Det er på tide, at virksomheder finder ud af, hvordan mennesker med ADHD og andre diagnoser bedre kan trives i job.
Dansk Industri efterspørger et mere rummeligt arbejdsmarked, efter en analyse fra Vive, der er det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at syv ud af ti med ADHD, som får medicin, står uden for arbejdsmarkedet.
- Det er skræmmende få, der er i job. Vi går glip af en hel masse dygtige og gode mennesker, som vi åbenbart ikke forstår at rumme på de danske arbejdspladser, siger Pernille Erichsen, der er underdirektør i Dansk Industri.
Sidste år tog mere end 107.000 danskere medicin for ADHD. Det er mere end en fordobling siden 2018, og flere danskere har også fået andre psykiske diagnoser.
Virksomheder skriger efter arbejdskraft, så det bliver et stort problem, hvis det ikke lykkedes at få flere med diagnoser i job, mener Dansk Industri.
- Det er i virkeligheden spild af liv for alle dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Når folk lige pludseligt får et job, så fører det måske til, at de finder en kæreste og får en bolig, siger Pernille Erichsen.
Danske Industri mener, at mange ledere og virksomheder har berøringsangst over for psykiske diagnoser- og belastninger, men det er nødvendigt at ændre den tankegang. Omkring 10 procent af unge på arbejdsmarkedet har psykiske diagnoser, så virksomheder må blive bedre til at rumme fremtidens arbejdskraft.
I januar holder Dansk Industri to store arrangementer i Aarhus og København. Målet er at vise gode historier, hvor virksomheder lykkedes med at rumme medarbejdere med diagnoser og på den måde komme frygt og fordomme til livs.
Arbejdet gør Michael gladere og giver mening
Michael Kjeldsen fra Randers har på egen krop mærket, hvor vigtigt det er igen at få et arbejde. Tidligere var han sømand, men efter en arbejdsskade fik han en depression, hvor bare det at komme ud af sengen var hårdt. Senere viste det sig, at han også havde ADHD.
I dag har han et fleksjob på El Recycling, hvor han skiller elektronikskrot ad, som for eksempel gamle computere, hvor delene bliver genanvendt.
- Der er blevet taget godt hånd om mig. Jeg har været langt nede med svær depression, og så har arbejdet ligesom hjulpet mig med at komme op ad det mørke hul. Jeg har fået mere overskud, og når du er glad for at gå på arbejde, så fortsætter du med at være glad resten af dagen, siger han.
Michael Kjeldsen oplever, at arbejdet giver mening i tilværelsen, fordi han kan bidrage med noget. Samtidig er det lettere at være blandt andre mennesker, og han er gladere hjemme med konen.
Han tror, at mange virksomheder ville få en gevinst ved at være mere rummelige.
- Folk er jo ikke dårlige mennesker eller arbejdere, fordi de har ADHD, siger han.
Han opfordrer chefer til at snakke med deres medarbejdere om, hvad de har behov for.
- Hvis du giver dem mulighed for at variere arbejdet og indrette dagen, så det passer med, hvad hovedet kan klare, så får man rigtigt meget igen.
Hjælp giver trofaste medarbejdere
I El Recycling har 90 procent af de ansatte en fysisk eller psykisk diagnose. Arbejdsgangen for de ansatte er i faste rammer, og medarbejdere har en trivselsmakker, som skal sørge for god stemning, og at nye ansatte bliver taget godt imod.
- Vi vil bare gerne hjælpe mennesker undervejs, men El Recycling tjener også penge. Hvis det bare var ren bundlinje, var forretningen lige meget. Mennesker er DNA'et, siger Casper Roensbech, der er én af ejerne i virksomheden, der har over 60 ansatte.
Det lyder idealistisk. Hvad vil du sige til virksomheder, der tænker, at medarbejdere med diagnoser er besværlige?
- Mit store råd er, at virksomheder ikke skal være bange for at prøve at hjælpe. Altså, hvad er det værste, der kan ske? At du prøvede at hjælpe en person, og så gik det ikke, men så har du i det mindste prøvet, siger Casper Roensbech, der oplever meget loyale og trofaste medarbejdere, når det lykkedes.
En af forklaringerne på at medarbejdere med diagnoser trives på El Recycling er, at virksomheden oplærer og uddanner folk, forsøger at finde deres styrker og tilpasser arbejdet derefter. For eksempel kan nogle personer med autisme lave gentagne opgaver til perfektion.
- Alle mennesker er en stjerne til et eller andet, mener Casper Roensbech.