Christian Fuhlendorff har fået to diagnoser. Den ene kom som en overraskende 'curveball' fra siden

Den kendte komiker har altid tænkt, han var lidt anderledes. Men efter flere voldsomme oplevelser valgte han i 2024 at blive udredt.

(Foto: © Dr)

I løbet af 2024 er Christian Fuhlendorff blevet lidt klogere på, hvem han er.

Tilbage i 1990’erne gik han flere år i specialskole og fik diagnosen 'grænsepsykotisk'. Men det viste sig at være en fejldiagnose – og er i øvrigt slet ikke en betegnelse, man bruger længere.

Siden da er Christian Fuhlendorff både blevet en danmarkskendt komiker og en familiefar i begyndelsen af 40’erne. Men han har hele tiden følt sig lidt anderledes.

Efter en periode med stress og flere angstanfald – deriblandt et i storcenteret Field's i foråret - besluttede han, at det var på tide at blive udredt hos en psykiater.

- Det er jo lidt ligesom, hvis din højde er visket ud i passet. Der er jo stadig en højde. Jeg vidste bare ikke, hvad højden var. Så jeg tænkte, jeg lige så godt kunne blive målt igen, siger han.

I den nye DR-serie 'Hvad fejler Fuhlendorff?' forbereder han sig gennem de to første afsnit på at få diagnosen ADHD. Og den får Christian Fuhlendorff også.

Men i begyndelsen af tredje afsnit viser det sig, at psykiateren stiller endnu en diagnose:

- Jeg troede, jeg gik ind for at blive udredt fra ADHD. Så autisme var bare sådan et curveball, der kom ude fra siden. Det ramte mig hårdere, siger Christian Fuhlendorff til DR Nyheder.

- Jeg har gået i skole med folk, der var svært autister. Der er flere, der har fået nogle lidt hårde liv. Og når jeg der bliver berørt, så er det jo også fordi, mine egne fordomme lige pludselig rammer mig selv. Det er altid hårdt, når du skal revurdere dit verdensbillede.

'Husk at spørge til skilsmissen'

Kort før den nye serie har premiere, møder vi Christian Fuhlendorff på en café på Amager.

Komikeren bestiller en kop kaffe, før han sætter sig og giver en status: For hvordan er det gået, siden han i sommer fandt ud af, at hans hjerne fungerer et andet sted på spektret end de fleste andres?

- Det her er min sidste kop kaffe i dag. Jeg har skruet mit kaffeforbrug helt ned, for jeg har brug for, at min hjerne slukker af sig selv. Altså ikke det lange sluk. Bare lige syv en halv time, siger Christian Fuhlendorff.

Allerede mens programmerne blev optaget, begyndte han at blive mere bevidst om sin søvn. Om, hvad han spiser. Og om at få motion, der udløser dopamin i hjernen og kan tage toppen af symptomerne ved ADHD.

Det er vaner, han stadig holder fast i. Og han føler, at hans kone, Karina, bakker op:

- Hun stiller krav på en anden måde nu, end hun gjorde før. Hun er jo specialpædagog, så jeg tror, hun måske gør det ubevidst, siger Christian Fuhlendorff med et glimt i øjet.

- Hvis jeg for eksempel siger, at jeg skal ud og løbe en tur, så siger hun ikke: "det må du gøre, når ungerne er gået i seng". Hun kan godt se, at der er god gevinst i, at jeg gør det med det samme. For så bliver jeg en meget bedre far senere.

Christian Fuhlendorff har stadig en stor samling Dungeons & Dragons-figurer. De medvirker også i dokumentaren 'Hvad fejler Fuhlendorff'. Dragen er eksempelvis "systemet" ... (Foto: © Dr)

Diagnoserne har også fået nogle brikker til at falde bedre på plads i Christian Fuhlendorffs forhistorie og tilværelse. Barndommens voldsomme "krudtugle" kan nu kaldes ADHD. Hans ret nørdede samling af Dungeon & Dragons-figurer matcher fint autisme. Hashmisbruget, som han helt op i 30'erne havde svært ved at lægge fra sig, ligner nu mere et forsøg på selvmedicinering.

For ikke at glemme det saltvandsakvarie, han havde på et tidspunkt, inden interessen tørrede helt ud. Og stjernekikkerten, som røg helt ud af fokus til fordel for en metaldetektor. Da den tabte sin tiltrækningskraft, begyndte Christian Fuhlendorff at dyrke drivhus og planter bagerst i haven:

I autisme-diagnosen har Christian Fuhlendorff også fundet en forklaring på, hvorfor han ofte bakser med at udvise den empati, som de fleste forventer:

- Selvom jeg er følsom, så er jeg ikke en, der smalltalker. Hvis jeg ringer til en ven, så hopper jeg direkte ind i det, jeg gerne vil tale om. Og så er det min kone, der siger: "husk, at han lige er blevet skilt. Spørg lige ind til det", siger Christian Fuhlendorff.

- Nogle mennesker har slået sig på mig. Og jeg har ikke kunnet forklare dem, at det ikke var med vilje. Jeg har altid bare troet, at jeg var en lort. Et dårligt menneske.

