Voldsom værtstræning i MGP var ikke over stregen

Hvor voldsomme effekter må der være i programmer til børn? En seer har klaget til lytternes og seernes redaktør over slagsmål og strømpistol.

DR havde i den omtalte sekvens i MGP 2018 forsøgt at afbøde de mest dramatiske effekter med grafik, så det ledte tanken hen på tegneserier og animerede film. (© (c) DR)

Årets MGP for børn indledtes med en sekvens om værtstræning af mulige værter til programmet. En række af DR’s værter for børn- og ungeprogrammer bliver trænet af en børnefigur, der benytter strømpistol på værterne. Senere i programmet er der en slagsmålsscene mellem to værter, hvor den ene får et spark og en lagkage i hovedet. Disse sekvenser var for voldsomme, mente en seer.

For voldsomt

Klager kontaktede lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen, og kritiserer i sin klage DR’s brug af en konflikt som fortælling, hvor voksne slås og konkurrerer om værtsrollen. Ifølge klager er DR dermed med til at stimulere vold og egoisme i stedet for medmenneskelighed. Lytternes og seernes redaktør har behandlet klagen. Klager får ikke medhold.

Etikken ikke overtrådt

Lytternes og seernes redaktør skriver i sin afgørelse, at DR ikke overtrådte sine egne etiske regler, da man brugte voldelige elementer i åbningssekvensen til MGP 2018. I afgørelsen lægges der vægt på, at programmet var tiltænkt både børn og voksne, og det blev sendt på voksenkanalen DR1 klokken 20, efter børnesendetiden.

Desuden havde DR i den omtalte sekvens forsøgt at afbøde de mest dramatiske effekter med grafik, så det ledte tanken hen på tegneserier og animerede film.

Lytter/seerredaktøren lægger desuden vægt på, at DR forinden havde testet effekterne på en gruppe børn. Ifølge DR’s egne oplysninger kunne børnene afkode, at der ikke var tale om realistiske scener, hvor voksne værter fik stød af et barn.

Måske for skrapt for de yngste seere

Selv om DR’s program dermed ikke overtrådte de etiske rammer og således godt kunne medtage en sekvens som denne, er det ikke det samme som, at sekvensen ikke kan forekomme skrap. Og måske også for skrap for nogle af de alleryngste seere, påpeger lytternes og seernes redaktør.

I afgørelsen bemærker Jesper Termansen desuden, at det ikke er DR’s opgave at sikre, at børn, som er uden for målgruppen, holder sig fra at se et program, som ikke er egnet for dem. Det er forældrenes opgave.

Hvor går grænsen?

I afgørelsen påpeges det, at DR må tage med i sine overvejelser, at der er tale om et meget populært børneprogram, hvor hverken børn eller voksne kan formodes at have en forventning om, at der vil optræde voldsomme effekter, som kan skræmme i hvert fald mindre børn.

Klagen rejser spørgsmålet om, hvor grænsen går. Ifølge afgørelsen medgiver DR B&U selv her, at man nok gik til grænsen for, hvilke effekter børn i alderen syv til 12 år bør udsættes for. Lytternes og seernes redaktør påpeger, at DR med fordel kan overveje at supplere sine egne fokustests af børns reaktion med fagfolks generelle viden om, hvordan små og større børn reagerer på forskellige effekter for derved at få så godt og fagligt et grundlag for en bedømmelse i fremtidige optagelser.

Klager får ikke medhold.

Du kan læse hele afgørelsen her.