Det er højlys dag i Jerevan, Armeniens hovedstad. Året er 2018 og pladsen Republic Square er fyldt med mennesker. Sådan har det været i flere uger.
På pladsen kan man se unge, der griller, mødre med barnevogne og ansatte, der har taget deres arbejde med udenfor. Det kunne måske til forveksling ligne en årlig gadefest i byen. Men det er det ikke. Det er billedet på en revolution.
Midt i det hele står danske Tatevik Revazian.
- Jeg har altid været meget apolitisk og blander mig normalt ikke i den slags. Men jeg kunne se, at der var en hel befolkning, som troede på, de kunne forandre landet til det bedre. Det ville jeg gerne støtte op om.
- Armenien er et land med stort potentiale. Jeg syntes, det var synd og uretfærdigt, at nogle få familier skulle sidde på magten og ødelægge det for de resterende små tre millioner, der bor i landet.
Året forinden var Tatevik flyttet til landet. Men det er ikke første gang, hun har opholdt sig i Armenien. Faktisk er hun født der. Men som fem-årig flygtede hun sammen med sin familie til Danmark. Nærmere bestemt Kastrup, den storkøbenhavnske bydel på Amager, som nok mest er kendt for sin lufthavn.
Og at hun ved en tilfældighed endte i byen med Nordens største lufthavn, er kommet til at spille en enorm rolle i hendes liv.
At flyve er at leve
Tatevik er 15 år, da hun står i Københavns Lufthavn. Med en is i hånden og blikket rettet fast mod skærmen med flyafgange. Det gjorde hun ofte dengang. Hun skulle ikke flyve, men mærkede bare atmosfæren fra de mange rejsende mennesker, mens hun drømte om at drage ud i hele verden.
- At jeg boede så tæt på lufthavnen, har uden tvivl været med til at påvirke min interesse for luftfart.
Lige siden dengang har hun været sikker på to ting i livet. At hun ville arbejde med luftfart. Og at hun en dag ville flytte tilbage til Armenien.
- Det er dér, jeg er født, og det er en vigtig del af min kultur, så jeg ville gerne tilbage og opleve landet.
Derfor har hun også siden 2007 arbejdet for blandt andre SAS og Momondo og skrevet sin kandidatafhandling om Københavns Lufthavn, i håbet om at drømmen en dag ville blive realiseret.
Og i 2017, som 29-årig, skulle begge dele lykkes, da en amerikansk luftfart-techvirksomhed gerne ville ansætte hende og lade hende starte en afdeling i den armenske hovedstad.
Et tilbud man ikke kan afslå
Tilbage i Jerevan står armenierne stadig på gaden. Omkring 250.000 faktisk.
Efter et par uger med fredelige protester vælger regeringen at trække sig og overlader magten til de unge, der kæmpede imod den korruption, der havde hersket i landet i årevis.
Kort efter bliver Tatevik kontaktet af den nye vicepremierminister. Hvordan han havde hørt om hende, er hun stadig ikke sikker på.
- Til mødet stillede han en masse spørgsmål. Han ville gerne høre, hvilke udviklingsmuligheder jeg så for luftfart i Armenien.
Efter Tatevik langt og længe havde fortalt om alle sine tanker, bryder vicepremierministeren ind.
- Alt det du lige har sagt - det synes jeg, du skal gøre.
Tatevik blev helt paf. Hun havde absolut ingen interesse i politik og havde aldrig tænkt på at arbejde for regeringen. Hun havde bare oplevet nogle mennesker, der gerne ville kæmpe for de problemer, landet oplevede - det ville hun gerne bidrage til med sine ideer.
Hun sad i forvejen i et godt job, hvor hun tjente 9400 dollars om måneden. Regeringen kunne kun tilbyde hende en tiendedel. Derudover vidste hun, det ville være et job, der gav hende hovedpine, da hun ville sidde med det overordnede ansvar for al luftfart i Armenien med 500 ansatte under sig.
- Det har jeg ikke lyst til, slog Tatevik hurtigt fast.
Men vicepremierministeren er åbenbart ikke en mand, der opgiver så let. Han forsøgte at overtale hende ved at appellere til hendes følelser.
- Hvorfor valgte du at flytte til Armenien? Var det ikke, fordi du ville have en eller anden form for indflydelse? Nu giver jeg dig den bedste mulighed inden for den her industri. Det kan du simpelthen ikke sige nej til.
Og efter noget tid nåede Tatevik samme konklusion. Det var en mulighed, hun ikke kunne afslå, da hun næppe ville få et lignende tilbud igen.
Verdens yngste luftfartsdirektør
"Hvordan skal det barn dog lykkes med at ændre på vores luftfartsindustri?"
Kommentaren faldt, efter Tatevik havde tiltrådt stillingen som luftfartsdirektør for Armenien. 30 år gammel.