Angstanfald i Elgiganten

I 2016, omtrent samtidig med hans passion for saltvandsakvariet, medvirkede Christian Fuhlendorff i DR-programmet 'Mig og klassen'. Her mødtes han med lærere og klassekammerater fra den specialskole i Ballerup, hvor han gik et par år i grundskolen.

I det hele taget har komikeren i mange år været åben omkring, at han som barn var i kontakt med psykiatrien. Men spørgsmålet om, hvad han i virkeligheden fejlede, blev for alvor væsentligt igen i begyndelsen af 2024. Meget typisk for voksne med udiagnosticeret ADHD blev Christian Fuhlendorff ramt af stress og angst.

Det begyndte med, at han pludselig havde tabt 10 kilo på en måned, fordi han ikke spiste nok. Han mistede flere gange kontrol over sine følelser. Fik hjertebanken og stigende puls, selv når han sad stille.

Flere gange fik han deciderede angstanfald. Blandt andet da han var en tur i Elgiganten for at købe en Playstation-controller med sin 10-årige søn, Conrad.

Mens han fortæller, er han tæt på at briste i gråd. Hans stemme knækker over et kort øjeblik:

- Det var ikke så fedt. Det var mega hårdt.

De voldsomme oplevelser var en af de afgørende årsager til, at Christian Fuhlendorff valgte at blive udredt. Hvis hans børn skulle have arvet noget fra ham, virkede det som en god idé at have styr på sit eget sind først, funderede han.

- Hvis du styrter ned med et fly, så siger de også, at man skal tage masken på selv, før man hjælper andre. Jeg begyndte at tænke: "Jeg må hellere lige gribe ud efter iltmasken selv".

Medicin eller uden

Efter en halv times samtale har Christian Fuhlendorff svært ved at holde fingrene fra planter, lysestager og andre ting på cafébordet:

- Jeg retter tit ting på bordet. Det er ikke noget, jeg tænker over, siger han og flytter på sin kop:

- Så kan den stå der. Det flugter og ser pænt ud. Men jeg har lært, at jeg ikke kan rette på din kop. Og hjemme hos andre slapper jeg mere af, fordi jeg ikke kan gå og rette på folks ting.

Lysten til at rette på ting kan godt hænge sammen med autisme. Men autisme-symptomerne kan ikke fjernes med en pille. Man kan i stedet få såkaldt psykoedukation, der giver nogle metoder til at klare sig bedre gennem hverdagen.

Til ADHD findes der til gengæld medicin, der kan dæmpe symptomerne. Men selvom forbruget af ADHD-medicin er steget voldsomt i de senere år, er det langt fra alle med diagnosen, der bruger det.

Tidligere har Christian Fuhlendorff selv udtalt sig imod medicin. Men nu, hvor han selv har fået to diagnoser, er han mere åben for, at det kan være den bedste løsning for nogen. Spørgsmålet er, om medicinen kan blive en løsning for ham selv?

I 'Hvad fejler Fuhlendorff?' prøver Christian Fuhlendorff for første gang at tage ADHD-medicin, mens han står på scenen foran et publikum.

Efter at have optrådt på pillen, vurderer han backstage, om han har lyst og behov for at tage medicinen dagligt. Han mærkede et større nærvær på scenen. Han føler sig mere rolig og fokuseret.

- Jeg har altid følelsen af, når jeg er et sted, at jeg er på vej videre til det næste. Jeg er altid i transit. Det er jeg ikke lige nu, siger han i programmet.

Men trods den behagelige følelse er komikeren også skeptisk:

Her et par måneder senere har Christian Fuhlendorff kun taget ADHD-medicin en gang mere. Og han føler ikke umiddelbart behov for at gøre den til en fast del af sit liv. For der er som regel rimelig god plads til at være, som han er:

- Jeg er selvstændig. Jeg har en kone, der er super rummelig, og to børn, der er nogenlunde velfungerende, Jeg kan jo skubbe tider. Jeg kan jo lave min egen dag, siger Christian Fuhlendorff.

- Nu er det længe siden, jeg har gjort det. Men hvis jeg står op, og det er en rigtig lortedag, kan jeg jo i virkeligheden sige: "fuck det, så skal jeg ikke lave noget i dag". Og med diagnoserne har jeg nu fundet en krog, hvor jeg kan sige: "ok, nu begynder nogle af de dårlige sider af dig at træde frem".

Men måske er humoren på sin vis også en medicin for ham? Som komiker har han i hvert fald altid været bevidst om at observere sig selv og finde de jokes, der ligger i hans egne reaktioner på verden omkring ham. På det sidste er Christian Fuhlendorff begyndt at kunne grine mere over sine særheder – både for sig selv og sammen med sin kone.

- Efter jeg har fået sådan en diagnosebrille på, så begynder jeg at se flere ting, hvor jeg tænker: "Gud, det er meget sjovt". Og så skriver jeg det ned, siger Christian Fuhlendorff og teaser for, at ADHD’en og autismen nok kommer med ham på scenen igen:

- Ej, det kommer til at indgå i det næste show. Det er jeg nødt til, slutter han.

Se meget mere om ADHD og Christian Fuhlendorffs udredning og overvejelser om medicin i serien 'Hvad fejler Fuhlendorff?' på DRTV:

Hvad fejler Fuhlendorff