Vildt populær i Norge: Dansk 90'er-stjerne afslører ukendt succeshistorie

Der er ingen tvivl om hendes stjernestatus herhjemme, men faktisk giver Hanne Boel ofte flere koncerter i Norge end i Danmark.

(Foto: © Aleksander Klug, SCANPiX)

På trods af den tropisk klingende titel ved de fleste nok godt, at 'Sunshine Reggae' er en dansk sang.

Og man skal være født under en sten for ikke at vide, at Aqua og 'Barbie Girl' i slut-1990'erne blev én af dansk musiks største eksportsucceser nogensinde.

Men vidste du også, at Hanne Boel har været – og er – en stor stjerne i Norge?

Nej, vel?

For mens der næppe hersker nogen tvivl om, at kvinden med den karakteristiske mørke stemme og soulede hits som 'Don't Know Much About Love' og '(I Wanna) Make Love to You' er et legendarisk navn herhjemme, så er hun i dag – måske – en endnu større stjerne i vores naboland højt mod nord.

På Hanne Boels seneste turné i 2021 spillede hun fem koncerter i Danmark, men hele 17 i Norge. Hun har for længst været med i det norske svar på 'Hit med sangen', og faktisk opfatter mange nordmænd nærmest Hanne Boel som en norsk kunstner – eller kalder hende for "danskervennen".

Noget, der ikke er ret mange forundt.

- Jeg har haft et liv som musiker, som mange mennesker ikke aner, jeg har haft. Det, der foregår i Norge, er der ikke ret mange, der kender til, fortæller kunstneren, der for alvor slog igennem i 1988 med albummet 'Black Wolf'.

Og mens danskerne allerede begyndte at købe Hanne Boels cd'er i hundredtusindvis af eksemplarer i slutningen af 1980'erne, gik der lige et par år, før nordmændene steg på Hanne Boel-toget.

De er til gengæld ikke stået af siden.

Hanne Boel har været aktiv musiker siden 1980'erne. Her ses hun og kollegaen Thomas Helmig i 1989. (Foto: © Claus Bonnerup, SCANPiX)

Den rigtige sang på det rigtige tidspunkt

Faktisk er dansk musik for mange nordmænd i dag lig med Kim Larsen, Savage Rose – og Hanne Boel.

- I 1992 udgiver jeg to plader. Den sidste af dem (med titlen 'Kinda Soul') er egentlig lavet lidt for sjov og indeholder blandt andet en sang, der hedder 'Don't Know Much About Love'. Vi havde tænkt os kun at udsende pladen i Danmark, men Norge ville bare have den, fortæller sangeren og uddyber:

- Dér startede mit særlige forhold til Norge. I dag er jeg stadig synonym med den sang deroppe.

Hanne Boel giver koncert på den norske festival Månefestivalen i 2018. (Foto: © PER-OTTO OPPI, SCANPiX)

Har du et bud på, hvad der er hemmeligheden bag din store succes i Norge?

- 'Don't Know Much About Love' var den rigtige sang på det rigtige tidspunkt. Norge er et land, der har en meget større blues- og gospeltradition end Danmark. Det tror jeg har været med til at gøre, at de blev tiltrukket af mig.

Herudover er den norske musikbranche grundlæggende anderledes end den danske, mener musikeren, der siden storhedstiden i 1990'erne blandt andet har arbejdet som professor i musik på Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen i København.

- Branchen er mindre dømmende i Norge. Jeg synes, vi dømmer meget hurtigt i Danmark og smider musik og kunstnere ud, så snart vi tænker: "Nå, nu er det forbi!". Det er bare anderledes i Norge, mener den i dag 65-årige Boel:

- Det er ikke, fordi jeg er bitter, men i Norge er min aldersklasse dem, der turnerer allermest. Dér bliver de ældre artister ikke kastet på bålet på samme måde, som de gør i Danmark. Der er generelt en anden respekt omkring ældre artister.

Hanne Boel er ikke fan af det, hun kalder den danske brug-og-smid-væk-kultur inden for musikkens verden. (Foto: © Liv Møller Kastrup, SCANPiX)

Og så er nordmændene "mere umiddelbare og festglade", end vi er herhjemme, mener Hanne Boel.

- Til festivaler i Norge møder jeg ofte horder af gråhårede mennesker, der måske lige har fået lidt for meget at drikke og bare skal have en ordentlig fest.

