Mejeriforeningen får delvist medhold i kritik af tv-program

Mejeriforeningens klage over programmet ’Jorden kalder – slut med komælk’ får delvist medhold, skriver lytternes og seernes redaktør. Programmet får blandt andet kritik for brugen af statistik om mælk og osts klimaaftryk.

Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR, giver Mejeriforeningen delvist medhold i en klage over tv-programmet 'Jorden kalder'.

Lytternes og seernes redaktør giver Mejerforeningen delvist medhold i en klage over tv-programmet ’Jorden kalder – slut med komælk’. Afsnittet, som blev sendt første gang den 16. september 2024, handlede om produktionen af ost og mælk i forhold til klimaregnskabet og kiggede nærmere på plantebaserede alternativer på markedet.

Det kan man læse i en ankesag fra lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen.

Mejeriforeningen klagede blandt andet over, at DR anvendte to forskellige statistikker til illustration af mælk og osts klimaaftryk, som gav Mejeriforeningen det indtryk, at DR havde valgt den opgørelsesmetode, som gav det største klimaaftryk for animalsk mælk. Desuden klagede Mejeriforeningen over, at DR ukritisk lod en producent af plantebaseret smøreost fremlægge sine egne tal for klimaaftryk for sit produkt uden fremlæggelse af nogen dokumentation.

Jesper Termansen giver Mejeriforeningen medhold i den kritik og giver udtryk for, at hvis DR i samme program anvender to forskellige statistikker med forskellige målemetoder til klimaaftryk, bør DR redegøre for forskellen mellem metoderne, hvis DR vil undgå mistanke om at vælge de tal, der passer bedst ind i fortællingen.

- Seerne får præsenteret to statistikker, uden at DR samtidig oplyser seerne om, at de to måder at opgøre klimaaftryk for visse fødevarer på, ikke umiddelbart kan sammenlignes, da de bagvedliggende opgørelsesmetoder er forskellige, skriver Jesper Termansen.

I forhold til det andet klagepunkt, som lytternes og seernes redaktør giver medhold i, skriver Jesper Termansen:

- DR erkender, at man ikke kender det præcise tal for det specifikke produkt, og at DR støtter sig på andre tal for vegetabilsk ost, som dog ikke er helt sammenlignelige med den plantebaserede ost, som DR viser i programmet. DR burde have oplyst om disse forbehold i programmet.

Lytternes og seernes redaktør afviser Mejeriforeningens øvrige kritikpunkter af blandt andet, at DR i programmet viderebringer tal fra en lektor.

- DR har lov at bringe en kildes vurdering og udtalelser. Udtalelsen står for kildens egen regning, skriver Jesper Termansen.

Du kan læse hele sagen her.

Læs mere her