Ganske almindeligt.
Sådan beskriver Jann Emil Buchardt selv sit liv, da jeg taler med ham over en online-videoforbindelse.
Et almindeligt liv. Og alligevel så langt fra det så mange andre danskere lever. Janns "trivielle" tilværelse har nemlig ført ham rundt i hele verden - USA, Afrika, Indonesien - og givet ham oplevelser, andre knap kan forestille sig.
- Undskyld, hvad?
Den korte sætning bliver gentaget, hver gang jeg forsøger at stille et spørgsmål.
- Jeg kan ikke høre dig, svarer han småfrustreret.
Jann tager sit høreapparat ud og skruer på det i et par minutter.
- Det var bedre. Det skulle jeg vist have gjort fra start, griner han.
Og måske er det ikke så underligt, at hørelsen ikke er, hvad den har været.
Jann Emil Buchardt er nemlig født i 1929. Samme år som børsen i Wall Street krakkede, Tintin-karakteren blev opfundet, og de første Oscar-priser blev uddelt.
Han voksede op i Skovshoved nord for København, men har siden 1963 opholdt sig i Australien, hvor han i dag bor sammen med sin kone og to af sine børn.
Stak af til søs
Som 16-årig stak Jann Burchardt af hjemmefra. Til søs. Som opvasker på skibet Kronprins Olav, der sejlede mellem København og Oslo i Norge.
- Det er et af de værste job, jeg har haft, husker han.
- Men det var en nødvendighed for at få min søfartsbog, der gav mig mulighed for at komme ud i verden.
Herunder kan du se, da skibet Kronprins Olav første gang søsættes ved havnen i Helsingør.
Og ud i verden, det kom han. Årene efter blev nemlig brugt på både danske, svenske, norske og engelske skibe.
- Det var efter Anden Verdenskrig. Og tyskernes besættelse af Danmark de foregående år betød, at jeg havde fået et behov for at komme ud i verden og se mig omkring.
Men efter et års tid til søs skulle Jann ende med at falde over et skilt, der sendte ham i en helt anden retning.
17 år og soldat for Fremmedlegionen
17 år gammel var Jann ombord på et skib fra Amerika, der lagde til havn i Bordeaux.
Den unge sømand kedede sig hurtigt og valgte en dag at kigge på butiksvinduer i den franske by. Og dér var et skilt, der vakte hans interesse. Mest af alt, fordi han rent faktisk forstod, hvad der stod - i modsætning til de fleste andre skilte i byen.
Afsenderen på skiltet var Fremmedlegionen. En fransk militærenhed, der hvervede folk af alle nationaliteter og havde et ry for at være særligt hårdt.
Og uden yderligere betænkningstid tog Jann en hurtig beslutning.
- Jeg var hverken fuld eller gal, men jeg valgte at gå ind og melde mig.
Kort tid efter blev den rejselystne dreng fra Skovshoved sendt til Marseille og senere Nordafrika, hvor Fremmedlegionen opholdt sig.
- Når man ser tilbage på det, var det jo ganske idiotisk at melde sig til Fremmedlegionen som 17-årig. Men jeg var en naiv dreng, der gerne ville på eventyr.
- Det var dog en blandet fornøjelse, husker han.
Jann blev aldrig udsat for vold, men det var en hård behandling med kæft, trit og retning. I Fremmedlegionen omgik man også tyske soldater fra Anden Verdenskrig, der ikke kunne finde sig til rette i det civile liv, og to gange røg han selv i vagtarrest, hvor han en uge i streg sov i en celle på en cementbriks.
- Heldigvis var der ikke krig i Nordafrika på det tidspunkt, så jeg blev ikke bedt om at skyde nogen.
Det er også grunden til, at Jann ikke ser sin tid i Fremmedlegionen som noget særligt, men ganske triviel.
For livet som soldat i en ikke-krigsperiode var temmelig ensformig. Han spiste, trænede og sov.
Den monotone soldatertilværelse skulle dog ikke vare længe.
Mand overbord
Krig var der ikke meget af i Nordafrika på det tidspunkt. Sagen var dog en anden i Indokina, hvor Frankrig havde en koloni.
De indfødte sloges for deres frihed, mens kolonimagterne forsøgte at holde dem nede.
Derfor sendte Fremmedlegionen soldater afsted mod landet. Deriblandt Jann.
Selv havde han dog helt andre planer.
En nat på vej mod Indokina befandt skibet sig mellem Indonesien og Malaysia i Malaccastrædet.
- Jeg var ikke interesseret i at skulle skyde på mennesker, så jeg hoppede overbord ved midnat sammen med flere andre, fortæller han.
- Det var et hajfyldt område. Det fandt jeg heldigvis først ud af bagefter, siger han og griner.
Han husker, de kom i land ved daggry, så han ved, at de har svømmet i omkring seks timer, før de endelig ramte kystlinjen.
- Vi var fem, der sprang overbord, men det var kun fire af os, der kom i land. Den femte, han...
Jann holder en kort pause.
- Ja, jeg ved faktisk ikke, hvad der er sket med ham.
Da Jann og de andre kom i land, havde de ikke papirer på sig. De blev derfor interneret i en lejr, hvor de opholdt sig i et par måneder, inden de kom tilbage til Danmark.
- Man kunne nok ikke kalde det for en feriekoloni, men det var ikke så slemt, som det måske kunne lyde, forsikrer han.
Et klassisk sømandsliv
De næste mange år blev tilbragt til søs. I Nordamerika. Sydamerika. Papua New Guinea og mange andre steder.
Jann gentager igen og igen den samme pointe.
- Jeg ved godt, at nogle måske finder mine oplevelser fascinerende, men i mine øjne har jeg levet et ganske almindeligt liv.
Og trods de fascinerende fortællinger, har han måske ret?
For det meste af tiden gik med arbejde på skibene. Og når de endelig nåede en ny havn, var han ung på samme måde som så mange andre.
- Når jeg gik i land, drak jeg et par øl, og så forsøgte jeg at finde en venligsindet kvinde, der havde lyst til at snakke.
På den måde lyder det også som et klassisk sømandsliv.
Og dét er måske netop forskellen.
Jann Emil Buchardt har ikke levet livet så anderledes end alle andre. Han har bare levet det i alle verdens have og ikke kun hjemme i egen andedam.
Har du kendskab til en dansker i verden, DR bør sætte fokus på? Så skriv til os herunder.