Grundtvig havde ordet i sin magt.
Han skrev bøger og digte, og han er særligt kendt for sine mere end 1.500 salmer.
Grundtvig formåede på poetisk vis at sætte ord på abstrakte størrelser som kærlighed, eksistens og tro, og hans tekster indeholdt ofte idylliske billeder af den danske natur.
Men det var ikke sprogblomster, gudsfrygt og nationalromantik det hele!
I de sidste knap 25 år af sit liv var han i skiftende perioder politiker i folketinget, og her så vi en anden side af Grundtvigs sproglige formåen. Her brugte han nemlig sin skarpe pen og tunge til at argumentere stærkt for de ting, han troede på.
- Det er helt tydeligt, at han ikke er bange for at tage bladet fra munden og gøre sig selv upopulær, siger Katrine Martinsen Gottschalck.
Hun er retoriker og sekretariatsleder i Danske Taler – en organisation der blandt andet arbejder med at indsamle historiske taler og gøre dem offentligt tilgængelige. I den forbindelse har hun selv genindspillet en række af Grundtvigs politiske taler.
Sammen med Katrine Martinsen Gottschalck vil vi her dykke ned i nogle eksempler på politiske taler, hvor han var "ude med riven" – og se hvilke sproglige tricks, vi kan lure fra den gamle præst.
For selvom han blev født for 240 år siden, er der mange af hans sproglige kneb, der stadig holder vand i dag, fortæller Katrine Martinsen Gottschalck.
Her er fire taler-tricks, vi kan lære fra Grundtvig – og en enkelt ting, vi aldrig bør gøre.
Men hold på hat og briller, for der er lange og kringlede sætninger i sigte:
1: Overdrivelse
Grundtvig var modstander af datidens skolesystem, som var præget af kæft, trit og retning.
I en tale, han holdt i 1841, sagde han blandt andet:
… De veed nok, at nuomstunder skal Alle, selv de Halte, gaae i Skole, og Alle, selv de Blinde, lære at læse …
- Her skaber han et modsætningsforhold ved at sige, at de halte skal gå i skole, og at de blinde skal læse.
- Det bliver et lidt overdrevet og absurd billede, som sætter hans pointe på spidsen: at skolesystemet ikke tager hensyn til den enkelte elev, deres forudsætninger og behov, siger Katrine Martinsen Gottschalck.
2. Os vs. dem
Grundtvig fortsætter sin kritik:
... De Lærde mener, at selv en slet Skole er meget bedre end ingen, og at de dyreste maae sædvanlig ogsaa være de bedste, men jeg mener derimod at slette Skoler, som man nødes til at gaae i, er meget værre end ingen, at de dyreste er sædvanlig de sletteste, og at man kan lede længe, før man finder en god Skole.
- Han lægger ikke fingre imellem, når han siger, at det er bedre slet ikke at gå i skole end at gå i en dårlig én. Og at de dyreste og fineste skoler i hans optik ofte er de værste.
- I denne del af talen lægger han også afstand mellem sig selv og de lærde, altså de kloge og de magtfulde. Det er et tilbagevendende tema i hans taler: Han gør meget ud af at profilere sig som en mand af folket.
- Det er ét af de ældste tricks i bogen at skabe et "os" og et "dem". Det trick er sandsynligvis lige så gammelt som talekunsten i sig selv. Det trækker stregerne klart op og får hans budskab til at stå tydeligt.
3. Konkrete billeder
I 1850 diskuterede folketinget, om jøder skulle have stemmeret.
Det mente Grundtvig, at de skulle, men der var egentlig noget andet, han hellere ville tale om.
Så i en tale hijackede han dagsordenen og skiftede emne, så det i stedet kom til at handle om indvandring.
Dengang diskuterede man nemlig også, hvor mange indvandrere, landet skulle give dansk indfødsret, og Grundtvig mente, at man skulle være påpasselig.
… skjøndt vi vel ville være saa gjæstmilde som vi kunne være, saa er det dog klart, at vi ikke ville have flere Gjæster end Huset kan rumme; og dernæst ville vi ogsaa, selv naar Huset kan rumme dem, dog tage Hensyn til, om vi ogsaa selv med vore Nærmeste kunne beholde ikke alene det Rum men ogsaa den Beqvemmelighed, som vi ikke kunne eller ville opoffre; thi ellers er det kun Skin af almindelig Menneskekjærlighed og Verdensborgerlighed, da er det meget for dyrt kjøbt og betalt.
