I folkeskolen var Tobias aldrig ham, der sad uroligt på sin stol og forstyrrede undervisningen. Det var heller ikke ham, der rendte rundt i skolegården og spillede fodbold og brændte energi af.
Tværtimod var han bare stille og rolig.
Sådan så det i hvert fald ud udefra.
Men hvis man kunne kigge ind i Tobias' hoved og kunne se hans tanker, ville man få et helt andet billede. For her var der langt fra stille – faktisk gik alting så hurtigt, at det var svært for Tobias at samle tankerne om ting, han ikke lige syntes var super interessante.
Det gav ham skyldfølelse gennem både folkeskolen og gymnasiet, at han ikke bare kunne tage sig sammen og få de kedelige ting gjort. Han følte sig doven og blamede sig selv.
Det var først i år - som voksen - da han selv skulle være far, at han fandt ud af, at det skyldtes ADHD.
Men det var der ingen, der opdagede, dengang han var barn - og det er det, 29-årige Tobias vil sætte fokus på ved at stå frem.
- Jeg har haft en helt normal opvækst, klaret mig okay i skolen, men kunne godt mærke især i gymnasiet, at mit manglende fokus gjorde, at jeg ikke kunne følge med i de fag, jeg ikke syntes var spændende, siger Tobias, der arbejder som pressekonsulent i Kirkens Korshær i dag.
- Jeg kan ikke huske, jeg hørte efter i én eneste matematiktime, fordi jeg syntes, det var dybt uinteressant og ikke kunne hive mig selv op. Jeg følte mig både dum og doven. I virkeligheden skulle jeg jo have haft noget hjælp, men det fik jeg ikke, fordi jeg kunne sidde stille på min stol.
Mangel på overblik
Da Tobias blev ældre, startede han på SDU i Odense, hvor han skulle læse journalistik.
Det var hans drømmeuddannelse - men alligevel gentog han sit gamle mønster med at have svært ved at fokusere på de fag, han ikke syntes var spændende.
Det føltes, som om han kun kunne give sig fuldt ud ét sted, så hvis han for eksempel præsterede super godt på studiet eller sit arbejde, var hans energi opbrugt, så han ikke kunne lave så meget derhjemme, som tage initiativ til at støvsuge eller lave mad.
- Der var i den grad mangel på overblik i mit liv, selvom jeg prøvede at lave to-do-lister og alt muligt. Det var dybt frustrerende for både mig selv og min kæreste, og igen troede jeg, det skyldtes, at jeg var doven.
Vendepunktet kom, da Tobias fik den glædelige nyhed, at han skulle være far.
- Hvis jeg skulle brænde mig selv ud på arbejdet, sagde al erfaring mig, at jeg så ikke kunne være der for min søn på det niveau, jeg ønskede. Og det ville jeg ikke være med til.
Det gav derfor Tobias kæmpe motivation til at få undersøgt, hvad hans manglende fokus og tankemylder gik ud på - og vigtigere - om der var en løsning på det.
En lettelse at få diagnosen
Det var faktisk Tobias' kæreste, som nævnte, at det kunne være, han havde ADHD. Det var slet ikke noget, han selv havde overvejet, da han altid havde associeret de fire bogstaver med ustyrlige og urolige børn i skolen.
Men han lyttede til sin kæreste og gik til sin læge og tog en screeningstest og videre til en psykiater, som udredte ham, og her var der ingen tvivl; Tobias havde ADHD og problemer med sit fokus.
Det var slet ikke noget, han havde troet om sig selv - men han var lettet.
- Det var virkelig rart for mig at vide, at jeg ikke var doven, så derfor føltes det ikke som et nederlag at få at vide, at jeg havde ADHD, da jeg nu endelig kunne gøre noget for at justere det, siger han og fortsætter:
- Jeg sammenligner det lidt med, at hvis jeg havde været ordblind, havde det også været nice at vide det, så jeg kunne få hjælp. Så om man kalder det for ADHD var jeg lidt ligeglad med - det eneste, der betød noget for mig, var, at min hverdag nu kunne blive bedre.
Dårlige vaner forsvandt med medicin
Og ingen tvivl – hans hverdag er i den grad blevet forbedret, siger han.
For 11 måneder siden blev han far, og for fire måneder siden begyndte han at få ADHD-medicin, som virkede med det samme.
Bare sådan en ting som at gå og "snacke" hele tiden stoppede han med. Trangen forsvandt, fordi hans hjerne ikke var i dopamin-underskud længere, og han tabte sig 15 kilo.
Men den største forandring er, at han faktisk får de mere "kedelige og uinteressante" ting gjort i stedet for at udskyde dem. Og det er en kæmpe lettelse i hans liv.
- Generelt kunne jeg mærke med det samme, at jeg fik mere ro i mit hoved. Jeg er 100 procent sikker på, at jeg er en bedre far, fordi jeg får de piller. Det er jeg slet, slet ikke i tvivl om. Jeg bilder mig også ind, at jeg er en bedre kæreste, men det er nok ikke mig, du skal snakke med, siger han og griner.
På arbejdet og i hans omgangskreds er han meget åben omkring, at han har ADHD og er begyndt at tage medicin, og han har bedt sine kollegaer sige til, hvis de mærker noget negativt ved ham.
Der var faktisk en kort periode med humørsvingninger, lige da han begyndte at tage pillerne, og det sagde folk til ham, hvorefter medicinen blev reguleret - og det hjalp.
Generelt kan Tobias konstatere, at diagnosen har været en lettelse at få, og eneste minus er, at han ville ønske, han havde fået den endnu tidligere.
- Der er få ting i verden, der pisser mig mere af, end når man hører folk sige, at "alle i dag får diagnoser". I stedet synes jeg, at vi skal være glade for, at de små følsomme drenge og piger, der ikke har krudt i røven, men i hovedet, også kan blive set og få noget hjælp til at gøre livet nemmere.