Vi har nok alle sammen oplevet ting, vi ikke tør fortælle vores forældre.
Men hvor den slags historier for mange af os måske drejer sig om (for fulde) byture eller andre pinlige eskapader, drejer Stéphanie Surrugues historier sig om arbejde.
For eksempel historien om dengang, hun i et mikroskopisk lille fly ("en sardindåse") fløj tæt forbi en spruttende aktiv vulkan i østaten Vanuatu, der pumpede store sorte skyer op, mens sardindåsen drønede larmende forbi.
Eller historien om, hvordan hun skulle gå i en guldgravers fodspor og kante sig rundt dybt nede i en delvist sammenstyrtet guldmine, alt imens guldgraveren underholdt hende med detaljer om, hvor mange meter de ville styrte ned, hvis "dødens bro" brast sammen under dem.
Eller dengang, hun opgav at gå til frisøren i en pause under nogle optagelser, der handlede om narkokartellers indvirkning på havnedriften i Sydamerika, fordi det af sikkerhedshensyn ville kræve, at hele tre bodyguards gik med hende hen for at få ordnet lokkerne.
- Jeg har virkelig prøvet ting, hvor jeg tænkte: "Jeg ringer først til min mor, når det her er overstået."
'Der er så mange vilde historier derude, der er gemt eller glemt'
Men hvad har de historier at gøre med Stéphanie Surrugues arbejde, tænker du måske.
Jo, det er alle tre historier, der knytter sig til optagelserne af DR-programserien 'Danskere i verden', hvor Surrugue, der normalt er DR's internationale korrespondent, er vært og fortæller.
I programmerne besøger hun verdens seks beboede kontinenter og fortæller i alt 18 historier om nogle af de danskere, der drog ud i den store verden – både nulevende og historiske.
- Der er så mange vilde historier derude, der er gemt eller glemt, fortsætter hun.
- Så det har været super fedt at få lov til at være med til at finde de her historier frem, for vi kan virkelig lære meget af det – både som mennesker og som danskere.
Den ene af historierne – den om flyveturen tæt på den lava-spruttende vulkan – handler om Anne-Sofie Gerhard, der arbejder med "nation building" og demokrati i stillehavsstaten Vanuatu.
Den anden knytter sig til Claus Grønn, der for hundredvis af år siden søgte lykken som guldgraver i Australien.
Og den sidste handler om Anders Kjeldsen, der er ansvarlig for syv havne i Syd- og Mellemamerika. Herfra bliver der på ulovlig vis smuglet tonsvis af stoffer til blandt andet Europa – hvorfor de mexicanske narkokarteller og et deraf følgende stort sikkerhedsopbud er en del af dagligdagen.
Som nævnt endte Stéphanie Surrugue med at droppe sin frisørtur. Til gengæld gennemførte hun både vulkan-overflyvning i sardindåse og at kante sig rundt dybt nede i en mine – til trods for galopperende klaustrofobi.
- Normalt er min person jo ikke interessant, når jeg er på arbejde, for så skal jeg formidle en historie. Men her skulle jeg jo netop gå i en guldgravers fodspor og dermed vise på egen krop, hvilke forhold de arbejdede under dengang. Så dér forhandlede jeg lidt med holdet om, hvor meget af min klaustrofobi der skulle med i udsendelsen.
Hvor meget er der så kommet med?
- Altså, man kan godt se, jeg ikke har det super godt, da jeg kommer op af minen. Men det værste er nok klippet ud, griner tv-værten.
Vi har "virkelig meget" til fælles som danskere
Målet med de i alt seks programmer er ifølge Stéphanie Surrugue både at gøre os klogere på de mennesker, der rejste ud, samt lære os noget om fællesskaber og danskhed. For selvom vi måske ikke føler det, har vi stadig "virkelig meget til fælles som danskere", mener tv-værten.
- Vi taler ofte om, at vores værdier er i opløsning, men med de her programmer har de danske udvandrere bekræftet mig i, at de stadig findes.
