Det er nat, det er koldt, og bølgerne vælter ind over stævnen på træskibet, hvor Jeanette Varberg sidder.
Hun befinder sig midt på Atlanterhavet et sted mellem Danmark og Canada, hvor hun har fået til opgave at kigge efter isbjerge. Hvis et træskib sejler ind i et isbjerg, kan det nemlig ende fatalt.
Hun låser sig fast til ankerkæden på skibet for ikke at falde i havet mellem de meterhøje bølger.
Når skibet er på toppen af en bølge, kan hun se langt ud over havet efter isbjerge. Derefter vælter skibet ned ad bølgen med et brag.
Hun holder vejret lidt, indtil hun igen kommer op på toppen af bølgen.
Sådan stod arkæologen i fire timer, da hun krydsede Atlanten på optagelse til DR-programmet 'Togtet'.
- Jeg tænkte, at der også har været vikinger, der har stået på samme måde som mig. Det er jo præcis samme funktion. Det er sateme vildt, lyder det fra Jeanette Varberg, der til daglig er museumsinspektør på Nationalmuseet.
Og det er faktisk ret utroligt, at vikingerne lykkedes med at krydse Atlanten for godt 1.000 år siden, mener hun.
For selvom Jeanette Varberg og resten af holdet på 'Togtet' levede lidt mere luksuriøst på deres tur over Atlanten, end vikingerne gjorde, fik de stadig ny indsigt i, hvor vild en tur det egentlig var, vores forfædre begav sig ud på.
Du kan lige nu se første afsnit af 'Togtet', hvor Nikolaj Kirk og Jeanette Varberg sejler samme rute til Amerika, som vikingerne gjorde. Programmet sendes på DR1 søndag klokken 20.
Vi har samlet en oversigt over nogle af de ting, vikingerne har skullet tage højde for på deres færd over Atlanten.
Isbjerge
Når du tænker på at krydse Atlanten, forestiller du dig måske at sætte sejl i 25 graders varme et sted ved De Kanariske Øer, som er kendt for at være det sidste stop inden den lange rejse til Amerika.
Men sådan gjorde vikingerne det ikke; de tog nemlig den nordlige rute.
Og den rute byder på mange andre ting en lune vinde; nemlig storm, tåge, kæmpe bølger og værst af alt – isbjerge.
- Isbjerge har været det, som vikingerne frygtede allermest, fortæller Jeanette Varberg.
Vikingerne havde nemlig kun fakler, og det kommer man ikke langt med, når man skal spotte isbjerge ude i den mørke horisont.
Man ved desuden, at der sejlede et hold vikinger med 25 skibe mod Grønland, hvor kun 14 af dem nåede frem. Resten forsvandt eller blev blæst tilbage til Island.
Og det er måske grunden til, at den nordlige rute over Atlanterhavet ikke er særligt befærdet i dag. Jeanette Varberg og besætningen så da heller ingen andre sejlskibe på deres tur over Nordatlanten.
Mad og tøj
Det vides ikke med sikkerhed, hvordan vikingerne spiste, når de skulle ud på deres lange togter over Atlanten. Fordi deres skibe var bygget med brug af tjære, har det været svært, hvis ikke umuligt, at tænde bål på skibet, da tjære brænder utrolig nemt.
- De har spist noget tørt rugbrød, fanget nogle fisk og tørret noget kød, forklarer Jeanette Varberg.
Saltet fisk kan også have stået på menuen, samt honning og tørrede bær. Og selvom vikingerne har spist meget korn, er det svært at lave grød, hvis de ikke kunne lave bål på båden.
Ligesom mad er tøj også essentielt, når man skal på lange togter.
Den moderne sejler vil næppe tage på sejltur uden varmt og vandafvisende tøj. Og selvom vikingerne var kendte for deres pelsfrakker, havde de faktisk også deres egne metoder til at lave regntøj.
Hvis de har haft skind på, har de nemlig garvet det, så det får en vandafvisende effekt, forklarer Jeanette Varberg. Dermed ikke sagt, at det er bedre end en nutidig regnjakke, men for 1.000 år siden har det været det eneste, der kunne holde regn og kulde på afstand.
Navigation
Kompas, ur, søkort og gps. Det er alle ting, der er essentielle for den moderne sejler, når man skal ud på længere togter. Den luksus nød vikingerne dog ikke godt af. De var derimod tvunget til at bruge naturen til at sætte kurs.
