Gud skabte Eva med en knogle fra Adam.
Nogenlunde sådan lyder kristendommens mytologiske fortælling om, hvordan den første kvinde blev til.
Den gamle historie kender du måske til. Men var du også klar over, at nogen ude på Nationalmuseet har gjort noget lignende?
Forskellen er bare, at han ikke er guddommelig, men svensker. Og at han ikke skaber folk, men genskaber dem.
I øjeblikket har Nationalmuseet nemlig en udstilling om vikingerne, som var de første danskere til at rejse ud i verden. Og som en del heraf har den retsmedicinske kunstner Oscar D. Nilsson - med udgangspunkt i mere end tusinde år gamle skeletter - genskabt vellignende voksdukker af de oldnordiske danskere.
En fredag eftermiddag lukkede Nationalmuseet DR ind på deres udstilling, så vi med egne øjne kunne bevidne, hvordan vores gamle forfædre så ud.