Markant pres på DR for mere Israel-kritisk linje efter krigsudbruddet i oktober 2023

Syv ud af ti klager og kritiske kommentarer var pro-palæstinensisk og meget kritisk over for DR’s redaktionelle linje i dækning af krigen i Mellemøsten. Det fremgår af seneste halvårsrapport fra lytternes og seernes redaktør.

Jesper Termansen er lytternes og seernes redaktør i DR. (Foto: © agnete schlichtkrull)

Krigsudbruddet imellem Israel og Hamas den 7. oktober 2023 førte til et pres på DR, som jeg ikke har set lignende i de knap ni år, jeg har været lytternes og seeres redaktør i DR. Navnlig har store grupper af pro-palæstinensiske brugere forsøgt at lægge pres på DR for en mere Israel-kritisk linje. Det gennemgår jeg i den seneste halvårsårsrapport til DR’s bestyrelse. Krigen har ført til meget polariserede henvendelser fra begge fløje. Pro-Israelske såvel som pro-palæstinensiske.

DR modtog fra krigens udbrud og til 31.12. 2023 knap 1000 klager og kritiske kommentarer, hvoraf syv ud af ti var pro-palæstinensiske. Især førte vreden over DR’s påståede manglende dækning af pro-palæstinensiske demonstrationer i København til ”kædebrevslignende” kampagner, hvor næsten enslydende klager strømmede til DR med krav om, at DR dækkede demonstrationerne og valgte en mere Israel-kritisk kurs. En fortalelse i Radioavisen den 7. november, hvor en demonstration fejlagtigt blev omtalt som ”pro-Hamas,” førte alene til 114 skriftlige klager og kritiske henvendelser. Mange næsten identiske.

DR bestemmer egen dækning

Holdninger og kommentarer - også kritiske over for DR - er velkomne. De bliver brugt som vigtige pejlemærker forhold til, hvordan brugerne opfatter DR’s indhold. Men at en bruger giver udtryk for en holdning enten til stoffet eller DR er ikke det samme som, at DR skal svare på kommentaren eller rette ind efter den eventuelle kritik, der ligger i henvendelsen.

Jeg har i en lang række svar både i forbindelse med klagebehandling og kontakt med brugere forklaret og forsvaret, at den redaktionelle ret til at bestemme over vinkler, kilder alene hører til hos DR. Ingen bør gennem pression, demonstrationer og lignende kunne presse sig til at blande sig i de redaktionelle valg, som DR dagligt træffer.