Ørkensletter og bjerge. Regnskove og savanner.
Afrika indeholder det hele. Og som jordens næststørste kontinent rummer Afrika både 54 lande, 3000 etniske grupper og folkeslag, alle typer af klimazoner, unik kultur og et fascinerende dyrerige.
Derfor har mange danskere gennem årene også sat aftryk på kontinentet. Nogle har trådt varsomt, mens andre har overtrådt grænser.
I 'Danskere i Verden' rejser værten Stéphanie Surrugue ud for at sætte fokus på nogle af de danskere, der har sat deres aftryk på andre kontinenter.
I femte afsnit, som kan ses herunder, går turen til Afrika, hvor vi møder Wulff Joseph Wulff, Natasha Illum Berg og Niels Brønnum.
Niels Brønnum
I dag findes der en kristen menighed i Nigeria på over 2,5 millioner mennesker.
Men vidste du, at menigheden blev skabt ud af ingenting af en dansker ved navn Niels Brønnum?
Niels Brønnum kom fra den nordjyske by Nørholm og begyndte efter sin konfirmation at tage del i indre missionske aktiviteter.
Efter han som 23-årig havde aftjent sin værnepligt opstod ideen om at rejse ud i verden og missionere. I 1913 besluttede han sig for at tage til Nigeria.
Missionen og danskerne har fortsat aktiviteter i området, som ligger på grænsen mellem det muslimske nord og det kristne syd.
Natasha Illum Berg
Tanzanias eneste kvindelige professionelle jæger.
Den titel kan Natasha Illum Berg, der har erhvervet sig som jæger i Afrika siden 1994, bryste sig af.
Siden hun var 12 år gammel, drømte hun om at blive professionel jæger. Og som 23-årig førte hun drømmen ud i livet, da hun flyttede til Afrika efter at have taget en skovbrugsuddannelse på Fyn. Og trods modstand fra både mænd og kvinder er hun i dag - 28 år senere - en anerkendt jæger i Tanzania.
Wulff Joseph Wulff
Eventyr, stor rigdom og karriere i kongens tjeneste.
Det var med dét formål, danske Wulff Joseph Wulff rejste til Ghana i 1836. Her endte han med at blive en repræsentant for vores vigtige historie som slavenation, hvor vi gennem 200 år købte og solgte slaver til danskerne fra vores handelsstationer langs Guldkysten - det nuværende Ghana i Vestafrika.
Men Wulff gik fra at hade Afrika og lokalbefolkningen til en dag at gifte sig med en mulat kvinde, som han fik tre børn med.
Han blev i landet til sin død i 1842. Derfor findes der også efterkommere fra hans slægt i landet i dag.
Wulff Joseph Wulff og de andre slavehandlere vil for altid have været med til at ændre området, befolkningen og historien i landet.
Har du kendskab til en dansker i verden, DR bør sætte fokus på? Så skriv til os herunder.