Højkonfliktsager
Vores programserie handler om højkonfliktsager mellem forældre. Om det der sker, når mor og far ikke kan enes om børnenes tarv og hverdag. Typisk i forbindelse med skilsmisser eller afbrudte forhold, der medfører en kamp om børnene.
Disse sager er flere gange fremstillet i medierne. Vores fokus har været at følge sagerne mens de sker – og se på de valg og beslutninger parterne tager, og hvilke konsekvenser det har – ikke mindst for børnene.
Interessen kom efter vi studerede den kritik, som flere grupper og personer har rettet mod Forældreansvarsloven fra 2007.
Vi begyndte at lede efter sager og fik en række tip om nogle sager, der var kørt af sporet. Vi fandt ret let eksempler i medierne på højkonfliktsager, der havde kørt i årevis uden udsigt til en god løsning, som begge forældre kunne acceptere.
Blandt de mange sager vi studerede, stod det ret klart, at de varer mange år og omfatter mange instanser og myndigheder. Vi ville gerne filme sager, som var i proces og udvikling for at kunne dokumentere, hvad der er baggrunden for, at sagerne går i hårknude.
Samtidig stod det klart, at vi kun kunne vise et udsnit af en sag – vi optog dette i en periode på knap 1 år, men mange sager varer 4-6 år.
En familie fra Viborg
Sagen om Lisbeth og Rico var en af dem, vi stødte på. Den var en blandt mange, vi studerede tæt. Lisbeths og Ricos forhold sluttede efter flere års uenigheder – især om håndteringen af børnene.
Ved læsning af sagens akter virkede den ikke så dramatisk, som så mange andre, vi sad med. Forældrene var i konflikt med både Statsforvaltningen, kommunen og retssystemet. Men det er der intet usædvanligt i.
Den blev usædvanlig, da Lisbeth i sommeren 2015 begyndte at overveje at forlade Danmark, fordi Fogedretten på det tidspunkt var på vej ind i sagen, og i sidste instans kunne møde op på Lisbeths bopæl og tvinge hende til at udlevere de tre børn til samvær med Rico. En ret han igennem mere end to års kamp havde fået tildelt, men som Lisbeth ikke ville acceptere.
Hun kontaktede os, og sagde at hun i et stykke tid havde haft den overvejelse at forlade Danmark. Hun ringede senere og gav os med meget kort varsel muligheden for at tage med hende. Hun var dog i tvivl. Måske ville hun benytte ferien til at forsvinde. Hun afleverede børnene til samvær med Rico i starten af sommerferien – og derefter havde hun fem ugers ferie alene med børnene.
Etiske udfordringer
Undervejs i forløbet rejser der sig en række etiske spørgsmål: Kan vi filme en ferie, der måske ender med en kidnapning? Bliver de efterlyst af dansk politi og Interpol? Kan vi overfor Lisbeth forsvare at vise hendes rejse, hvis formålet for hende er at forsvinde? Hvordan undgår vi straffelovens bestemmelser om tilskyndelse til forbrydelse? Kan vi forsvare at vise børn i en situation som denne?
Vi besluttede os for at tage med efter grundige etiske overvejelser. For sagen er væsentlig og gav os muligheden for at belyse en højkonliktsag indefra – altså mens den står på. Og netop det at følge sagen, mens det står på var et af vore mål med programmet. Når det handler om Lisbeth ville vi kunne vise, hvilke overvejelser hun gør sig undervejs. Vi ville kunne se og høre Lisbeths holdning, som er, at hun mener, at hun varetager børnenes tarv bedst ved at forhindre samvær med børnenes far – og vi ville kunne sætte det i relation til børnenes far, hvis rettigheder krænkes.
Samtidig kunne sagen bringe en række principielle spørgsmål og temaer i spil. Eksempelvis konflikten mellem tarv og rettigheder, Forældreansvarslovens konsekvenser, problemer med forkyndelse til 3.mand, udleveringsaftaler mellem Danmark og andre lande etc..
Vi ville også kunne se myndighedernes reaktioner og ageren i en sådan sag – og alt i alt er det væsentligt at debattere om det danske system er ordentligt indrettet, når sager om forældremyndighed kan udvikle sig så voldsomt. For hvem bestemmer, hvad der er barnets tarv? Går rettigheder forud for tarv eller er det omvendt? Hvad gør myndighederne?
Indsigt
Lisbeth var parat til at lægge hendes sag og dokumenter frem og give os adgang til sagens akter. Hun accepterede, at vi kunne filme hendes forberedelser. Vi besluttede, at køre i egen bil fordi alt andet ville blive et samarbejde. Naturligvis var vi nødt til at filme i perioder i hendes bil, men at bistå med transport eller andet var udelukket. Det var Lisbeths projekt, og vi ville dokumentere det. Afstanden mellem os som journalister og Lisbeth skulle være tydelig. Samtidig gjorde vi det klart overfor Lisbeth, at det der filmes, kan vises. En væsentlig ting da Lisbeth ikke ville få mulighed for at tale med os senere eller se programmet, hvis hun valgte at gøre alvor af sine flugtplaner. Hun gav sit klare samtykke til det hele.