- Grundtvig mener ikke, at grænserne skal være åbne for alle og enhver, og her bruger han en metafor til at understrege sin pointe.
- Han sammenligner landet med et hus og siger: Vi vil måske ønske, vi kunne byde alle velkomne, men der er nogle rent praktiske grænser for, hvor mange gæster huset egentlig kan rumme. Vi skal forholde os til, hvor mange gæster vi kan have i vores hus – og stadig bevare den bekvemmelighed, vi gerne vil.
- Det er en måde at gøre en ret abstrakt størrelse som landets kapacitet for indvandring meget konkret og relaterbar.
- Det kan være svært at forholde sig til konsekvenserne af for eksempel indvandring, når man taler om et helt land, men når man sammenligner det med noget genkendeligt som ens eget hjem, bliver det pludselig meget lettere at forstå og forholde sig til.
- Jo mere konkret, man kan tale, jo lettere er det derfor for lytterne at forstå, forholde sig til og huske, siger Katrine Martinsen Gottschalck.
4. Sprog-gejl
I disse dage diskuteres det, om kvinder skal have værnepligt.
Værnepligten var også et varmt emne på Grundtvigs tid – dengang diskuterede man nemlig, hvem der skulle have aftjene i forbindelse med den 1. Slesvigske krig.
Her slog Grundtvig på tromme for, at det først og fremmest var folket, der skulle have lov at bestemme det – og ikke de magtfulde adelsfolk, politikere og generaler.
I én lang, monsterkringlet sætning sagde han:
Jeg mener, det er med den stående Hær, ligesom det er med den herskende Kirke; jeg mener, at ligesom Erfaringen noksom lærer os, at det ikke er Bisper og Præster, som vi skulle spørge om, i hvad Forhold Folkelivet og Folkefriheden skal ståe til den herskende Kirke, således skulle vi heller ikke spørge enten Lieutenanter eller Oberster eller General-Krigs-Commissariusser, om i hvilket Forhold Folkelivet og Folkefriheden skal ståe til en stående Hær; men vi skulle derimod spørge Erfaringen, om hvad de stående Hære ere oprettede til, og hvad de ere skikkede til, og da see, om det virkelig lønner Umagen, at gjøre så store Opoffrelser for hvad de allerede have udkrævet og fremdeles ville udkræve."
Her er det særligt Grundtvigs "sprogpynt", der springer Katrine Martinsen Gottschalck i øjnene.
- Det lyder måske lidt overfladisk, men det handler om at gøre sproget lækkert at lytte på.
- Det sker eksempelvis, når han laver trepunktopstillinger og siger: "… således skulle vi ikke spørge Lietuenanter eller Oberster eller General-Krigs-Commissariusser …".
- Når man opremser noget, er tre et godt tal, fordi det er så inkarneret i os efterhånden. Vi er vant til tallet tre fra eventyr: Gud, konge og fædreland. Rip, Rap og Rup. Og så videre.
Og som kirsebærret på toppen fyrede Grundtvig også nogle bogstavrim af.
- For eksempel siger han flere gange: "Forhold Folkelivet og Folkefriheden". Der er noget med de tre f'er, der føles godt i munden, og som gør, at man bedre kan huske det bagefter.
Hvad kan vi så lære af Grundtvig?
Grundtvig brugte altså et hav af sproglige virkemidler, når han talte foran forsamlinger.
I de eksempler, vi sammen med Katrine Martinsen Gottschalck her har sat under lup, har vi set eksempler på overdrivelse, billedligt sprog, os-mod-dem retorik, tre-trins opremsninger og sprogpynt.
Alt sammen ting, som stadig er lige så effektive sproglige virkemidler i dag, som de var på Grundtvigs tid.
Til gengæld er der noget andet, der har ændret sig: sætningslængden.
For Katrine Martinsen Gottschalck fraråder på det kraftigste, at man bruger lange og kringlede sætninger a la Grundtvigs.
- De utrolig lange sætninger, det komplicerede sprog og de lange ord er alt sammen noget, som absolut ikke anbefalelsesværdigt at bruge i taler i dag, griner hun.
Lige nu kan du på DRTV se alle afsnit af serien 'Grundtvig' med Ulrich Thomsen i hovedrollen.
Og du kan også finde alle afsnit af 'På sporet af Grundtvig' med Liv Thomsen.