Og det er jo sikkert og vist, at man før har brugt stjernerne til at navigere efter… Eller?
- Jeg så ikke en eneste stjerne på vej over Nordatlanten. Jeg har skrevet, at de har navigeret efter stjernerne, men der var jo ikke nogen, fortæller Jeanette Varberg.
Vikingerne brugte derimod fuglenes bevægelser, skyernes placering og vinden til at finde vej. Men deres mest præcise værktøj var dog et solkompas.
Vikingerne mestrede nemlig at navigere efter solen, hvor solkompasset spillede en vigtig rolle.
Solkompasset fungerer kort fortalt ved, at skyggen fra nålen på kompasset kan fortælle brugeren, hvor nord og syd er og på den måde hjælpe med at sætte en mere præcis kurs.
Det er dog sjældent, man har flere dage med klar sol, når man er på lange togter, så solkompasset kan kun bruges som et supplement de dage, hvor der er sol nok.
Og selvom Jeanette Varberg og resten af besætningen prøvede at gøre vikingerne kunsten efter og navigere efter solen, måtte de dog krybe til korset og kigge på deres moderne kompas en gang imellem for at finde vej.
Søsyge på åbne både
Det var dog ikke kun navigationen, vikingerne kæmpede med. Søsyge var - og er - også en uundgåelig del af dagligdagen, når man var på togt tværs over Atlanten.
- Det var stort set alle, der blev søsyge på et eller andet tidspunkt, fortæller Jeanette Varberg om sit eget togt over Nordatlanten.
Men den oplevelse står Jeanette og besætningen ikke alene med. Det står nemlig skrevet i sagaerne, at vikingerne også blev syge, når de sejlede.
Søsyge kan hverken moderne teknologi eller stærke vikinger få bugt med. Men det hjalp måske heller ikke at sejle i åbne både.
Der har nemlig ikke været læ at finde på vikingernes skibe. Der var ikke nogle kahytter ombord, og de blev derfor nødt til at sove i det fri. Eller næsten da.
Når trætheden har nærmet sig, har vikingerne spændt et primitivt telt ud over midten af dækket på skibet og lagt sig til at sove under det. På den måde kunne de få en smule læ fra regn og blæst, forklarer Jeanette Varberg.
Jeanette Varberg og resten af besætningen sejlede dog ikke selv i en kahyt-løs træbåd, da risikoen for et uheld er på 70 procent, hvis man sejler i et vikingeskib.
De sejlede i stedet i et ældre træskib fra 1980'erne, som ikke har lige så meget moderne udstyr, som mange andre sejlskibe har i dag. Men de havde dog udstyr til at hjælpe med at spotte isbjerge og et kompas og gps, som de brugte som backup.
Toiletforhold
Toilettet. Noget af det, vi moderne mennesker måske tager allermest for givet.
Vikingerne har både lavet nummer et og nummer to ud over rælingen, hvis bølgerne da ikke har været alt for store. At stå på kanten af rælingen er nemlig én af de største risici for sejlere, da man let falder i havet, hvis der kommer en stor bølge.
Hvis det er tilfældet, kan man heldigvis ty til andre metoder og tage en spand i brug. Jeannette Varberg og resten af besætningen havde dog et toilet på båden, der minder meget om det moderne toilet.
Når det derimod kommer til at bade, er det lettere sagt end gjort.
Vikingerne tog næppe mange skyllere, når de var på længere togter. Der var nemlig ikke noget bad på de gamle træskibe, så hvis man skulle have vasket den værste lugt af sig, skulle man altså en tur i baljen.
Og det hverken var eller er særligt attraktivt at hoppe i det fem grader kolde vand.
- På vores båd var der heller ikke noget bad. Da vi kom til Grønland, havde jeg ikke været i bad i en uge, og jeg lugtede af muggen røv. Så svømmede jeg ud til at isbjerg og tilbage igen, fortæller Jeanette Varberg.
Hvis vikingerne overhovedet tog bade på deres togter, har det nok været på samme måde som Jeanette Varberg – med et dyp i det isfyldte hav.
Nu er hun godt hjemme i Danmark igen og har haft tid til at lade oplevelsen synke ind. Hun sætter pris på at have fået muligheden for at prøve vikingelivet af på egen krop.
- Det er et vanvittigt eksperiment, vi har foretaget os, fordi det bekræfter, hvor vild en tur vikingerne tog, siger hun og slutter:
- Det var fucking hardcore.