Danmarks børn går sammen for Syriens børn

I januar har Danmarks børn gået for udsatte børn i Syrien. Hver en gået kilometer har udløst en donation på 20 kroner. Der er nu lukket for registrering af kilometer.

I januar måned har DR Lær, Ramasjang og Ultra bedt alle Danmarks børn om at gå for at samle ind til udsatte børn i Syrien. Der er nu lukket for registreringer af kilometer, og vi er så glade for, at så mange har valgt at gå med.

Lørdag d. 4. februar kl. 19 afsløres det i Danmarks Indsamling-showet på DR1, hvor mange kilometer børnene samlet har gået for Syrien. For hver en kilometer et barn har gået, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Danmarks Indsamling. Donationen går til et Røde Kors-projekt i Syrien til gavn for udsatte børn.

Børnenes Danmarks Indsamling - vi går sammen giver alle Danmarks børn mulighed for at bidrage til den årlige Danmarks Indsamling. Det skal nemlig ikke kun være de voksne, der får glæden af at samle ind til et godt formål. Børnene i Danmark kan også gøre en forskel for andre. Centrale samarbejdspartnere for Børnenes Danmarks Indsamling er landets biblioteker, FDF og Dansk Skoleidræt.

Børn, som er forhindret i at gå, er selvfølgelig også inviteret med til at bevæge sig for Syriens børn på anden vis eller lade en anden person bevæge sig på deres vegne. Børnenes Danmarks Indsamling er for alle.

På dr.dk/lær kan I hente gratis undervisningsmateriale fra DR Lær og DR Spire, som lærere og pædagoger har mulighed for at anvende – fx før eller efter en fælles gåtur. Det giver børnene mulighed for at gå sammen i fællesskab og samtidig lære noget om, hvorfor lande som Danmark yder udviklingsbistand til andre lande.

Herunder kan du downloade et "Godt gået!"-diplom og udfylde det med navn og det antal kilometer, der er gået. Det er også muligt at printe fodspor, der kan hænges op i klassen, på stuerne eller derhjemme, så I kan vise, at I går med for Syriens børn.

Diplom og fodspor kan downloades herunder:

Ved spørgsmål kontakt: vigaarsammen@dr.dk