Der har været rift om billetterne til Melodi Grand Prix 2016, der løber af stablen 13. februar 2016 i Forum Horsens.
Allerede nu er alt udsolgt til selve aftenen, når årets vinder kåres og vi dermed står med den sang, der skal gøre navne som Emmelie de Forest og Brødrene Olsen kunsten efter.
Billetter til generalprøven snart i salg
Der er plads til 3.600 gæster i Forum Horsens, hvor Melodi Grand Prix 2016 afholdes, og heldigvis er der stadig håb for alle dem, der ikke nåede at sikre sig en af de eftertragtede billetter til showet.
Mandag 16. november klokken 12.00 bliver det nemlig muligt at købe billetter til generalprøven, der afholdes 12. februar – dagen før finalen. Billetterne bliver sat til salg på DR Billet.
Ligesom til finaleshowet 13. februar vil man også til generalprøven opleve de ti finalister på scenen og se det fantastiske sceneshow – og så kan man endda kombinere det med den klassiske oplevelse foran fjernsynet, dagen efter, hvor man kan se selve showet på DR1.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det er 4. gang, at Melodi Grand Prix afholdes i Horsens; senest var i 2008, hvor Simon Mathew vandt med sangen ’All Night Long’.