Forestil dig at skulle være i konstant beredskab. Du ved aldrig, hvornår den næste bome sprænger, eller hvornår du risikerer at blive oppasset på gaden af en mand med pistol.
Forestil dig så, at du har levet på den måde i mere end 30 år.
Det er tilfældet for 73-årige Poul Vomer Svane, der siden starten af 1990'erne har opholdt sig i verdens brændpunkter, hvor han har hjulpet udsatte folk. Det har han gjort i roller som alt fra nødhjælpsarbejder til menneskerettighedsobservatør og diplomat.
I dag arbejder han som frivillig hospitalsdirektør i Kirgisistan, men i forbindelse med, at han har været hjemme at vende i Danmark, har vi sat ham i stævne for at høre, hvordan det er at leve et liv i krigszoner og katestrofeområder.
Det gør vi, fordi DR i øjeblikket sætter fokus på nogle af de mange danskere, der har forladt de trygge og hjemlige rammer for at rejse ud i verden og sætte et aftryk.
Hvornår begyndte du at blive udsendt til krigszoner og katastrofeområder?
- En dag i 1991 spurgte Dansk Flygtningehjælp mig, om jeg havde lyst til at tage til Irak og arbejde som nødhjælpsarbejder under Golfkrigen. Dengang arbejdede jeg som studentermedhjælper for organisationen, mens jeg læste jura på Københavns Universitet.
- Jeg fik fem minutter til at svare på det. Jeg nåede ikke engang at snakke med min kone om, hvorvidt det var en god idé eller ej. Så uden at tænke over konsekvenserne valgte jeg at takke ja til tilbuddet.
- Ti minutter senere stod en taxa og ventede på mig, fordi jeg skulle over på Rigshospitalet og have en masse indsprøjtninger. To dage efter sad jeg på et fly på vej til Irak.
- Jeg har ikke skrevet en eneste jobansøgning siden den dag. Efter hver udsending dukkede nye tilbud op, og det ene job har taget det andet. Sådan har det kørt i mere end 30 år.
Hvorfor er du blevet ved med at opsøge livet i lande, der er præget af krig og naturkatastrofer?
- I blod og hjerte er jeg humanitær, så det ligger i min natur. Jeg har det godt med at hjælpe mennesker i nød.
- Jeg er en ildsjæl, og det lader mine batterier op, hvis jeg kan mærke, at jeg gør en forskel for andre mennesker. Så er det næsten ligegyldigt, hvordan eller hvad det handler om. At lave noget meningsfyldt og føle, man gør en forskel, det har drevet mig gennem alle årene.
Har det arbejdsliv, du har haft, givet nogen ar på sjælen?
- Engang fór jeg sammen, hver gang der kom høje og pludselige lyde. Det kom, efter jeg var i Bosnien, hvor der blev bombet. Det sad i kroppen i mange år, men det er blevet bedre nu.
- Jeg har altid skrevet dagbog, hvilket jeg har fået at vide kan afhjælpe den slags, da man bearbejder sine oplevelser og forholder sig til dem.
- Så overraskende nok er det ikke noget, der har mærket mig for livet.
Hvornår føler du, at du har gjort den største forskel ude i verden?
- Under krigen i Bosnien var mange af mødrene traumatiserede, så de turde ikke slippe deres børn af syne. Derfor lavede vi psykosociale projekter, hvor de kunne få hjælp, mens børnene var i et tilstødende lokale.
- Derudover lavede vi sociale arrangementer for de gamle mænd, strikkeklubber til kvinderne og madklubber for de unge piger. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at facilitere og vedligeholde deres kultur, som var ved at falde fuldstændig fra hinanden på det tidspunkt.
- Man kan mærke, når folk er glade for den hjælp, man giver. Derfor er jeg også enorm stolt af at have været med til det, fordi jeg føler, jeg gjorde en forskel for nogle mennesker i en umulig situation.
Har du nogensinde overvejet at skifte kurs i arbejdslivet?
- Bertel Haarder spurgte mig engang, om jeg havde lyst til at blive politiker og stille op til Europa-Parlamentet.
- Jeg gik i gang med det, men fik kolde fødder, da jeg så, at min modkandidat var Morten Løkkegaard fra TV-Avisen. Jeg var jo godt klar over, det var ham, der ville blive valgt, så det var mange penge at investere, hvis man havde tabt på forhånd.
- Det endte jo også med at blive ham, men jeg har aldrig fortrudt, at jeg ikke forsøgte. Jeg var bare glad for at komme ud af det. Og heldigvis havde jeg en god undskyldning, da Udenrigsministeriet tilbød mig at blive seniorrådgiver for ministeren og ambassadøren i Bagdad i Irak.
Hvilke følelser er de seneste 30 år forbundet med?
- Glæde og frustration.
- Glæde, fordi jeg jeg har kunnet hjælpe en masse mennesker i nød. Frustration over, at de lande, jeg har brugt enormt meget tid og energi i, stadig døjer med mange af de samme problemer i dag.
- Jeg har altid arbejdet med forhåbningen om, at vores indsats var med til at gøre situationen og tilstanden i landene bedre. Derfor er det enormt frustrerende at være vidne til, når tingene ikke ændrer sig. Det giver en følelse af opgivenhed.
Hvad tror du, der skal til, hvis tilstanden i landene rent faktisk skal forbedres?
- Jeg tror ikke, det menneskeligt er muligt. Det er desværre politik, der styrer det meste.
- Jeg har i utallige tilfælde oplevet, at de mennesker, der ofte omtales som banditter og skurke i Danmark, er ligeså søde, flinke og rare som alle andre, når man har dem på tomandshånd.
- Men det er de politiske systemer i de pågældende lande, der ofte skaber problemerne. Det er i hvert fald mit overordnede indtryk.
Hvilken rolle har din familie spillet i alt det her?
- Det er let at føle sig ensom i et liv, hvor man hele tiden bliver sendt ud til nye steder i verden.
- Derfor har det været alfa og omega for mig at have min kone og mine børn som et anker, jeg hele tiden skulle vende hjem til.
- Jeg har haft kolleger, hvor de missioner, de arbejdede på, udgjorde hele deres liv. De endte nærmest som menneskevrag. En af dem var sikkerhedschef i FN. Han endte med at vågne op i fosterstilling om morgenen, hvor vi måtte ud og få ham op. Andre er gået ned som alkoholikere på meget kort tid.
- Det har været med til at lære mig, hvordan jeg selv skulle overleve og komme igennem sådan et arbejdsliv uden mén.
- Men uden min familie havde jeg ikke kunnet gøre det. De har holdt mig i live mod alle odds.
Se herunder en af de mange gange Poul Volmer Svane forlader sin familie i Virum for at drage ud i verden og hjælpe folk i nød.
Har du kendskab til en dansker i verden, DR bør sætte fokus på? Så skriv til os herunder.