsætter:
- Så der er hele tiden forskellige dagsordener på spil i Eurovision. Men i takt med at vi bliver mere opmærksomme på konflikterne, jo vigtigere bliver konkurrencen også for os.
På trods af de mange konflikter, der i tidens løb har fundet vej til Eurovision - hvad enten det har været på eller uden for scenen - så afholdes den traditionsrige konkurrence i år for 62. gang år og forventes igen at trække 200 millioner seere verden over.
- Eurovision har været igennem rigtig meget. Der har været masser af kriser undervejs. Der har været masser af gange, hvor det har set ud som om, at det ikke kunne holde til mere. Men det har det, siger Lisanne Wilken.
- Jeg tror, at vi i fremtiden vil se et Eurovision, som skal navigere i et turbulent Europa.