- Det er for eksempel det her med, at vi generelt møder verden med tillid, for tillid er noget, vi navigerer efter i Danmark. Vi stoler stadig grundlæggende på vores autoriteter og på hinanden. Der er lande, hvor den tillid slet ikke findes, og så bryder alting jo sammen.
Hierarkier – eller manglen på samme – er også noget, der ifølge tv-værten er kendetegnende for Danmark.
- Danskere ude i verden er ofte meget i øjenhøjde med deres omgivelser. Det er lidt, som om de har taget det med sig, at vi ikke rigtig bryder os om knivskarpe hierarkier og store klasseskel herhjemme.
Og selvom det er måske rigtig nok, at de fleste danskere ikke er super vilde med hierarkier, så forholdt dén sag sig ganske anderledes for Stéphanie Surrugues franske farmor.
Hun var nemlig "Des" med sine svigerbørn hele sit liv.
- Og det er ved gud ikke, fordi min familie er nogen form for overklassefamilie! Men hun repræsenterede noget tradition og hierarki fra Frankrig, som jo virker helt vildt i Danmark, hvor vi kun er "Des" med dronningen.
De stille danskere
Mens vi altså ikke bryder os om at være "Des" med andre end Daisy herhjemme, kan vi til gengæld godt lide at være stille.
Eller, sådan kan det i hvert fald godt virke, når man kommer til Danmark fra udlandet, mener tv-værten, der selv har boet i Frankrig og USA ad flere omgange.
- Vi kan jo godt være lidt reserverede her i Danmark. Det oplevede jeg selv på egen krop for nylig, da der var bøvl med toget, og jeg var nødt til at tage en taxa fra Nyborg til Odense.
- Jeg endte med at dele den her taxa med tre mænd, og da vi havde kørt et stykke tid, sagde chaufføren så, at han aldrig havde kørt med fire mennesker, hvor der var så stille i bilen. Så grinede vi alle sammen lidt genert, og så var der ellers stille igen. Altså dødsens stille. Det var bare så dansk!
For mens de fire fremmede både var søde og rare over for hinanden, hjalp hinanden med bagage og endte med at deles om taxaregningen, så var det alligevel lidt for vildt at skulle smalltalke.
- Havde jeg taget den taxa i Frankrig eller USA, så havde vi jo enten diskuteret politik, litteratur eller – som minimum – udvekslet livshistorier.
Når det så er sagt, er Stéphanie Surrugue ikke et øjeblik i tvivl om, hvor hun selv hører hjemme i dag: nemlig i Danmark.
- Jo længere tid, jeg har boet i udlandet, jo mere glad bliver jeg for at komme fra Danmark, og jo mere beroligende har det været for mig at vende hjem.
Så kommer der alligevel et lille "men":
- Vi danskere kunne godt lige tåle fem procent mere sydlandsk temperament, blive bedre til at sætte os ved siden af hinanden i bussen og turde sige: "Hej! Hvem er du? Har du det godt?".
'Vi skal turde lidt mere'
Det med at turde bringer os tilbage til 'Danskere i verden', hvor vi møder 18 nulevende og historiske danskere, der alle har "turdet" – nogle til stor succes, andre til dundrende fiasko.
Og det er helt med vilje, at 'Danskere i verden' ikke kun dyrker succeshistorierne, fortæller Stéphanie Surrugue.
- Der er lidt en tendens til at gøre de her historier endimensionelle, hvilket vi har gjort os umage for ikke at gøre. Vi har både set på det gode og det svære ved at rykke ud, fortæller hun om programmerne, der har været undervejs i halvandet år, og som hun stadig er ved at indtale de sidste speaks til.
- Jeg har aldrig været med på så stort et projekt før. Der har været seks klipperum i gang – ét til hver udsendelse – og der bliver speaket til sidste sekund. Det har været en virkelig stor produktion.
Hvad håber du, folk tager med sig fra programmerne?
- Jeg håber, folk tager imod den invitation til eventyr, som programmerne er. Og så er de også en kærlig reminder om, at det godt kan betale sig at turde række ud efter mulighederne. Det er en energi, alle kan bruge – og som man også sagtens kan overføre til sit eget liv herhjemme i Danmark.
- Vi skal turde lidt mere.