Kritik af ’Deadline’ afvises: Indslag om Koranloven var balanceret og kritisk

DR’s dækning af vedtagelsen af Koranloven var hverken partisk eller vendt mod regeringen, sådan som en seer mente. Lytternes og seernes redaktør afviser klagers påstand om brud på DR’s etik.

En seer klagede over DR's dækning af 'Koranloven'. (© DR)

’Deadline’ den 11. december 2023 handlede om Koranloven, som blev vedtaget den 7. december. Men programmet var efter en seers opfattelse partisk og vendt mod regeringen og dens lov. Seeren mente blandt andet, at dækningen var skæv til fordel for kritikerne af loven.

Efter redaktionen havde svaret og afvist kritikken, valgte klageren at anke svaret til Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør. Han giver ikke klageren medhold i kritikken af ’Deadline’.

Balanceret dækning af lovforslag

Klagerens kritik gik blandt andet på, at kritikere af loven kom til orde i modsætning til regeringen, og at ’Deadline’ valgte kritikernes vinkel uden at redegøre for regeringens opfattelse af lovens formål.

Jesper Termansen afviser kritikken.

- DR er hverken pligtig til at vinkle på regeringens opfattelse af loven eller redegøre for Folketingets procedurer i forbindelse med tilblivelsen og behandlingen af lovforslag. DR lod den eneste tilhænger, som ytrede sig i Folketinget, løsgængeren Jon Stephensen, medvirke i et længere forsvar for loven, hvilket er helt inden for DR’s etiske retningslinjer', skriver Jesper Termansen.

Han påpeger, at DR havde spurgt den ansvarlige minister for loven, justitsminister Peter Hummelgaard, der ikke ønskede at medvirke i ’Deadline’.

- Programmet fremstod dermed balanceret og kritisk over for såvel over for de to inviterede modstandere af loven som over for den medvirkende løsgænger, der var for loven', skriver lytternes og seernes redaktør, og påpeger at DR ikke var forpligtet til at redegøre for regeringens målsætning med loven.

- DR dækkede loven og dens indhold samt debatten om den kritisk, hvilket ikke er det samme som, at DR dækkede loven partisk eller tog stilling', konkluderer Jesper Termansen.

Læs om sagen her