Flere gange har vi spurgt til Lisbeths motivation for at være med. Svaret var, at hun mente, at der var behov for at få disse sager frem i lyset. Hun vidste godt, at det ville skabe debat for og imod hendes handling.
Vores valg
Vi besluttede, at vi ville forlade Lisbeth og børnene mens ferien stadig stod på. Vi havde ikke lyst til at kende hendes fremtidige færd, fordi vi ikke ville bære rundt på den viden – hverken overfor myndighederne eller Rico. Derfor forlod vi Lisbeth i Peru, før hun rejste videre med børnene.
Det er vigtigt at understrege, at Lisbeth ikke havde begået noget ulovligt, men stadig var på ferie, da vi forlod hende i sommeren 2015. Hun skulle aflevere børnene til samvær midt i august. I skrivende stund vil dansk politi ikke be- eller afkræfte om hun er eftersøgt for kidnapning af børnene. Så vi ved faktisk ikke, hvor efterforskningen står på det punkt.
Hvis vi som journalister skal beskrive virkeligheden – også selvom den er, at hun planlægger at bortføre børnene – så kan vi kun gøre det ved at acceptere ikke at fortælle andre om hendes planer. Vores kilder skal kunne være sikre på, at vi IKKE går til myndighederne med vores viden – også selvom det er en viden om ulovligheder. Har vores kilder ikke denne sikkerhed, vil vi have meget svært ved at færdes i for eksempel kriminelle miljøer eller få fortællinger fra folk der begår ulovligheder.
Rico kommer ind i billedet
Hvis Lisbeth selv ville fortælle mere måtte hun sende videofiler hjem til os i Danmark – og gjorde hun dèt - skulle hun acceptere, at al indhold kunne vises på tv.
Flere gange undervejs på rejsen var Lisbeth i tvivl om hendes projekt skulle gennemføres. Vi afventede derfor også om hun senere fortrød og vendte tilbage til Danmark i månederne efter. På et tidspunkt i 2014/2015 så Rico ikke børnene i 7 måneder (da Lisbeth ikke udleverede dem), så selvom ferien var slut, og de skulle udleveres til samvær i august, måtte vi vente nogle måneder. Var hun kommet hjem? Og fortsatte hun blot med at nægte udlevering? Gemte hun sig eventuelt i Danmark? Vi kunne ikke kontakte hende – og der kom ingen livstegn fra Lisbeth. Da Rico melder sine børn savnet og politianmelder Lisbeth, kontakter vi Rico for at få hans syn på sagen og forelægge Lisbeths udsagn til ham.
Vi mødtes med Rico og hans advokat i Aalborg. Lisbeth og børnene var væk, og politiet var nu involveret og havde allerede sporet hende til Lima. En økonomisk transaktion to dage efter vi rejste hjem er i skrivende stund sidste spor vi kender af Lisbeth og børnene. Politiet har ikke kontaktet os – men vi har kontaktet dem for interview, men de ønskede ikke at medvirke.
Ricos holdning var, at han intet havde at skjule og Lisbeths holdninger kendte han allerede til. Derfor valgte han at medvirke. Det gav dermed et indblik i, hvordan hans situation var – og hvilke ting han har måttet igennem. Ricos medvirken gav også muligheden for at se, hvordan myndighederne agerer i disse sager. Rico er åben omkring sit samarbejde med politiet og de afgørelser, som retten kommer frem til.
Med Rico diskuterede vi også for og imod at vise billederne af børnene. Der gælder helt særlige hensyn, når børn medvirker i TV – især når de medvirker i følsomme situationer som disse. Og DR har en særlig forpligtelse til at overveje om børnene skal anonymiseres, også selvom begge forældre giver deres samtykke.
I dette tilfælde har vi valgt ikke at sløre dem, fordi alle i Lisbeth og Ricos omgangskreds, venner, familie samt myndighedspersoner er bekendt med situationen og ved at dette er Lisbeth og Ricos tre børn, og at de er bortført.
Vores mål var at beskrive forløbet så konkret, faktuelt og især objektivt som overhovedet muligt.
I februar i 2016 kom der ca. 14 minutter sendt på et USB-stick. Der var klippet i materialet kunne vi se. Vi viste materialet til Rico, der således fik nyt fra børnene og Lisbeth.
Myndighederne
Myndighederne spiller også en stor rolle i disse sager. Kommune, Statsforvaltningen, byret, landsret, fogedret, politi, m.fl. har været en stor del af denne sag.
Der er helt sikkert perspektiver i, at analysere på myndighedernes valg og beslutninger i denne og mange andre sager. Men vi valgte ikke at gå ind i en eventuel system- eller myndighedskritik. Vores valg har været, at dokumentere sagen gennem hovedpersonerne og komme tæt på dem i programmerne.
I en række artikler på dr.dk og i andre af DRs programmer, vil DR i forbindelse med serien sætte fokus på myndighedshåndteringen af både samværssager, der er eskaleret til højkonflikssager, og på sager der ender med bortførelse.