En klager mente, at en analyse af DR’s mellemøstkorrespondent i artiklen ’Analyse: Israel fremskynder planer om at få fuld kontrol med Jerusalem’ på dr.dk var partisk, og at korrespondenten kom med egne holdninger. Klageren mente også, at flere forhold i artiklen var forkerte.
Klageren var ikke tilfreds med DR’s afvisning af kritikken og ankede DR’s svar til lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen, der har gennemgået sagen. Han giver ikke klageren medhold, men skønner tillige at hovedparten af klagers kritikpunkter ligger uden for lytternes og seernes redaktørs kompetence at vurdere.
- DR-korrespondenten har ikke fremsat egne synspunkter, men holdt sig inden for analysens form i sin gennemgang af det internationale pres for en tostatsløsning, som punkt 3 drejer sig om, skriver Jesper Termansen og konkluderer tillige, at DR ikke har udvist partiskhed i den konkrete analyse, som det fremstilles i et af klagerens klagepunkter.
Jesper Termansen skriver, at det ligger uden for lytternes og seernes redaktørs kompetence at tage stilling til uenigheden om faktuelle forhold, der er omdrejningspunktet i fire af de seks punkter i klagen.
- I hver sag er det et konkret skøn, om LSR bør og kan forholde sig til de fakta, der indgår i sagen. I de enkleste tilfælde vil et ’håndbogsopslag’ kunne indgå som en autoritativ kilde til afgørelse af en faktuel uenighed. Men i en lang række tilfælde vil en klage også kunne indeholde en kompleks påstand om faktuelle fejl, som kun kan afgøres ved, at LSR kontakter eksperter og videregiver disse eksperters opfattelse, skriver Jesper Termansen og påpeger, at det forudsætter et fagligt overblik, som altså ligger uden for lytternes og seernes redaktørs kompetence.
Du kan læse hele sagen her.