Fra Danmark til Oceanien: Mød 3 danskere der har sat deres præg på kontinentet

Guldgraver, søfarer og FN-udsending. Det er titlerne på tre af de danskere, der gennem tiden hver især har sat deres eget præg på kontinentet Oceanien.

Anne-Sofie Gerhard har siden 2018 opholdt sig i øgruppen Vanuatu med sin familie. (© DR)

Den ene søgte lykken som guldgraver. Den anden var søfarer og slog sig ned i New Zealand, hvor han stiftede en indflydelsesrig familie. Den tredje er FN-udsending og rejser rundt i verdens brændpunkter for at opbygge nye nationer.

I tv-programmet 'Danskere i Verden' rejser Stéphanie Surrugue verden rundt for at sætte fokus på nogle af de danskere, der har deres aftryk på andre kontinenter.

I første afsnit går turen til Oceanien.

Engang var kontinentet en afsondret verden. Men i slutningen af 1700-tallet fik europæerne for alvor øjnene op for ø-riget.

Lige siden har den fjerne verdensdel været et mål for mange udlængslende danskere, der tog dertil i håbet om en bedre tilværelse langt væk hjemmefra.

Efterfølgende har flere danskere sat deres aftryk på kontinenten.

Nogen kender du måske. For eksempel Jørn Utzon, der har tegnet det verdensberømte operahus i Sydney. Andre vil formentlig være komplet ukendte.

Philip Tapsell, 1791 - 1873

(© Alexander Turnbull Library)

The Old Dane.

Det er det navn danske Philip Tapsell i dag er kendt under i den store Tapsell-klan, der er en indflydelsesrig familie i New Zealand, som består af både læger, forretningsfolk og parlamentsmedlemmer.

Han var en dansk søfarer og handelsmand, der sejlede verden rundt, indtil han faldt til ro og slog sig ned hos maorierne.

Her vendte han de europæiske kolonialister ryggen, da han som den første europæer giftede sig med en maorikvinde.

I dag er Tapsell på vej ind i de New Zealandske historiebøger som en central figur i opbygningen af landet.

Claus Grønn, 1832 - 1909

(© Danes in Australia)

Lykken som guldgraver. Det var den skæbne danske Claus Grønn søgte.

Oprindeligt kom han fra Als i det sønderjyske, men hans eventyrlyst lokker ham ud i tilværelsen som sømand.

Efter turer til både Island, Spanien, Rusland og Vestafrika ender han i London, hvor han møder den unge kvinde Fanny.

Der går dig ikke længe, før han bryder forlovelsen og påmønstrer et skib til Melbourne for at finde guld i minerne.

Claus Grønn endte i Australien som en af de første danske guldgravere og spillede en stor rolle i udviklingen af landet i de tidlige år.

Anne-Sofie Gerhard, 1973 - nu

(© DR)

Rettigheder til kvinder og børn og flere demokratiske processer.

Det er hvad Anne-Sofie Gerhard forsøger at indføre i den primitive Vanuatu, som består af i alt 83 små vulkanøer, der ligger i Stillehavet øst for Australien.

Hun har i mere end 20 år arbejdet i en række af verdens brændpunkter såsom Irak, Afghanistan, Kosovo og Zanzibar.

I 2018 blev hun af FN udsendt til øgruppen Vanuatu, hvor hun leder opgaven med at opbygge en demokratisk og robust nation.