En bruger var blevet udelukket fra DR Nyheders Facebookside. Hun mente, at hun var blevet censureret og uretfærdigt udelukket, og at DR bevidst gjorde forskel på hende og andre brugere, som også havde ytret had og kritik på DR’s Facebooksider. DR havde valgt at slette hende på baggrund af debatindlæg, man mente var sig i strid med DR’s etiske retningslinjer for indhold.
Lytternes og seernes redaktør, Jesper Termansen, har behandlet sagen, og klager får ikke medhold i sin klage over DR. Men sagen viser samtidig en række andre problemer i den måde, som DR modererer debatter på Facebook på, påpeger lytternes og seernes redaktør.
”Rotteyngel” klart over stregen
Klageren havde blandt andet kaldt konkrete personer for ”rotteyngel” i en Facebook-debat, som DR modererede. DR havde tidligere advaret klageren om hendes adfærd i debatten på DR´s Facebook-sider. I den forstand var det ikke i strid med DR’s etiske retningslinjer, da DR udelukkede kvinden fra DR Nyheders Facebooksider.
Brugen af ordet ”rotteyngel” for eksempel om en familie er et nedsættende smædeord, som chikanerer og krænker. Lytternes og seernes redaktør slår fast, at sådanne udtalelser er klart over stregen og en overtrædelse af DR´s etik.
På Facebook medfører en blokering en sletning af samtlige posts, som brugerne har foretaget på for eksempel DR Nyheders Facebook-sider. Herunder også kommentarer, der ikke synes at stride mod DR’s retningslinjer. Afgørelsen nævner, at dette har DR ingen indflydelse på, da det er noget Facebook bestemmer.
En balancegang
Lytternes og seernes redaktør skriver i sin afgørelse, at det på den ene side er DR’s pligt at afvise indhold, som enten kan være direkte i strid med loven eller indeholder smædeord og grove, personlige angreb på enkeltpersoner. På den anden side bør DR være meget forsigtig med at fjerne eller skjule indhold, som ikke strider mod lovgivning eller indeholder smædeord, grove personangreb mm.
Samlet set bør det - ifølge Jesper Termansen - stå meget klart, hvad der i hvert enkelt tilfælde har ført til den vurdering, at et indlæg skal væk, eller en Facebook-profil helt skal blokeres.
Behov for mere præcise regler
Ifølge Lytternes og seernes redaktør, kunne DR i den konkrete situation ikke have gjort andet, men sagen åbner for en relevant debat om, hvordan debatter på Facebook modereres.
Jesper Termansen påpeger, at DR i fremtiden med fordel kunne overveje andre og mere ensartede måder at foretage moderation af Facebook-debatter på. Sådan som systemet er indrettet, medfører en DR-blokering af en bruger, at vedkommendes ytringer konsekvent bliver fjernet. Da DR blokerede klageren i den omtalte sag, fjernede man også en række kommentarer, som ikke nødvendigvis overtrådte DR’s regler for debatten på Facebook. Dette mener Jesper Termansen kan være problematisk.
Lytternes og seernes redaktør skriver i sin afgørelse, at DR bør gennemgå sine retningslinjer på dr.dk og på Facebook, så de i højere grad er lige så præcise, som de regler, der gælder i DR’s etiske retningslinjer og i mindre grad åben for fortolkning. Endelig påpeger Jesper Termansen, at DR bør sikre at brugere, der er utilfredse med f.eks. at være slettet, får oplyst om, hvor og hvordan de kan klage i DR.
Klager får ikke medhold.
Du kan læse hele afgørelsen her.