Da Kristian Grundtvig Luc tilbage i 2003 skulle være ny vært på DK4, blev han interviewet af Jyllands-Posten, som interesseret spurgte ind til hans berømte efternavn.
Hvilken betydning havde det mon for den 21-årige at være tiptipoldebarn og i direkte slægtslinje med en af de allervigtigste danske personligheder, som nogensinde har levet?
Tja, det var faktisk ikke noget, der fyldte så meget, lød svaret.
Men fair nok. Det er måske også de færreste 21-årige, der bruger ret meget tid på at tænke på filosoffen, politikeren, præsten og højskolemanden Nikolai Frederik Severin Grundtvig – også selvom man er i familie med ham.
Dengang lå Kristian Grundtvig Lucs fokus helt andre steder. Ikke mindst på hans nye job som vært på DK4's ungdomsprogram 'Zone X' og senere i DR's musikprogram 'Boogie'.
Men stiller man ham det samme spørgsmål igen to årtier senere, er svaret et andet. Nikolai Grundtvig hænger i dag indrammet på væggen derhjemme, og han har på især to måder fået større betydning i Kristian Grundtvigs liv:
- Han var jo en vild karakter, der havde en million forskellige ting i gang på samme tid, og derfor var han svær at sætte i bås. Det er i sig selv sindssygt inspirerende, siger Kristian Grundtvig Luc, der i dag er musikproducer og dj – og lidt over dobbelt så gammel som dengang.
Inspirerende passion
I Kristians eget arbejdsliv har musikken altid været en rød tråd, men han har alligevel arbejdet med en lang række forskellige ting. Fra tv-vært, musiker og sangskriver til producer og dj.
Lyst, passion og mavefornemmelse har været vigtige, når der skulle vælges retning i arbejdslivet – værdier, som han ikke mindst forbinder med sin tiptipoldefar, der nåede at have et væld af arbejdstitler.
Blandt andet kunne han kalde sig præst, digter, musiker, politiker, filosof, forfatter, debattør, teolog, skolemand, historiker, titulærbiskop og filolog.
- Gad vide, hvad han egentlig selv sagde, når folk spurgte ham, hvad han lavede? Det må virkelig have været en lang remse!
- Nogle gange skal man bare kaste sig ud i ting, fordi de føles rigtige, synes jeg. Fordi man kan mærke, at de gør en glad, eller man føler sig kaldet til det. Det virker også, som om at det ofte var det, Grundtvig gjorde.
- Men altså, det kan sgu godt være, at det sådan rent strategisk og cv-mæssigt havde været smartere for mig at vælge én vej. Hvis man drømmer om høje faste udgifter og vil oppe sine odds for at få det dér kæmpe mansion i Charlottenlund, inden man fylder 30, skal man i hvert fald nok ikke gøre som mig.
Tiptipoldefarens alsidighed gennem livet er med andre ord med til at give Kristian Grundtvig Luc en større ro i sit eget liv:
- Prøv at tænke over, hvor meget vi sætter hinanden i bås ud fra, hvilket arbejde vi har. Det er det første, man spørger om, når man møder nye mennesker: "Hvad laver du så?". Det er dejligt trygt, når folk laver én ting, som er nemt at forstå. Sygeplejerske, lærer, journalist. Bum, sådan. Så er de placeret på en hylde.
Kristian understreger, at han på ingen måde er Grundtvig-ekspert. Han synes bare, at det er "fedt, når folk tør kaste sig ud i en masse forskellige ting ud fra lyst og passion."
- Og det gjorde Grundtvig altså virkelig, tror jeg. Og det giver mig en tro på, at det er okay, når jeg også gør det. Hvis man kun placerer sig på én hylde, ender man jo også med at stå og blive helt støvet. Og det er der jo ingen, der gider være.
Drømmedræber-stemmen
Det er dog nemmere sagt end gjort at turde følge sine passioner. For selvom N.F.S. Grundtvigs tilgang til sit arbejdsliv er inspirerende, har Kristian også altid en lille stemme i hovedet, som hvisker, at han skal vælge fornuftigt. Vælge det sikre. Dét, der er godt for karrieren.
En stemme, som mange andre nok kan genkende.
- Det er den stemme, jeg kalder for drømmedræber-stemmen. Ofte eksisterer den bare i ens eget hoved, men det kan også være rigtige mennesker, som i bedste mening får sagt noget, som bare gør, at man ikke tør tage et spring et eller andet sted hen, selvom man gerne ville.
Det kan være din mor, en politiker, din kollega eller dig selv:
- De siger ting som: "Den idé er da vist blevet lavet før, er den ikke – har du prøvet at Google?" eller "Du er godt klar over, at din sang bare er en ud af en million, der udkommer hver dag, ikke?".
- Selvfølgelig skal man også tænke rationelt, men lad der nu for fanden også være plads til at kaste sig ud i noget nyt og uprøvet. Fuck drømmedræberne.
"Ind over til en nikker"
Den gamle Grundtvig har også haft en mere personlig betydning for Kristian Grundtvig Luc, hvis mor blev født i Congo. Det er der, 'Luc'-navnet kommer fra.
Som barn og ung blev han nemlig til tider mødt af folk, der ikke så på ham, men i stedet kun på hans brune hud og mørke krøllede hår.
"Hold kæft, hvor her stinker af hvidløg!", kunne et par voksne mænd i en kiosk på en af 90'er-feriernes campingpladser for eksempel finde på at sige højlydt, når den lille dreng trådte ind i butikken for at bytte fryseelementer til køletasken for sine forældre.
- Jeg forstod det jo ikke rigtigt dengang. Det er først meget senere, at det gik op for mig, at det var mig, de talte om. Andre gange var det mere direkte. "Fejlfarve" og N-ordet var for eksempel noget, jeg hørte indimellem.
- Jeg følte mig jo ikke anderledes og er aldrig blevet opdraget, som om jeg var anderledes end de andre. Så det var meget ubehageligt.
I sit voksenliv har han fået en større ro omkring, at nogle folk tænker sådan. Og her har Grundtvig måske også spillet en rolle, tror han:
- Altså, man behøver jo virkelig ikke være i familie med Grundtvig for at være dansker. Og det er jo virkelig en lang og kompliceret diskussion, hvad det vil sige at være dansk. Men om nogen må jeg sgu da være et omvandrende bevis på, at danskhed i hvert fald ikke har noget med hudfarve at gøre.
- Grundtvig nævnes jo også ofte som manden, der var med til at forme, hvad det vil sige at være dansk. Man finder jo nærmest ikke en mere dansk dansker end ham – og folk med alle politiske overbevisninger er glade for ham, også helt ude på den yderste højrefløj. Derfor er det jo bare ret fedt at kunne hive det es frem af ærmet.