Søvnløse nætter. Og masser af grin.
Kort opsummeret har det været noget af det, der har præget Claus Christensens hverdag i løbet af de otte uger, hvor optagelserne til 'Demenskoret' stod på.
Som korleder i DR-programmet har han ledet en gruppe mennesker, alle diagnosticeret med en demenssygdom, igennem sangundervisning. Sideløbende er det blevet undersøgt, om musik og sang kan bidrage til at genskabe livsglæde for mennesker med demens.
- Jeg var nysgerrig på at undersøge, om man kunne skabe et rum for mennesker med demens, hvor de var mere end bare deres sygdom, og finde ud af, om det var muligt at forbinde fremmede og syge mennesker gennem musikken, siger Claus Christensen.
Med mere end 30 års erfaring i musikbranchen har Claus Christensen før set de positive effekter af fællessang på menneskers velvære, men han har aldrig før arbejdet med en gruppe, der alle lider af demens.
- Jeg sov ikke et par dage op til, at vi skulle starte, fordi jeg frygtede, at alt, jeg havde lært og øvet mig på hele mit liv, ville være ubrugeligt i forhold til at arbejde med mennesker med demens.
Claus Christensen havde sammen med resten af produktionsholdet modtaget undervisning fra Alzheimerforeningen i, hvordan man arbejder sammen med mennesker, som lider af en demenssygdom.
- At lede et kor af mennesker med demens kræver, at man er omstillingsparat. Medlemmerne er på forskellige stadier af deres demenssygdom, så derfor har hver person også forskellige behov, som man er nødt til at tage hensyn til.
For Claus Christensen var det vigtigste, at der blev skabt trygge rammer for de 17 kormedlemmer, så sangundervisningen kunne foregå på deres præmisser.
- Jeg bruger normalt meget tid på at planlægge ting, men i 'Demenskoret' var det deltagerne, der satte dagsordenen for, hvad og hvor meget vi kunne. Jeg måtte blot følge med og møde menneskerne, hvor de var.
- Jeg er en person, der nemt lader mig rive med, især når tingene er intense. Derfor var det konstant i mine tanker at passe på dem.
'Den største oplevelse i mit liv'
For Claus Christensen har hans medvirken i programmet hele tiden handlet om at skabe bedre livskvalitet for mennesker med demens.
Men da han påtog sig rollen som korleder, havde han ikke forestillet sig, at det skulle gå hen og blive livsforandrende.
- Det har været den største oplevelse i mit professionelle liv og den vigtigste opgave, jeg har påtaget mig. Det kommer helt bag på mig.
- Jeg havde ikke forventet, at vi ville komme så tæt på hinanden så hurtigt. Den menneskelige kontakt forandrede mit liv. Ligesom deltagerne har jeg også fået mere empati, større livskvalitet og et bedre sprog for mine følelser. Det er alt sammen sket takket være det her fællesskab.
Claus Christensen forklarer, at selvom oplevelsen har været givende, har den også været hård. Under optagelserne blev følelser, som han havde skubbet til side, pludselig vækket til live.
- Næsten hele vejen igennem kunne jeg ikke sove. Jeg vågnede tit om natten, fordi der kom en masse ubearbejdede følelser frem.
- Jeg er vokset op i en verden, som er meget sort-hvid, og hvor der ikke har været plads til min farverige person. Så jeg har meget af mit liv følt mig udenfor.
Han fortæller, at i fællesskabet, der blev skabt i 'Demenskoret', kunne alle være hudløst ærlige overfor hinanden. Det var et rum med plads til alle, uanset hvem man var.
- Jeg må erkende, at det, jeg oplevede, kun er et fnug sammenlignet med, hvad korets deltagere gennemgår. Deres mod til at stille sig frem og skabe synlighed omkring demens vækker min dybeste respekt. Derfor har disse dejlige mennesker også inspireret mig til at træde tydeligere frem, stå ved mig selv og leve det liv, jeg har.
'Vi har grinet mere, end vi har sunget'
Når Claus Christensen har ledet sangundervisningen for de 17 kormedlemmer, har især fællesskab og humor har været afgørende elementer.
- Noget af det, der samler os, er jo humoren. Derfor inddrager jeg meget humor i min undervisning. Jeg tror faktisk, vi har grinet mere, end vi har sunget.
Og sjove stunder har der været nok af.
- Jeg har kravlet rundt på alle fire som Grethe Sønck i 'Gæt og Grimasser'. Der var et kormedlem, som lavede temasange om mig. Der var masser af selvironi.
Selvom Claus Christensen altid var klar over, at de otte uger med musik og fællessang skulle afsluttes med en stor koncert for venner og familie i DR Koncerthuset, kunne han indimellem blive ligeglad med, hvad endemålet var.
- Når man hygger sig, griner og synger så meget, så er det jo lige meget med sådan en koncert. Det vigtigste er, at de her mennesker får mere livsglæde.
- Så for det meste nød jeg bare det harmoniske rum, vi fik skabt sammen. Et sted, hvor man ser på det hele menneske og ikke kun sygdommen.
Venskaber for livet
Efter de otte uger var overstået og optagelserne færdige, stod det hurtigt klart for Claus Christensen, at koret skulle fortsætte.
- Når man bliver så tæt forbundet, og man kan se, at der er sket en ændring i livskvaliteten, så ville man jo være et røvhul, hvis man bare sagde: "Farvel, hav et godt liv."
Derfor er Claus Christensen og pianist Mikael Nordmark, som også var en del af 'Demenskoret', sammen med kormedlemmerne fortsat med at synge en gang om ugen siden programmets afslutning for ti måneder siden.
- Det giver mig lige så meget på den menneskelige konto at synge sammen, som det gør for dem.
- Både de pårørende og deltagerne er blevet mine venner for livet.
Du kan nu se alle seks afsnit af 'Demenskoret' på DRTV: