Artiklen ’Hvorfor skader kobøvser klimaet?’ på dr.dk var misvisende, klagede en læser.
For DR vildledte ved kun at fokusere på kvægs udledning af metan i dag, uden at tage højde for den løbende nedbrydning af metan, der også sker over tid, og som er med til at påvirke netto-regnskabet for, hvor meget køer udleder, lød en del af kritikken fra klageren.
Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør, har behandlet ankesagen og afviser klagerens kritik.
- DR citerer i artiklen en autoritativ kilde og overtræder ikke egne etiske retningslinjer ved at undlade at inddrage den nedbrydning af metan, der sker over tid, i det overordnede regnskab”, skriver Jesper Termansen.
- DR er ikke forpligtet til ved samme lejlighed at inddrage de langsigtede konsekvenser i form af nedbrydning af metan, sådan som Klager mener er korrekt og retvisende. Artiklens hovedsigte er at forholde sig til kvægs store udledning af metan, sådan som det også er grundlaget for de økonomiske beregninger i Svarer-udvalgets rapport. Den rapport, som er hele afsættet for artiklen hos DR”, skriver lytternes og seernes redaktør og afviser, at artiklen er vildledende eller fejlinformerende.
Du kan læse hele sagen her.