I TV Avisen d. 24. juni klokken 21:30 bragte vi i slutningen af udsendelsen et indslag om et foto, der skildrede en hundeslæde på vej over indlandsisen omgivet af vand. Det gjorde vi, fordi billedet var taget af en dansker og i ugens løb havde været genstand for massiv global opmærksomhed. Vi ville møde manden bag billedet og spørge til, hvordan han oplevede den pludselige og massive interesse fra hele verden.
Lytternes- og seernes redaktør har i forbindelse med en ankesag givet TV Avisen kritik for ikke i tilstrækkelig grad at redegøre for, hvad fotoet skildrer, og påpeger, at det af indslaget ikke fremgik tilstrækkeligt klart, at billedet i sig selv ikke kan reduceres til at være et udtryk for høje temperaturer og forandringer i klimaet. I TV Avisen burde det ifølge lytternes- og seernes redaktør være understreget, at fotoet afbilder et velkendt grønlandsk vejrfænomen.
DR beklager, at vi på et tidspunkt - hvor der havde været stor debat om, hvad det konkrete foto egentlig viste – ikke understregede tydeligere, at billedet i sig selv ikke er dokumentation for klimaforandringer.