”Hvad er Gud? Hvad er religion?” Det var temaet for programmet ’Ubegribeligt’ den 26. december 2022 med Huxi Bach som vært. En udtalelse fra den medvirkende religionshistoriker om, at Jesus var ”megalomanisk” (storhedsvanvid) fik en lytter, Poul Sivertsen, der er hovedbestyrelsesmedlem i partiet Dansk Samling, til at klage til DR.
Klageren kritiserede, at en religionshistoriker - ifølge klageren - fremsatte en forkert opfattelse af, hvad religionshistorie går ud på og også fremsatte et forkert indtryk af, hvem Jesus var.
Klageren henviste blandt andet til, at religionshistorikeren ud over at benævne udtalelser af Jesus som ”megalomanisk” også mente, at Jesus måske havde psykiatriske lidelser, påpegede klageren. Det er ifølge klageren en forkert fremstilling, som lytterne kan opfatte fejlagtigt som en videnskabelig beskrivelse af kristendommen på et objektivt grundlag.
Poul Sivertsen ankede sagen til lytternes og seernes redaktør (LSR), da han ikke var tilfreds med redaktionens afvisning af kritikken. Han får ikke medhold i sin anke.
Let tone og frisprog
- Udsagnet står for den medvirkendes egen regning. Programmet har en samtalestil, hvor der i en let tone tales om religionsretninger, og hvor gæsten også hyppigt bruger et frisprog, skriver lytternes og seernes redaktør.
Lytternes og seernes redaktør påpeger tillige, at DR havde ret til at vælge én religionshistoriker til at give sin udlægning af faget og af Jesus Kristus, men slår samtidig fast at det ligger uden for LSR’s kompetence at tage stilling til hvad der er en korrekt fremstilling af gudsbegrebet og en faglig vurdering af religionshistorikerens analyser.
- At klager mener, at der kun findes én objektiv videnskabelig sandhed om religion er irrelevant for sagen. Det var ikke en overtrædelse af DR’s etiske retningslinjer, at DR valgte at lade én religionshistoriker give sit personlige bud på, hvorledes denne opfatter religionsdyrkelse og opfattelsen af begrebet Gud, skriver lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen.
Han føjer til, at DR har ret til at stole på, at en religionshistoriker kan redegøre for sit fags metodik, uden at DR nødvendigvis skal betvivle dette. Lytternes og seernes redaktør påpeger i den sammenhæng, at det ikke er en overtrædelse af DR’s etiske retningslinjer, at DR stoler på fagligheden i kildens udlægning og fortolkning af religion.
Du kan læse hele sagen her.