Blev et viralt verdenshit efter saxofonsolo: I aften er han tilbage i Eurovision

Efter sin optræden i Eurovision blev han et verdenskendt meme og var hovedperson i en ti timer lang YouTube-video. Nu er han tilbage og vil forsøge at fordoble sin succes fra sidst.

"Epic Sax Guy" blev en kultfigur på internettet efter sin optræden for Moldova i Eurovision i 2010. (Foto: © Bob strong, Scanpix)

Det var tilbage i 2010, at verden første gang fik øje på ham, der senere skulle blive "Epic Sax Guy".

Dengang repræsenterede han og resten af bandet SunStroke Project Moldova i Eurovision Song Contest.

I aften får vi alle igen lov til at opleve "Epic Sax Guy" og hans saxofon på verdens største popscene. For sammen med sit band skal han for anden gang repræsentere Moldova, når landet deltager i den første af årets semifinaler.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5911d3276187a50d0c0afc06

Selvom bandet i 2010 måtte nøjes med en 22. plads i finalen, var skuffelsen kortvarig. For efter deres optræden gik sangens saxofon-solo viralt.

Den korte sekvens af manden, der passioneret fyrer den af på scenen med sin saxofon, blev siden klippet sammen til en ti timer lang video, som siden er blevet set over 26 millioner gange. Med videoen fulgte også utallige memes med saxofonisten i fokus.

Manden bag saxofonen

Bag saxofonen gemmer sig den 32-årige Sergey Stepanov. Og ved et pressemøde i årets værtsby Kiev, Ukraine, gjorde han det tydeligt for enhver, at han intet har imod det kælenavn, som internettet gav ham for syv år siden.

Med saxofonen i munden ankom Sergey Stephanov til pressemødet og spillede sin berømte saxofon-solo. Sammen med resten af SunStroke Project svarede han på pressens spørgsmål.

"Epic Sax Guy" og resten af SunStroke Project på scenen under prøverne til årets Eurovision i Kiev. (Foto: © Thomas Hanses, EBU)

Da den verdenskendte saxofonist blev spurgt, hvad han synes om al den omtale, han har fået, siden sidst han deltog i konkurrencen, bredte et smil sig på hans læber.

- Jeg har ventet på det her spørgsmål, så mange tak. Vi er meget glade for, at vores land er kendt for de her memes og "Epic Sax Guy". Jeg håber, at vi i år kan fordoble succesen, svarede Sergey Stepanov.

Hvordan den episke fyr og resten af SunStroke Projects har tænkt sig at gøre det får vi at se i aften, når de skal forsvare Moldova med sangen 'Hey Mamma'.

Se den første semifinale af Eurovision Song Contest på DR1 tirsdag klokken 21.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:590070a66187a414a0495cb9