Deri ligger også forklaringen på, hvorfor danskeren glad og gerne har medvirket i det norske svar på 'Hit med sangen' (der på de kanter hedder 'Beat for beat'), mens hun er mere varsom med at turnere rundt i dansk underholdningsfjernsyn – selvom hun blandt andet har deltaget i TV 2's 'Toppen af poppen'.

- Jeg føler ikke, der er nogen, der dømmer mig for, at jeg er med i 'Hit med sangen' i Norge. I Danmark bliver der hurtigt sat lighedstegn mellem, hvad man deltager i, og hvem man er som kunstner.

Bedst sælgende danske sangerinde nogensinde

Okay, tid til lidt kontekst: For du er måske ikke helt skarp på, hvem kunstneren Hanne Boel er, hvis du er under 30 år.

Men du har højst sandsynligt hørt hendes musik alligevel.

Hanne Boel tror i hvert fald selv, at en del af hendes mangeårige succes skyldes, at dem, der i dag er voksne, er blevet flasket op med hendes musik, fordi de hørt deres forældre spille det.

- Det er stadig forældrene, der kommer til mine koncerter, men børnene kender mig – dem, der er 30-40 år i dag. Jeg skulle ikke selv nyde noget af at høre det musik, mine forældre hørte, men sådan er det ikke mere.

Her spiller Hanne Boel på Bøgescenerne til Smukfest i 2019. (Foto: © Per Lange, SCANPiX)

Og dengang for 30-40 år siden købte forældre – og folk generelt – stadig cd'er i læssevis.

Især cd'er med Hanne Boels navn på.

Man skal i hvert fald ikke google ret længe, før man falder over sætninger som "den bedst sælgende danske sangerinde nogensinde" og salgstal, man lige er nødt til at tjekke to gange, fordi de er så høje.

Tallet 2,5 millioner solgte plader går igen.

- Jeg småfniser lidt af det hele nu, fordi det er mig ret fremmed at forholde mig sådan til det. Jeg har ofte tænkt: "Hvad i alverden sker der her?" og: "Lige om lidt finder de ud af, jeg ikke har noget tøj på." Men jeg har sidenhen fundet ud af, at mange sangere og skuespillere har det sådan.

- Jeg havde aldrig drømt om at få det liv, jeg fik. Jeg havde aldrig tænkt, jeg skulle være superstar og være et kendt menneske. Jeg ville godt være professionel musiker, fordi det er det fedeste, man kan lave i livet. Men at det indbefattede, at man skulle være kendt … Dét havde jeg ikke lige luret.

'Jeg skulle bruge tid på at finde mig til rette'

Det ændrer dog ikke på, at debutpladen 'Black Wolf' ifølge Berlingske solgte 145.000 eksemplarer, mens opfølgeren 'Dark Passion' rundede 340.000 eksemplarer.

Og selvom måden at opgøre salg på har ændret sig markant siden de glade 1990'ere, hvor musikere stadig kunne leve af sælge cd'er, så scorede årets mest solgte album i Danmark i 2022 (Gillis 'Carnival') tre gange platin for 60.000 enheder (i dag bliver salgstal udregnet som en blanding af fysisk salg, downloadsalg og streaming af album).

- Der var nogle år, hvor det bare gik så sindssygt stærkt! Jeg er glad for, at jeg var 30, før det sagde "bang" for mig, for havde jeg været 20, havde jeg tabt hovedet, siger Hanne Boel og uddyber:

- Jeg skulle bruge meget tid på at finde mig til rette i det uden at blive ked af det. Jeg har aldrig været deprimeret eller stresset, men jeg har også brugt meget tid på at tænke mig om og mærke efter, hvad jeg havde brug for – og så været flittig.

Hanne Boels seneste album bærer titlen 'Kopi' og udkom i 2021. (Foto: © Nikolai Linares, SCANPiX)

Det vidner perlerækken af albummer også om. Siden debuten i 1988 har Hanne Boel udgivet i omegnen af 20 plader.

Hendes egen forklaring på den store virkelyst er ret ligetil:

- Jeg tror, der er nogle mennesker, der bliver kunsterne, fordi der er noget i dem, der mangler at blive set. Sådan har jeg også haft det.

- Og på et tidspunkt er jeg blevet set så meget, at jeg er blevet lidt mere tilfredst menneske, end jeg var før. Det er sgu gået meget godt.