Og det var blot en af mange kritiske røster. Det kom dog ikke bag på den nye luftfartsdirektør. Hun var udmærket klar over, at hun skilte sig ud sammenlignet med dem, der tidligere havde haft stillingen - og at det nok ville afføde reaktioner. Først og fremmest var hun ikke mand. Hun var heller ikke gammel. Og havde ikke tidligere erfaring som pilot.
- Det hjalp nok heller ikke, at jeg så endnu yngre ud, end jeg rent faktisk var, griner Tatevik.
Alligevel blev hun overrasket, da hun fandt ud af, hvor meget hun adskilte sig. Hun var nemlig ikke kun den første kvindelige luftfartsdirektør i Armenien. Hun var også den yngste til at besidde stillingen i verden.
Hun tog dog hurtigt et valg om ikke at bruge energi på kritikken.
- Jeg nåede frem til, at hvis jeg satte mig nogle klare mål og nåede dem, ville kritikken nok fordufte med tiden.
Og målene var klare. Inden for to til fem år ville hun have flere og billigere flyruter fra Armenien til Europa, og så skulle landet have sit eget nationale flyselskab.
Efter fire år var begge dele lykkedes.
- Undervejs var jeg både usikker og udmattet, men når jeg kigger tilbage i dag, er det med en følelse af enorm stolthed.
At Tatevik er stolt af de mange og billige flyruter til Europa skyldes blandt andet, at det pludselig gav almindelige armenske borgere mulighed for at komme ud at rejse.
- Nu er det ikke længere kun eliten, der har råd til den slags, men også armeniere med en gennemsnitlig indkomst. Den lighed, det har været med til at skabe, er selvfølgelig en stor del af det.
Det er dog langt fra den eneste årsag.
I dag findes der nemlig cirka otte millioner armeniere på verdensplan. Men kun en tredjedel af dem bor i Armenien. Resten har været nødt til at flygte. Det betyder, at der er folk, der aldrig har set deres familie - eller i bedste fald kun meget sjældent. Det har ændret sig nu.
En anden årsag er, at Armenien er utroligt afhængige af deres lufttrafik på grund af de lande, der omgrænser dem.
- Grænserne til Tyrkiet og Aserbajdsjan er lukkede. Mod syd grænser vi op imod Iran, hvor der er ustabilitet. Det samme i Georgien mod nord.
Det betyder, at Armenien i høj grad er afhængig af lufttrafikken, og det kan give store problemer under eksempelvis kriser, hvis ikke de har den forbindelse til resten af verden.
Men efter at være lykkedes med begge sine mål besluttede Tatevik, at det var blevet tid til at søge nye udfordringer.
- Jeg ville ikke længere kun løse problemer i Armenien. Jeg ville løse problemer globalt.
Forudsigelige konflikter
Sidste år skiftede Tatevik job til en britisk virksomhed, der arbejder med sikkerhed inden for luftfart. Det virksomheden er blevet mest kendt for, er at lave analyser af konfliktzoner.
- Jeg synes, det mest spændende er, at vi bruger artificial intelligence og machine learning til at finde ud af, hvor der er potentielle trusler. Og hvis vi så finder frem til noget, sender vi advarsler til flyselskaberne, hvor vi forklarer de mulige trusler, og hvordan de kan reagere på det.
Anvendeligheden af deres arbejde blev særligt tydeligt under Ruslands invasion af Ukraine.
For mens analytikere verden over i månederne op til nedtonede risikoen for en potentiel krig, sad den britiske virksomhed med en anden viden.
- Analytikerne havde ret i, at der i årevis havde været militær aktivitet ved grænserne, og at det i sig selv ikke var et tegn på, at en krig var under opsejling.
- Det vores teknologi derimod viste var, at der i månederne op til krigen var flere og flere forstyrrelser på GPS-signalerne, hvilket kunne indikere, at noget var i gang med at ændre sig.
Derfor begyndte virksomheden allerede fire måneder inden, Rusland gjorde sit indtog i Ukraine, at sende advarsler ud til flyselskaberne.
På egen opfordring
Tatevik var en smule flov forud for interviewet, da vi ringede hende op.
I forbindelse med DR’s fokus på danskere i verden har vi nemlig opfordret folk til at skrive ind, hvis de kender en dansker i verden, vi bør sætte fokus på.
Og personen der opfordrede os til at tage kontakt til Tatevik var… Tatevik selv.
- Jeg synes, det var lidt akavet at fremhæve mig selv, siger hun og griner.
Men hun besluttede hurtigt at lægge al forfængelig til side.
- Fandeme nej, tænkte jeg. Om jeg selv eller en anden fremhæver mig er ligegyldigt. Slutresultatet er det samme. At give andre unge kvinder en tro på, at de selv kan opnå en masse.
Har du kendskab til en dansker i verden, DR bør sætte fokus på? Så skriv til os herunder.