Fællessangen har kronede dage i det ganske land.
Det blev tydeligt, da coronapandemien ramte Danmark for nogle år siden.
Danskere stimlede sammen foran tv'et for at synge 'Fællessang – hver for sig', og hele trappeopgange blev omdannet til kor, hvor folk hang ud ad vinduerne og fyldte baggårde og stræder med sang.
Fællessangens popularitet eksploderede under pandemien, men der er intet nyt i, at danskerne er vilde med at synge sammen – tværtimod har vi en flere hundrede år lang tradition for fællessang.
Det fortæller Lea Maria Wierød Borcak, der er seniorforsker og leder af Enhed for Sangforskning, Aarhus Universitet samt seniorforsker og formidler ved Sangens Hus.
Hun er mere end almindeligt interesseret i fællessang.
- De sidste ti år har jeg næsten ikke bestilt andet end at forske i det, griner hun.
Der er flere grunde til, at Lea Maria Wierød Borcak elsker at sætte fællessang under lup.
Én af dem er, at den indeholder et kæmpe paradoks. For selvom fællessang i sin grundessens handler om fællesskab, er der mange, der synes, den er ekskluderende.
Der er ligefrem nogen, der oplever den som "et kollektivt kvælertag".
Hver femte bryder sig ikke om fællessang
Det viser Lea Maria Wierød Borcaks egne forskningsresultater.
Via spørgeskema har hun og kollegaerne på Enhed for Sangforskning spurgt et repræsentativt udvalg af danskere, hvad de egentlig synes om fællessang. Her svarede 22 procent, at de ikke brød sig om det, og det vakte straks forskerens nysgerrighed.
For vi har ellers en fortælling om fællessangen som noget entydigt godt her i Danmark, mener Lea Maria Wierød Borcak, der som led i sin forskning har undersøgt, hvordan fænomenet fællessang bliver beskrevet i danske medier.
- Der er en klar diskurs om fællessangens lyksaligheder. Fællessang bliver associeret med mange positive ting som lykke, sammenhold og demokrati.
Men det er en misforstået fortælling, for fællessang kan også bruges i skadelige sammenhænge.
- Der er masser af eksempler på, at fællessang er blevet brugt til ondt. Eksempelvis under nazismen, hvor Hitlerjugend sang en masse sange. De havde også opdaget, at fællessang er den mest effektive metode til at indprente en ideologi hos folk.
I sig selv er fællessang hverken en god eller dårlig ting, mener forskeren.
- Fællessang er en stærk kraft. Den er ikke god eller dårlig i sig selv – men den kan både bruges til både det gode og til det dårlige, siger Lea Maria Wierød Borcak.
Svært at sidde over
Fællessang er altså hverken entydigt en god eller dårlig ting. Det afhænger af konteksten og øjet, der ser, og der er stor forskel på, hvordan vi reagerer, når der bliver spillet op til sang.
Mange elsker en god fællessang, men der er altså også dem, der får nervøse trækninger ved synet af en salme- eller højskolesangbog.
Men kan man ikke bare lade være med at synge med, hvis man ikke bryder sig om det?
- Det ville de ønske, at de kunne. Men folk, der ikke kan lide fællessang, oplever, at hvis man for eksempel sidder med lukket mund, og ikke synger med, bliver det tolket som et statement. Som om man er "for fin" til at synge med eller ikke vil fællesskabet.
- Nogle af dem, jeg taler med, føler, det er første gang, de får mulighed for at lufte, hvordan de egentlig har det med fællessang. Det er super tabuiseret ikke at kunne lide det, så de har aldrig rigtig talt om det.
Nogle beskriver ligefrem følelsen, når der kommer en fællessang på bordet ved højtider eller festlige lejligheder, som "et kollektivt kvælertag", hvor det er svært at sige fra. Folk beskriver, at det bliver tolket som asocialt og afvisende, når de ikke har lyst til at synge med.
Men i virkeligheden handler det slet ikke om uvilje, fortæller forskeren, der peger på to primære årsager til, at nogle menneskers tunger slår knuder på sig selv, når der går fællessang i den.
Stemmeskam og kulturelle koder
Den første skyldes et fænomen, Lea Maria Wierød Borcaks kalder stemmeskam. Vi er nemlig mange, der ikke er helt tilfredse med, hvordan vores sangstemme lyder. Hele 48 procent af danskerne synes faktisk, at de synger dårligt, viser forskernes undersøgelser.
Men har halvdelen af danskerne ret? Synger vi virkelig skidt? Det mener forskeren ikke.
- I gamle dage måtte man sætte sig ned at synge, hvis man ville have et musikalsk indslag. Nu lever vi i den digitale musikteknologis tidsalder, hvor musik er blevet en forbrugsvare, vi konsumerer hver dag. Vi har uddelegeret opgaven at synge til popstjerner med perfekte, gennemproducerede stemmer, og det er med til at give et skævvredet ideal omkring, hvordan en stemme bør lyde, siger hun.
Andre tænder af på fællessang, fordi de ikke kan eller vil identificere sig med de værdier og koder, der ligger i sangene, men også i fællessangen som ritual.
- Mange af vores sange har nationalromantiske undertoner, og man skal kunne teksterne for at være med. Det kan ekskludere nogle, eksempelvis mennesker der ikke kommer fra et hjem med klaver.
- Der er også nogle sociale koder omkring, hvordan vi synger sammen her i Danmark. Eksempelvis er det en lidt afdæmpet affære, hvor man helst ikke skal synge for højt.
Forskeren fortæller, at fællessang nærmest kan ligne "en opvisning i danskhed" for folk, der kommer hertil udefra.
- Og det er altså ikke alle, der kan se sig selv i det.
Vakuum
En af dem er kunstneren Niels Lyhne Løkkegaard.
Under pandemien lavede han en performance på Kunsthal Aarhus, hvor han vakuumpakkede adskillige eksemplarer af højskolesangbogen, fordi den "føles som et klaustrofobisk vakuum af usagt nationalromantik," som det hed sig i en avisartikel om performancen dengang.
Uanset årsagen, mener Lea Maria Wierød Borcaks, at vi bør være mere tolerante over for, at det ikke er alle, der har lyst til at synge sammen.
- Som én af mine informanter sagde: Fred være med dem, der elsker at synge – men hvorfor går den fred ikke den anden vej?
Er du en af dem, der elsker fællessang - eller måske bare gerne vil følge med hjemme i stuen uden selv at medvirke? Så kan du lige nu se fællessang fra Christiansborg, hvor Katrine Muff og Johannes Langkilde har flere kendte musikere og sangere på besøg: