- Jeg er jo nok blevet en slags pioner indenfor mit felt.
De selvsikre ord kommer lidt tøvende fra Jan Gehl, da vi en solrig formiddag sidder i hans baghave i Vanløse. En dansk arkitekt og byplanlægger, som i øjeblikket er aktuel i DR-programmet 'Byernes mester'.
Og den titel kan Jan Gehl let tage på sig. Ikke kun i Danmark, men over hele verden, hvor hans forskning og tankesæt har dannet grobund for de byrum, vi alle færdes i i dag.
Hvis du nogensinde har slentret langs Gammel Strand, kan du takke Jan Gehl for, at du ikke har gået på en trafikeret vej.
Har du nydt sommersolen på Gråbrødre Torv, kan du takke Jan Gehl for, at du ikke har befundet dig midt på en parkeringsplads.
Og har du på noget tidspunkt suset afsted på en af Københavns mange cykelbroer, kan du takke Jan Gehl for at være sluppet for at dele vejbaner med byens mange biler.
Det store arbejde af Jan Gehl har da også medført, at han er blevet optaget på en liste over de ti mest betydningsfulde personer for udviklingen af København. Hvem er blandt de andre på listen, tænker du måske? Såmænd bare folk som biskop Absalon, Bertel Thorvaldsen og Christian 4.
Men for at forstå den indflydelse Jan Gehl har haft på, hvordan vores byer ser ud i dag, må vi først forstå, hvad han er et modstykke til.
'Jeg vil have noget, der er godt for mennesker'
Da Jan Gehl blev færdiguddannet i 1960'erne, var det modernismen, som dominerede arkitekturen. Fokus var på objekterne. Det handlede om udformningen af de enkelte bygninger, og hvordan man skabte gode boliger. Hvad der befandt sig mellem husene, kerede man sig ikke særligt for. Det var i høj grad et resultat af tilfældigheder.
Det var dét tankesæt, Jan Gehl blev opflasket med i sin tid på Arkitektskolen. Men det skulle ændre sig brat, da Jan Gehl en dag mødte en mand med en usædvanlig forespørgsel.
- Jeg vil have noget, der er godt for mennesker.
Anmodningen kom fra en kristen mand, der boede i en dansk provinsby. Han ejede et stort stykke land, hvor der nu skulle bygges boliger.
Jan Gehl var gift med den psykologistuderende Ingrid, så han gik hjem og spurgte hende, om man inden for psykologien vidste noget om, hvad der var godt for mennesker.
- Jeg var jo udmærket klar over, at vi ikke vidste noget om det i arkitekturen. Vi havde en forestilling om, at var det smukt, ville det også være godt.
Og lige netop dét spørgsmål skulle vise sig at medføre en helt ny retning inden for arkitekturen. En retning der siden hen har påvirket byrum verden over.
Fra bænk til verdenskendt
I de kommende år kunne man ofte finde Jan Gehl siddende på en bænk.
Først i Italien, hvor han og Ingrid begyndte på deres første forskningsundersøgelser. De studerede byrummene. Eller rettere sagt - menneskene i byrummene. Hvornår opholdt de sig udenfor, hvad brugte de pladserne til, og hvilke områder i byen undgik de?
Det blev i 1966 i flere artikler i fagbladet 'Arkitekten'. Artikler der vakte stor opsigt. Det var nemlig første gang, at ordet "mennesker" blev benævnt i tidsskriftet.
Arbejdet resulterede i, at Jan Gehl blev tildelt en ph.d. på arkitektskolen, hvor han skulle studere byrum.
- Det første jeg satte mig for, var at finde ud af, hvorfor man hidtil ikke havde haft fokus på mennesker, fortæller han.
- Ret hurtigt kom vi frem til, at man simpelthen ikke har haft en viden om det tidligere. Man havde ikke nogen idé om, at det byggede miljø havde en kolossal indflydelse på livskvaliteten hos de folk, der opholdt sig i det.
Så Jan besluttede sig for at starte fra nul. Han ville finde ud af, hvad byliv var.
Han studerede mennesker i byerne. Hvor mange var der? Hvor længe opholdt de sig der? Hvor hurtigt gik de? Hvad foretog de sig? Hvor stod de? Hvor satte de sig? Hvor længe sad de? Spørgsmålene var utallige.
Senere begyndte han også at foretage eksperimenter for at se, hvordan det påvirkede menneskers adfærd.
- På et tidspunkt prøvede vi over natten at indsætte dobbelt så mange bænke på en plads. Vi ville se, hvordan det påvirkede livet i byrummet. Dagen efter kunne vi se, at der opholdt sig dobbelt så mange mennesker på pladsen.
Med tiden førte de mange observationer og eksperimenter også til, at han udviklede det, der senere er blevet kendt som 'de Gehlske principper'. 12 kvalitetskriterier man skal tage højde for, hvis man vil skabe gode byer for mennesker.
- Vi fik bevist, at gør man alting rigtigt, kan man skabe ti gange så meget liv i en by. Og hvis ikke, kan man formå at slå enhver form for byliv ihjel.
På det her tidspunkt var der kun tre steder i verden, hvor man studerede byrum og byliv. Det var i New York og arkitektskolerne i Berkeley og København.
- I New York skrev man fine bøger om det, man kom frem til. I Berkeley i Californien skrev de endnu finere bøger. Men København var det eneste sted, hvor byen blev interesseret i at bruge den nye viden om bylivet.
Det betød også, at den danske hovedstad med årene flere gange blev sat på verdenskortet som World's Most Liveable City (Verdens mest beboelige by, red.) Noget der vakte opsigt og skabte stor interesse ude i verden for Jan Gehls arbejde.
Det medførte, at han blev spurgt, om han ville komme til Oslo og kigge på deres by. Året efter Stockholm. Og siden hen i hele verden.
I alt har Jan Gehl - og tegnestuen Gehl Architechts, som han stiftede i 2000 - arbejdet i mere end 200 byer verden over. London. Melbourne. Sydney. New York.
Hele tiden med det fokus at skabe byer, der først og fremmest er til for mennesker.
Broadways makeover
En af de byændringer Jan Gehl er blevet mest kendt for at have været involveret i, er Times Square i New York.
Det var New Yorks daværende borgmester Michael Bloomberg, der inviterede Jan Gehl. Han ville have dæmpet trafikken i byen og skabt bedre byrum.
Jan Gehl og hans folk bevægede sig rundt i byen og kom hurtigt frem til, at der var store problemer for det gode byliv i New York. De havde næsten ingen bænke eller fortovscaféer, men brugte fortovene til at komme hurtigt frem og tilbage til kontorerne.
Hurtigt kom de på, at man måske burde lukke dele af Broadway og skabe hyggelige byrum dér.
- Det er fuldstændig udelukket. Broadway er helt afgørende for, at trafikken fungerer, sagde transportkommissæren.
Alligevel beordrede Michael Bloomberg dem at undersøge, hvad det ville betyde for trafikken, hvis de lukkede vejen af.
Et år senere kom de tilbage med røde ører.
For ud over at det ville give bedre byrum, måtte de også indrømme, at det var godt for trafikken. Den ville køre 17 procent mere smidigt, og det ville mindske antallet af trafikuheld betragteligt.
Derfor besluttede de at lukke alle krydsningerne mellem Broadway og avenuerne. Det førte til pladserne ved Madison Square, Herald Square, Union Square og Times Square.
Amerikanerne var ellers meget skeptiske fra starten, husker Jan Gehl.
- De mente ikke, at de der små, nussede europæiske idéer ville virke i New York, hvor der var liv 24 timer i døgnet. Men samme dag, som vi lukkede pladserne, var der pludselig folk, som opholdt sig på arealerne. Så det virkede også der.
Plads til flygtninge
Det er dog et andet projekt, Jan Gehl selv er mest stolt af.
I Jordan ville kongen gerne have, at der skulle gøres noget ved deres hovedstad Amman. Men det skulle ikke være en hovedstad som Cairo. Nej, Amman skulle have sjæl.
Med det udgangspunkt kiggede Jan Gehl på byen. Blandt andet på et område ved Asrafieh Square.
Her var fyldt med trafik og parkering, men Jan Gehl fik afspærret området, så der var plads til mennesker.
Han så også, at pladsen lå meget højt, så bystyret fik fjernet en bygning, så man fik udsyn over hele hovedstaden og kunne se solen gå ned i horisonten.
Det særlige for Jan Gehl var dog ikke selve pladsen, men de mennesker, der kunne bruge den.
- Det var et kvarter, der var domineret af palæstinensiske flygtninge. Men de havde ikke et eneste sted, de kunne gå hen om aftenen og trække luft, forklarer han.
- Det er en opgave, der betyder meget for mig. Fordi jeg forhåbentlig har været med til at skabe bedre forhold for nogen, der er mindre begunstigede end så mange andre.
Mennesker i centrum
Der er sket meget, siden Jan Gehl dengang gjorde sig sine første observationer i Italien.
- De ting, vi fandt frem til, er blevet en anerkendt del af arkitekturen. At tænke i menneskelige behov er blevet en naturlig og uundgåelig del af faget.
Tankerne og idéerne, som Jan Gehl har sammenfattet i sine syv bøger, har ændret arkitekturen verden over.
Alverdens byrum er blevet ændret, så de indtænker menneskers behov. Arkitekturen har fået en helt ny gren, der handler om mennesker. Og arkitekter i hele verden kender Jan Gehl - hvis ikke af navn, så i hvert fald af princip.
Jan Gehl har formået at sætte mennesker før streger.